Mariagerfjord åbner for besøg på plejecentre


Nyhed publiceret 14. maj 2020

18. maj kan beboerne på plejecentre i Mariagerfjord Kommune atter få besøg af deres pårørende

De ældre, der bor på kommunens plejecentre, kan godt begynde at glæde sig til et kærligt gensyn med deres nære pårørende. I Mariagerfjord Kommune er man allerede i fuld gang med at sikre, at besøgene kan afvikles i trygge og gode rammer. Det glæder formanden for kommunens ældre- og omsorgsudvalg:

- Det har været hårdt for vores ældre, at de har været nødt til at undvære samværet med deres nære pårørende i mange uger. Derfor er det dejligt, at vi nu om ganske få dage kan give dem mulighed for at være sammen igen, siger Jan Andersen.

Sundhedsmyndighederne har netop frigivet retningslinjer for, hvordan besøg kan ske på en sikker måde. Her skal der tænkes kreativt for at skabe nogle gode fysiske rammer for det sociale samvær.

- Vi skal for alt i verden passe godt på vores ældre, så de undgår at blive smittet. Samtidig skal vi skabe nogle hyggelige rammer for samværet med familien. Det er den udfordring, som vi arbejder intenst med ude på vores plejecentre i disse dage, fortæller udvalgsformanden.

Ifølge sundheds- og ældrechef Michael Tidemand skal besøgene aftales fra gang til gang, og som udgangspunkt skal de ske udendørs med mindre, at der er tale om særlige kritiske situationer.

- I øjeblikket er vi ved at forankre nogle sikre procedurer og skabe gode miljøer for besøgene. Plejecentrene er vidt forskellige, og derfor udarbejder de hver især detaljerede planer for åbningen, forklarer Michael Tidemand.

Planerne omfatter alt fra arbejdsprocedurer, markering af afstand, overdækning af besøgsarealer og mulighed for afspritning af hænder. Desuden byder plejecentrene på kaffe, the og vand fra plastikflaske.

Det er dog ikke kun de fysiske rammer og personalets arbejdsgange, der skal tilpasses for, at besøgene kan ske på en sikker måde. De pårørende har også et ansvar for at undgå, at smitten flytter ind hos de ældre på kommunens plejecentre.

- De pårørende skal naturligvis være helt fri for symptomer, der kan tyde på Covid-19. Desuden skal de være særligt omhyggelige med at overholde myndighedernes anbefalinger for hygiejne, afstand og fysisk kontakt, siger sundheds- og ældrechefen.

- For en sikkerheds skyld skal de holde minimum to meter afstand og så vidt mulig undgå håndtryk, kram og kindkys. Det er naturligvis vanskeligt, når man ikke har set hinanden i lang tid, slutter Michael Tidemand.

Plejecentre udsender direkte information til de pårørende om mulighederne for besøg, herunder hvordan de bestiller tid, og hvad de skal gøre for at passe på de ældre.

Kontaktinformation

Udvalgsformand Jan Andersen, tlf. 61 37 29 80
Sundheds- og ældrechef Michael Tidemand, tlf. 23 33 50 03

Opdateret 14.05.20    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?