Det er som hovedregel forbudt at opsætte plakater, skilte, lysreklamer og andre former for reklame- og propaganda i det åbne land, jf. naturbeskyttelseslovens § 21. Du kan læse mere om reglerne i denne folder.
Reglerne om forbud mod friluftsreklamer og propagandaskilte har, siden de blev indført i 1937, været administreret restriktivt såvel fra domstolenes som fra fredningsmyndighedernes side. Dette har betydet, at det åbne land i Danmark hidtil i det væsentligste har været friholdt for skæmmende reklamer og propagandaskilte - en situation, som klart adskiller Danmark fra en række andre lande i Europa.
Undtagelser til forbuddet
Selv om reglerne administreres restriktivt, er der dog en række undtagelser:
- Virksomhedsreklamer opsat i umiddelbar tilknytning til en virksomhed. Det er en forudsætning, at reklamen ikke virker dominerende i landskabet eller er synlig på lang afstand.
- Trafikpropagandaskilte, der er godkendt af Rådet for Større Færdselssikkerhed
- Valgplakater, der opsættes i forbindelse med folketingsvalg, valg til kommunale eller andre offentlige råd eller folkeafstemninger
- Mindre oplysningskilte vedrørende næringsdrift eller virksomhed opsat på egen ejendom eller ved indkørslen til egen ejendom fra nærmeste offentlige vej eller private fællesvej. Der er dog krav til skiltets udformning og placering.
- Reklamer på idrætsanlæg.
- Skiltning i erhvervsområder.
Mindre oplysningsskilte og reklamer på idrætsanlæg
Der er en række krav til udformning og placering af mindre oplysningsskilte samt reklamer på idrætsanlæg. Du kan læse lovteksten på hjemmesiden Retsinformation.
Krav til mindre oplysningsskilte
- Skiltet skal være rektangulært, må højst være 0,25 m2, og skiltets overkant må ikke være mere end 1 m over terræn.
- Skiltet må udelukkende oplyse om en virksomheds navn, adresse, art og produktion.
- Skiltet skal have ens afdæmpet bundfarve med tekst i afdæmpede farver. Et logo må højest udgøre 10 % af skiltets areal.
- Skiltet må ikke belyses, være oplyst, være retroreflekterende eller være bevægeligt.
- Der må ikke i reklameøjemed i tilknytning til skiltet anbringes produkter, genstande, flag eller lignende.
Reklamer på idrætsanlæg m.v.
Byrådet kan give tilladelse til at opsætte beskedne reklamer på idrætsanlæg i umiddelbar tilknytning til klubhus, publikumsfaciliteter og lignende. Skiltenes overkant må ikke være mere end 1 m over terræn.
I særlige tilfælde kan Byrådet give tilladelse til midlertidig opsætning af reklamer i forbindelse med idrætsarrangementer, træf og løb. Byrådet kan endvidere give tilladelse til opsætning af beskedne sponsorreklamer på golfbaner.
Servicevejvisning på det almindelige vejnet
Som en del af vejafmærkningen på det almindelige vejnet kan der opsættes servicevejvisningsskilte til navngivne mål, fx til seværdigheder, serviceanlæg og lignende, jf. bekendtgørelse nr. 590 om vejafmærkning.
Det er vejmyndigheden, der opsætter vejvisningen. Vejvisning kan opsættes, hvis vejmyndigheden vurderer, at der på grund af trafikale og sikkerhedsmæssige forhold er behov for vejvisning.
Særlig servicevejvisning er sort/ hvide tavler. De betales af den, der ønsker tavler sat op.
Servicevejvisning benyttes, hvis du har en virksomhed med mange gæster, der har brug for vejvisning. Tavlerne hjælper trafikanterne med at finde seværdigheder, virksomheder, muligheder for overnatning og lignende.
Ønsker du et servicevejvisningsskilt sendes ansøgning til kommunen på særligt ansøgningsskema.
Anden midlertidig skiltning på eller ved større veje
Det kræver tilladelse fra Byrådet og politiet at opsætte plakater eller vejvisning til fx musikfestivaler, messer og lignende samt til internationale og landsdækkende arrangementer.