SIKKER SKOLEVEJ ER HØJT PRIORITERET
Derfor er kommunen ved at tage hånd om de problemer, det giver, at jernbanebroen ved Løgstørvej skal renoveres til efteråret.
10-02-2012
Kommunen arbejder i øjeblikket tæt sammen med NT om at sikre, at alle elever kan komme sikkert i skole, når store dele af Nordre Skoles elever flyttes til Rosendalskolen til august.
- Vi er blevet bekendt med, at vi desværre ikke har en sikker skolevej klar til august på strækningen ved Løgstørvej. Men det er naturligvis meget vigtigt for os, at forældre fortsat trygt kan sende deres børn af sted til skole. Derfor er vi sammen med NT gået i gang med at planlægge, hvordan vi midlertidigt kan transportere eleverne fra den tidligere Nordre Skole til Rosendalskolen med bus. Selvfølgelig kun indtil den planlagte sikre skolevej er blevet etableret, fastslår Peter Rasmussen, fagchef for Skole.
I forbindelse med vedtagelsen af skolestrukturen i december 2010 blev det politisk besluttet, at der skulle etableres sikre skoleveje. Forsinkelsen ved Løgstørvej skyldes, at man fremrykker en større renovering af jernbanebroen, som under alle omstændigheder skulle ske inden for de nærmeste år.
Det er billigere for kommunen at fremrykke renoveringen af jernbanebroen, så man foretager renoveringen samtidig med, at man alligevel arbejder med broen for at etablere en sikker skolevej over den.
TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGTEN