Der er cirka 400 virksomheder i Mariagerfjord Kommune som miljømyndigheden fører tilsyn med. Der føres tilsyn med at gældende miljølovgivning og meddelte godkendelser og tilladelser overholdes. På miljøtilsynet gennemgås typisk punkter angående virksomhedens:
- Affaldshåndtering og bortskaffelse
- Spildevand
- Emissioner (luftforurening)
- Olietanke
- Støjbidrag
Efter tilsynet, laver miljømyndigheden en tilsynsrapport, som fremsendes til virksomheden. Heraf vil det fremgå, hvis der skal foretages forbedringer på virksomheden.
Der er krav til hvor ofte kommunen skal foretage miljøtilsyn på virksomheder. På virksomheder der har miljøgodkendelse (listevirksomheder) skal der foretages miljøtilsyn hvert 3. år. Øvrige virksomheder skal have tilsyn minimum hvert 4. år. Såfremt miljømyndigheden finder det nødvendigt, kan der foretages miljøtilsyn oftere. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis der modtages klage over en virksomhed.
Hvornår skal min virksomhed have miljøtilsyn?
Som udgangspunkt varsler Mariagerfjord Kommune miljøtilsynet med 14 dage. Kun hvis kommunen vurderer at det er nødvendigt, for at få et reelt billede af en virksomheds miljøforhold, gennemføres miljøtilsyn uden varsel. Dette sker forholdsvis sjældent.
Hvis du er i tvivl om hvornår din virksomhed skal have miljøtilsyn igen, er du velkommen til at kontakte Afdelingen Virksomhed og Affald på tlf.: 97 11 30 00 og få oplyst, hvornår du kan forvente at få miljøtilsyn igen.
Brugerbetaling
Der er brugerbetaling for den tid som miljømyndigheden bruger i forbindelse med miljøtilsyn på din virksomhed. Dvs. virksomheden betaler en timetakst for den tid miljømedarbejderen har brugt i forbindelse med tilsynet. Reglerne om brugerbetaling kan ses i brugerbetalingsbekendtgørelsen.
Den tid der registreres til brugerbetaling er bl.a. for forberedelse af tilsynet, selve tilsynet på virksomheden, afrapportering og opfølgning på tilsynet.
Brugerbetalingen opkræves en gang årligt, i november måned.
Yderligere information
På miljøstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om tilsyn og brugerbetaling. Der kan du også se taksten for brugerbetaling.