BYFORNYELSE PÅ VEJ I ASSENS
Assensborgernes ønsker om byfornyelse ser nu ud til at blive til virkelighed.
26-01-2012
Byrådet i Mariagerfjord Kommune har nu besluttet at afsætte midler til byfornyelse af Assens. Det har gennem flere år været et stort ønske fra borgerne i Assens, at byens hovedgade bliver renoveret og at få skabt et tiltalende byrum i bymidten, hvor man har lyst til at opholde sig.
Lige nu mangler området blandt andet gode og attraktive opholdssteder. De steder der findes, er i dårlig stand og udnyttes derfor ikke som et naturligt opholdssted for byens borgere. Projektet vil derfor, udover en opgradering af hovedgaden omkring centrum, også omfatte en fornyelse af områdets byrum med det mål, at skabe et attraktivt miljø for byens borgere samt at understøtte og udvikle handelslivet i selve bykernen. Det konkrete indhold skal udvikles i et tæt samarbejde mellem borgerne i Assens, foreninger, Mariagerfjord Kommune og andre relevante aktører.
Inden for kort tid vil kommunen holde et informationsmøde med borgerne i Assens - blandt andet for at samle gode ideer til projektet.
Projektets samlede økonomi ligger ikke fast endnu - det afhænger blandt andet af, om man får midler fra Socialministeriets pulje, hvor man har en ansøgning liggende. Der ventes svar herfra med udgangen af april måned.
TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGTEN