Ved implementering af den nye skolestruktur vil der blive dannet nye skoledistrikter den 1. august 2011 og igen den 1. august 2012. Herved vil der også blive ændret på de forudsætninger, der ligger til grund for valget af en del af de nuværende skolebestyrelser. Forældre til børn i de tilførte distrikter er ikke repræsenteret i skolebestyrelserne i de nye udvidede distrikter og er derfor uden reel indflydelse på de lokale skolepolitiske beslutninger.
Folkeskoleloven giver mulighed for nyvalg
Folkeskoleloven giver mulighed for, at Kommunalbestyrelsen kan beslutte at lave et nyvalg til en skolebestyrelse for den nye fælles skole og på den måde sikre forældrenes mulighed for ligelig repræsentation.
Folkeskoleloven giver Kommunalbestyrelsen to valgmuligheder, når en skole modtager alle eller en væsentlig del af eleverne fra en nedlagt skole.
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der skal være nyvalg til skolebestyrelsen ved den skole, der modtager. Alternativt kan den modtagne skoles bestyrelse fortsætte som skolebestyrelse.
Repræsentanter fra nedlagt skole kan deltage ad hoc
En anden metode kan være, at skolebestyrelsen ved den modtagende skole inviterer repræsentanter fra den nedlagte skoles bestyrelse til ad hoc at deltage i skolebestyrelsens møder, når der er sager, der berettiger deres 'gæstedeltagelse'. En ad hoc deltagelse må ikke have karakter af fast medlemskab og giver ingen reel indflydelse, da man ikke har stemmeret og kun deltager på baggrund af en konkret invitation.
Skoleledelserne ønsker nyvalg
Problematikken har været drøftet med skoleledelserne i Mariagerfjord Kommune, som entydigt ønsker, at der foretages nyvalg til skolebestyrelserne ved de nye fælles skoler. Nyvalgene ønskes foretaget i foråret 2011 og i foråret 2012 i takt med, at den nye struktur træder i kraft i de nye distrikter.