Tove Swartz løb med handicapprisen


Nyhed publiceret 05. september 2019

Tove Swartz fra Hobro fik årets handicappris i Mariagerfjord Kommune

Billedtekst: Tove Swartz har været formand for Hjerneskadeforeningen Himmerland i 8 år og er nu tilknyttet foreningen som konsulent.

Formand for Handicaprådet Bent Manø Karlsen er ikke i tvivl om, at Tove Swartz virkelig fortjener at få årets handicappris:

- Tove er et enestående menneske, som brænder for at hjælpe mennesker, der er ramt af hjerneskader. Hun var med til at stifte Hjerneskadeforeningen Himmerland og virkede som foreningens formand i mange år. Med sit store engagement, sin vilje og sin visionære stil har hun betydet rigtigt meget for de mange mennesker, som har gavn af foreningens mange gode aktiviteter, siger Bent Manø Karlsen.

Tove fik overrakt prisen i forbindelse med Ambu-festen. I forbindelse med uddelingen af prisen har Handicaprådet lagt vægt på, at Tove er en stor inspiration for  andre frivillige:

- Tove har et utroligt engagement og gåpåmod, som får andre til at få lyst til at engagere sig i den gode sag. Selvom hun har forladt formandsposten i hjerneskadeforeningen er hun stadig aktiv i foreningens arbejde som konsulent, der støtter ramte og pårørende. Ja, hun kan nemlig slet ikke lade være, slutter Bent Manø Karlsen.

Hvert år hædrer Handicaprådet en ildsjæl, der gør en særlig frivillig indsats for at hjælpe handicappede mennesker. I år var der hele fem nominerede kandidater og det blev Hjerneskadeforeningen Himmerlands mangeårige formand Tove Swarz, der løb med den flotte pris.

De øvrige nominerede til årets handicappris var:

  • Michelle Dyhrberg Petersen; Lærer på Hvilsom Friskole
  • Enggårdens Venner
  • Hjerneskadeforeningen Himmerland
  • Lykkeliga-holdet HIK/Rosendahl Håndboldhelte

Handicapprisen blev indstiftet i 2009 i forbindelse med Danske Handicaporganisationers 75 års fødselsdag. Det er således 11. gang, at Handicaprådet uddeler prisen.

Prisen består af en vandrepokal, en check på 5.000 kr. og et diplom.

Kontaktinformation

Bent Manø Karlsen, Formand for Handicaprådet, tlf. 51 42 18 14

Opdateret 05.09.19    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?