Okker er en aflejring af små jernpartikler i søer og vandløb, og kan i egne med et højt jernindhold være et stort miljøproblem. Okker, der har en karakteristisk rustrød farve, dannes, når jorder med højt indhold af jern drænes og derved tilføres ilt fra luften. Det udfældede jern transporteres med vandet i dræn ud i vandløb og søer, og forurener dermed vandet. Okker er skadeligt for fisk og andre smådyr i vandet fordi det lægger sig på dyrenes gælder, og dermed forhindre dem i at optage ilt. Det lægger sig også på vandplanternes blade og forhindrer fotosyntesen.
I 1981 – 1983 blev Danmark kortlagt i forhold til risikoen for okkerudvaskning. Landet blev delt op i forskellige områder, der blev tildelt en okkerklasse:
- Klasse I = stor risiko
- Klasse II = middel risiko
- Klasse III = lav risiko
- Klasse IV = Ingen risiko
- Og endelig er der uklassificerede områder
Du kan se, hvilken klasse din ejendom er klassificeret i på arealinfo.dk. Du kan også blive oplyst om klassificeringen ved at henvende dig til kommunen.
For jord, der ligger indenfor klasse I til III, må der ikke foretages dræning uden tilladelse fra kommunen. Med dræning menes både ny dræning, men også vedligeholdelse og reparation af eksisterende dræn.
For jord der ligger i klasse IV eller er uklassificeret gælder den frie dræningsret efter vandløbsloven. Den giver adgang til at dræne til bestående vandløb, når dræning kan ske alene ved tyngdekraft. Hvis det er nødvendigt at bruge pumpe el. lign. kræver det stadig en tilladelse efter vandløbsloven, som kan søges ved kommunen.
Relevant lovgivning