FORSKNINGENS DØGN KOMMER IGEN
Alle, der elsker at udforske verden, prøve nye teknologier og opleve brag, lys og røg, kan godt begynde at glæde sig til den 21. april.
23-02-2012
Det Røde Pakhus på havnen i Hobro er reserveret og planlægningen af arrangementet er i fuld gang.
- Det bliver mindst lige så spændende som for to år siden, hvor Forskningens Døgn sidst blev afholdt i pakhuset, lover Inger Taylor, miljøvejleder i Mariagerfjord Kommune, der sammen med en arbejdsgruppe, koordinerer arrangementet.
Grav efter fossile hajtænder eller tilbered videnskabelige pandekager
Hun kan endnu ikke afsløre, hvordan det endelige program kommer til at se ud, men fortæller, at der med de foreløbige tilbagemeldinger vil blive mulighed for at grave efter fossiler med hajtænder og muslinger fra fortiden, lege med robotter, blive termograferet, prøve et brintkøretøj, bage sin egen videnskabelige pandekage, gå digitalt med klimaet, gå på geocaching-skattejagt, køre på segway-bane og meget mere. Dertil kommer alle de spændende aktiviteter, som virksomhederne kommer med og underholdning på scenen.
Kendte personer og lokale virksomheder
De første aftaler med kendte personer, der skal underholde og spændende nye aktiviteter er ved at være på plads. Lokale virksomheder er inviteret til at deltage med aktiviteter, som giver publikum et indblik i de mange spændende teknologier og arbejdspladser i lokalområdet.
Inspirationsaften for virksomheder
- I år holder vi en inspirationsaften for virksomheder, der ønsker at deltage. Her vil en professionel formidler komme med idéer til at gøre standene spændende med aktiviteter, som publikum kan kaste sig over, fortæller Inger Taylor.
700-800 besøgende i 2010
Initiativet med at opfordre virksomheder til at komme med aktive stande startede i 2010, hvor der sidst blev afholdt Forskningens Døgn i Mariagerfjord. Da kom mellem 7-800 besøgende familier, børn og unge forbi pakhuset i Hobro.
I 2011 kom Grøn Teknologi Tour på besøg på dagen for Forskningens Døgn med en klima- og miljøudstilling. Der blev samtidigt optaget en udsendelse til TV om brint og brændselsceller. Derfor var Forskningens Døgn lidt på standby i 2011, men vender altså tilbage i 2012 med spænding til hele familien.
Forskningens Døgn-Mariagerfjord er i 2012 koordineret af Mariagerfjord Kommune i samarbejde med Cemtec, Mariagerfjord Erhvervsråd, Gasmuseet, Spar Nord, Mariagerfjord Gymnasium, Mariagerfjord Naturskole og Mariagerfjord Kommunes skoler.
Fakta om Forskningens Døgn 2011
· Videnskabsfestivalen Forskningens Døgn afholdes i 2012 torsdag den 19., fredag den 20. og lørdag den 21. april.
· Forskningens Døgn finder sted hvert år – i 2012 bliver ottende gang.
· Programmet i 2011 bød på flere end 200 gratis arrangementer over hele landet i løbet af festivalens tre dage. Det samlede program samles på www.forsk.dk
· Forskningens Døgn byder blandt andet på forskertorve, åbent hus-arrangementer, forskerpaneler og formidlingsshows, foredrag, rundvisninger, og meget mere.
· En lang række lokale arrangører, bl.a. universiteter og forskningscentre, uddannelses- og kulturinstitutioner, hospitaler, virksomheder og kommuner, står bag arrangementerne.
· Forskningens Døgn spænder vidt og dækker både naturvidenskab, de tekniske videnskaber, samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab og humaniora.
· Under Forskningens Døgn kan foreninger, uddannelsesinstitutioner, kommuner m.v. gratis få besøg af en forsker. I 2011 blev der holdt ca. 350 foredrag i regi af den såkaldte Bestil en Forsker-ordning.
· Uddannelsesministeriet er initiativtager til Forskningens Døgn, som blev etableret for at øge opmærksomheden om den forskning, der foregår på danske institutioner og virksomheder. Og for at øge forståelsen for den betydning forskningen har for hele det danske samfund.
TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGTEN