Dato: 14-02-2012
Ændring af Kommuneplanens retningslinje for opførelse af husstandsmøller - offentliggørelse af Forslag til Kommuneplantillæg nr. 18.
Forslaget er nu i høring i otte uger. Du kan læse hele forslaget om husstandsmøller her.
Byrådet i Mariagerfjord Kommune har 26. januar 2012 vedtaget Forslag til Kommuneplantillæg nr. 18, til Mariagerfjord Kommuneplan 2009-2021 der indeholder ændrede retningslinjer for opførelse af husstandsmøller.
Baggrund for kommuneplantillægget
Temaudvalget for Strategi og Udvikling i Mariagerfjord Kommune har i 2011 drøftet emnet placeringsmuligheder for opstilling af husstandsmøller. Husstandsmøller er møller med max. totalhøjde på 25 meter og med en rotordiameter på max. 13 meter.
Det blev konstateret, at retningslinjen er meget restriktiv, idet man udelukkende kan placere husstandsmøller i udlagt jordbrugsområde. Husstandsmøller kan ikke opføres i fugle- og vildtreservater, geologiske, biologiske og kulturhistoriske beskyttelsesområder, økologiske forbindelser, friluftsområder og kulturmiljøer.
Udvalget besluttede, at Retningslinje 2.5.8 Husstandsmøller lempes ved et kommuneplantillæg, der udarbejdes snarest.
Kommuneplantillæggets indhold
Retningslinje 2.5.8 Husstandsmøller udgår og erstattes af Retningslinje 2.5.16 Husstandsmøller med følgende indhold:
Der kan ikke opstilles husstandsmøller i byzone og sommerhusområder.
Der kan ikke opstilles husstandsmøller i de afgrænsede (rammelagte) landsbyer i landzone.
Der kan opstilles husstandsmøller, med maksimal totalhøjde på 25 meter og med en rotordiameter på maksimalt 13 meter, i den øvrige landzone - dog skal der ske en konkret vurdering forinden der kan gives tilladelse til opstilling af husstandsmøller i fugle- og vildtreservater, geologiske, biologiske og kulturhistoriske beskyttelsesområder og økologiske forbindelser, friluftsområder og kulturmiljøer.
Der kan således stadig være ansøgere, der efter den konkrete vurdering vil få afslag på deres ansøgning om opstilling af en vindmølle i landzone.
Miljøvurdering af planforslagene
I henhold til ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer” er der ved udarbejdelse af kommuneplantillægget foretaget en screening af miljøpåvirkninger.
Screeningen er indeholdt i planforslaget, og resultatet af screeningen er, at planforslaget ikke får væsentlige indvirkninger på miljøet og dermed ikke er omfattet af bestemmelserne om, at der skal udarbejdes en miljøvurdering med tilhørende miljørapport.
Klagevejledning til screeningsresultatet for miljøvurdering
Afgørelsen for screeningen af miljøpåvirkninger af planforslagene kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet.
Klagen bedes, så vidt muligt, sendt elektronisk til nmkn@nmkn.dk eller pr. brev til Natur og Miljøklagenævnet, Rentemestervej 8, 2400 København NV.
En klage skal være nævnet i hænde inden 4 uger fra offentliggørelsen af afgørelsen, som sker samtidig med offentliggørelse af forslag til kommuneplantillægget . Klagen skal således være Natur- og Miljøklagenævnet i hænde senest den 13. marts 2012. Se mere på www.nmkn.dk.
Offentlig høring af forslag til kommuneplantillægget
Forslaget fremlægges til offentlig høring i 8 uger. I denne periode har alle mulighed for at komme med bemærkninger eller indsigelser til planforslaget.
Efter høringsperiodens udløb, vil Mariagerfjord Byråd behandle alle henvendelser og efterfølgende vurdere, om kommuneplantillægget kan vedtages endeligt i sin nuværende form.
Kommuneplantillægget kan ses på biblioteket og i borgerservice, hvor de er fremlagt fra den 14. februar 2012. Kommuneplantillægget kan desuden ses på www.plansystemdk.dk.
Høringsfristen er den 10. april 2012. Eventuelle indsigelser, bemærkninger mv. bedes fremsendt enten som brev til Mariagerfjord Kommune, Center for Plan, HR og Udvikling, Nordre Kajgade 1, 9500 Hobro eller som mail til raadhus@mariagerfjord.dk inden denne dato.