Jobcenter Mariagerfjord opretholder rehabiliteringsmøder gennem virtuel afvikling til gavn for kommunens borgere


Nyhed publiceret 19. maj 2020

Hver måned er der i gennemsnit indstillet 25 sager til rehabiliteringsmøde. På møderne har et tværfagligt team fokus på at belyse borgerens sag ud fra et helhedsperspektiv med det formål at bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet. Rehabiliteringsteamet har til opgave at udarbejde en fyldestgørende indstilling til kommunen i sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension. Det er således møder af stor betydning for den enkelte borger.

Billedtekst: Fagkonsulent Mette Sehested.

Jobcenter Mariagerfjord har med stor succes i både april og maj måned gennemført virtuelle rehabiliteringsmøder under coronaperioden.

- Rehabiliteringsmøderne har stor betydning for vores borgere, og det er derfor også en bevidst prioritering, vi har foretaget i vores jobcenter med at etablere virtuelle rehabiliteringsmøder således, at borgerne ikke oplever at deres sagsbehandling går i stå skulle under coronaperioden. Vi oplevede i startfasen af coronaperioden at måtte aflyse planlagte møder, men dette var kun kortvarigt, hvorefter vi virtuelt har formået at køre alle vores møder som planlagt på området, siger arbejdsmarkedschef i Mariagerfjord Kommune Simon Mæng.

Afviklingen af de virtuelle rehabiliteringsmøder tager afsæt i de politiske retningslinjer, som er udarbejdet på området under coronaperioden. Retningslinjerne foreskriver blandt andet, at borgerene individuelt skal give samtykke til, om møderne kan afholdes virtuelt, om de ønsker at være repræsenteret på mødet, eller om de ønsker, at sagen behandles af rehabiliteringsteamet uden deres deltagelse. Dette såfremt, at rehabiliteringsteamet ligeledes vurderer, at der er fagligt belæg for det. Med de nye retningslinjer har kommunerne således fået mere fleksible rammer til planlægning og afholdelse af rehabliteringsmøder.

- Som fagkonsulent og ansvarlig for afviklingen af rehabiliteringsmøder i Jobcenter Mariagerfjord oplever jeg en stor værdi af de virtuelle møde og de nye retningslinjer, som er gældende under coronaperioden. Vi er nemlig i langt højere grad i stand til at håndtere den enkelte sag individuelt ud fra, hvad der giver bedst mening for den enkelte borger. Der er sager, hvor det er oplagt, at borgeren deltager, og så er der sager, hvor borgeren ikke nødvendigvis behøver at deltage, fordi det drejer sig om formaliteter, som mere effektivt for borgeren kan behandles af rehabiliteringsteamet. Hvis man politisk vælger at gøre denne fleksibilitet permanent, er min faglige vurdering, at vi vil kunne behandle flere rehabiliteringssager og dermed hjælpe flere borgere inden for den nuværende tidsramme samtidig med, at vi i højere grad har mulighed for at tilpasse indsatsen til den enkelte borgers behov, fortæller fagkonsulent i Jobcenter Mariagerfjord Mette Sehested.

Det er ikke kun rehabiliteringsteamet, der oplever værdien af de virtuelle møder og den øgede fleksibilitet. Borgerne giver også udtryk for, at det fungerer rigtig godt i højere grad at kunne tilrettelægge forløb og indsats, så det giver bedst mulig mening for den enkelte.

- Jeg synes, det var meget dejligt at få muligheden for at vælge, at mit rehabiliteringsmøde foregik virtuelt. Det fik mig til at føle mig menneskelig og inddraget. Den virtuelle mødeform passer rigtig godt til mig og de udfordringer, jeg har med mit helbred. Jeg oplevede ikke angst og blev ikke stresset op til og under mødet, og jeg kan derfor kun varmt anbefale, at man som borger får mere medindflydelse på formen af møderne, så de tilpasses ens individuelle behov, siger Jesper Møller Pedersen.

Jobcenter Mariagerfjord fortsætter med at afholde virtuelle møder under coronaperioden og vil løbende evaluere på, hvilke erfaringer der med fordel kan bringes i spil, når samfundet og beskæftigelsesområdet normaliserer sig igen. Jobcenteret sender dog også en appel til politikerne på Christiansborg om at ville gøre det samme og i et samarbejde være med til at frigive mere fleksibilitet til jobcentrene til gavn for borgerne.

Kontaktinformation

Simon Mæng, Arbejdsmarkedschef i Mariagerfjord Kommune, tlf. 20 59 83 84
Mette Sehested, Fagkonsulent i Mariagerfjord Kommune, tlf. 97 11 35 29

Opdateret 19.05.20    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?