Mariagerfjord Kommune har nedbragt tilgangen af ledige med knap 400 personer efter coronakrisen startede


Nyhed publiceret 08. september 2020

I april måned oplevede Mariagerfjord Kommune den højeste stigning på 41 procent i tilmeldte ledige under coronakrisen. Niveaet har siden været faldende, og per 30. august er det lykkes at nedbringe stigningen i tilmeldte ledige til 5,5 procent, hvilket svarer til knap 400 borgere, som er kommet i job eller uddannelse.

Billedtekst: Arbejdsmarkedschef Simon Mæng

Mariagerfjord Kommune fik ligesom de andre danske kommuner travlt, da Danmark lukkede ned, og beskæftigelsesindsatsen blev delvist suspenderet tilbage i marts måned. Situationen krævede nytænkning og en strategisk plan for håndtering af beskæftigelsesindsatsen med udgangspunkt i regeringens udspil.

- Vi er på beskæftigelsesområdet i Mariagerfjord Kommune gået langt for at holde fast i den beskæftigelsesrettede indsats for vores borgere og virksomheder. Vi har derfor haft en høj grad af kontakt til de ledige og virksomhederne, så vi gennem hele perioden har kunnet hjælpe med rekruttering.  Alle samtaler og møder er selvfølgelig blevet afholdt telefonisk eller via webmøder. Vi har oplevet en stor vilje blandt de ledige, og vi har oplevet nogle kreative og stærke lokale virksomheder, der hurtigt har omstillet sig til den nye virkelighed, siger arbejdsmarkedschef Simon Mæng.

Dantoy i Hobro er en af de lokale virksomheder, som hurtigt har omstillet sig og været meget tilfredse med samarbejdet med Jobcenter Mariagerfjord under coronakrisen. Virksomheden lever af at udvikle og producere kvalitetslegetøj i Danmark og stod over for en stor udfordring, da mange af deres montagesteder blev tvangslukkede. Dantoy var derfor nødsaget til at tænke ud af boksen og finde andre mulige løsninger.

- Under coronakrisen oplevede vi et akut behov for at rekruttere medarbejdere, da vi måtte etablere vores eget pakkeri for at få virksomheden til at køre rundt. Vi tog derfor kontakt til Jobcenter Mariagerfjord, og de sprang til med det samme og hjalp os med at finde 10 medarbejdere til vores produktion, hvoraf 4 er blevet fastansat hos os efterfølgende. Vi har været meget glade for samarbejdet med jobcenteret og har derfor efterfølgende fortsat det gode samarbejde omkring rekruttering af medarbejdere til andre typer stillinger i vores virksomhed, fortæller CEO i Dantoy Marck Højbjerg Matthiasen.

Formanden for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse er meget bevidst om, at ledigheden i Mariagerfjord Kommune fortsat ligger højere end tilsvarende periode sidste år grundet coronakrisen. Han glædes dog over den flotte indsats og de gode resultater, som Fagenheden Arbejdsmarked og Uddannelse har leveret under coronaperioden og vigtigst af alt den omstillingsparathed, som virksomhederne har udvist. Samtidig en han glad for at se, at Mariagerfjord Kommune har et robust lokalt arbejdsmarked som eksempelvis Bygge- og Anlægsbranche, der ikke har været påvirket af krisen i særlig høj grad.

- Vi er selvfølgelig slet ikke færdige med at trække i arbejdstøjet og få nedbragt ledigheden yderligere i Mariagerfjord Kommune, og vi arbejder derfor fortsat målrettet og strategisk for, at det lykkes. Vi vil blandt andet bruge perioden med flere ledige til at få opkvalificeret dem. Ledighedstallet kunne dog have set meget værre ud set i forhold til de udfordringer, vi har stået overfor, og når vi sammenligner med tallene fra Nordjylland og hele landet, hvor Mariagerfjord Kommune klarer sig rigtig flot. Jeg er derfor meget tilfreds med tallene og ikke mindst den positive feedback, vi har fået fra både virksomheder og borgere omkring samarbejdet med vores Jobcenter. Dog er vi selvfølgelig spændte på udviklingen på arbejdsmarkedet de kommende måneder, når hjælpepakkerne ophører, men vi vil fortsat være proaktive på at understøtte borgere og virksomheder med rekruttering, opkvalificering og vejledning om hjælpepakkerne, siger udvalgsformand Edin Hajder.

Mariagerfjord Kommune er i fuld gang med igangsættelse af tre opkvalificeringsforløb for ledige inden for områderne industrioperatør, rengøring og social og sundhed. Forløbene har til formål at opkvalificere kommunens ledige borgere fra ufaglært til faglært inden for netop de områder, hvor virksomhederne efterspørger kvalificeret arbejdskraft.

Kontaktinformation

Simon Mæng, Arbejdsmarkedschef i Mariagerfjord Kommune, tlf. 20 59 83 84.
Edin Hajder, Formand for Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse, tlf. 28 96 55 72.

Opdateret 08.09.20    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?