Hvem kan få befordringsgodtgørelse
Befordringsgodtgørelse (kilometerpenge) er et beløb til dækning af dine udgifter til transport mellem din bopæl og det sted, hvor du deltager i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Hvornår du kan modtage befordringsgodtgørelse afhænger af din ydelse, som det fremgår herunder.
Dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, øvrige uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere, aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere, integrationsydelsesmodtagere og kontantydelsesmodtagere har ret til befordringsgodtgørelse ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og nytteindsats eller ansættelse med løntilskud (dog kun ved ansættelse på offentlig arbejdsplads). Dertil har dagpengemodtagere ret til befordringsgodtgørelse hvis de er i 6 ugers jobrettet erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (dvs. arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, jf. § 21 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser).
Personer med begrænsninger i arbejdsevnen (revalidender), sygedagpengemodtagere og ressourceforløbsmodtagere i ressourceforløb og jobafklaringsforløb har ret til befordringsgodtgørelse ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og nytteindsats eller ansættelse med løntilskud.
Ledighedsydelsesmodtager, åbenlyst uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere og midlertidige arbejdsmarkedsydelsesmodtagere har ret til befordringsgodtgørelse ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering eller virksomhedspraktik og nytteindsats.
Betingelser for ret til befordringsgodtgørelse ud over 24 km
For at få befordringsgodtgørelse skal den daglige transport mellem bopælen og stedet, hvor tilbuddet gennemføres, være på mere end 24 km (frem og tilbage). Befordringsgodtgørelsen udbetales for de kilometer, der ligger ud over de første 24 km pr. dag.
Hvis personen indkvarteres uden for boligen i forbindelse med deltagelse i vejledning og opkvalificering, regnes indkvarteringsstedet for bopæl.
Befordringsgodtgørelse ved indkvartering
Personer, der er indkvarteret uden for bopælen i forbindelse med vejledning og opkvalificering har også ret til befordringsgodtgørelse ud over 24 km fra indkvarteringsstedet. Der skal dog forsøges at finde et indkvarteringssted i umiddelbar nærhed af tilbudsstedet.
Herudover er der ved indkvartering ret til befordringsgodtgørelse til transport frem og tilbage mellem bopæl og indkvarteringssted i følgende situationer:
- ved tilbuddets start og slutning
- ved søgnehelligdage og
- hver weekend.
Befordringsgodtgørelse af hele udgiften til transport ved nedsat funktionsevne
Hvis udgiften til transport er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, så har personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, revalidering, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse eller uddannelseshjælp, ret til den faktiske udgift til transport (befordringsgodtgørelse for hele udgiften til transport). Personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der ikke modtager førtidspension (målgruppe 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) har ligeledes ret til godtgørelse for hele udgiften til transport. Det er Jobcenteret, der beslutter, om udgiften til transport er en følge af den nedsatte funktionsevne.
Personer på sygedagpenge, som deltager i tilbud som led i afklaringen af deres arbejdsevne, har også ret til godtgørelse for den faktiske udgift til transport, hvis udgiften er en følge af en fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne. Kommunen foretager en konkret og individuel vurdering af, om transportudgiften er en følge af en fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne, og om udgiften er nødvendig for deltagelsen i det pågældende tilbud.