Fra årsskiftet er der nye regler for rejsesygesikringen. Reglerne betyder for det første, at der er færre lande, som er dækket af rejsesygesikringen. For det andet betyder de, at du uden for de nordiske lande ikke får dækket hjemtransport, hvis uheldet er ude.
Det kan blive en meget kostbar affære at strande i udlandet som følge af sygdom eller ulykke, hvis du ikke er ordentligt dækket.
For at gøre det så nemt som muligt at huske de nye regler er der udarbejdet et forsikringsblinklys. Meningen er, at lyset for det indre øje skal blinke i forskellige farver alt efter, hvor rejsen går hen. Kort fortalt er der grønt lys i Norden. Her er udgifter til lægebehandling dækket, og merudgifter til hjemtransport er dækket via særlige nordiske regler. Der er gult lys i EU, Schweiz og andre små europæiske stater som Monaco og Andorra. Her er udgifterne til lægebehandling dækket, men man skal selv betale hjemtransport. Der er rødt lys i resten af verden, hvor den offentlige rejsesygesikring ikke dækker.
Læs mere om de præcise vilkår for rejsesygesikringen på www.nyerejseregler.dk eller tryk på linkene, hvor dækningen af den offentlige rejsesygesikring er beskrevet ud fra et blinklys og et verdenskort.
Bestil det gule sundhedskort/sygesikringsbevis eller EU-sygesikringsbevis/Blå sygesikringskort ved at trykke her