Sejhvalen vender hjem til Mariager Fjord


Nyhed publiceret 08. oktober 2020

Det Maritime Kulturcenter i Hobro bliver det sidste hvilested for den strandede hval

Billedtekst: Det Maritime Kulturcenter i Hobro er i fuld gang med at gøre udstillingen klar til lørdag 10. oktober

Kort før julen 2018 var der stor opstandelse på havnen i Hobro. En godt ti meter lang sejhval havde nemlig forvildet sig ind i Mariager Fjord og svømmede nu rundt i fjordbyens havnebassin.

Den sjældne gæst, som hører naturligt til ude på det store Atlanterhav, blev et sandt tilløbstykke. Folk fra nær og fjern fulgte hvalens kamp for at finde vejen ud af fjorden. Desværre mislykkedes mission og hvalen døde.

Den flotte hvalfisk blev obduceret på kajen og derefter overdraget eksperterne fra Statens Naturhistoriske Museum. De kunne konkludere, at hvalen led af dårligt hjerte og hjertesygdommen sandsynligvis havde fået den til at søge ind i smult vande.

Hvalen vender hjem

Nu vender hvalen hjem til Hobro. Skelettet og hjertet bliver udstillet i Det Maritime Kulturcenter og udstillingen åbner dørene lørdag 10. oktober.

Borgmester Mogens Jespersen glæder sig over, at hvalen har kurs mod Hobro, hvor den svømmede i sine sidste dage.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at få sejhvalen hjem til os i Mariagerfjord. Det er helt usædvanligt, at sejhvaler besøger danske farvande, og så er det jo bare herligt, at den nu kommer hjem til Hobro. Jeg er sikker på, at den endnu engang bliver et kolossalt tilløbsstykke, hvor turister, skoleklasser og borgere vil besøge Det Maritime Kulturcenter for at blive klogere på det prægtige dyr, siger borgmesteren.

Hvalens hjemkomst til Hobro har været længe undervejs blandt andet på grund af coronavirus.

-  Vi har ventet længe på, at hvalen kunne vende hjem, og nu glæder vi os over, at vi har fået en ny enestående turistattraktion til vores kommune. Vi har haft et godt samarbejde med Mariagerfjord Kommune og Statens Naturhistoriske Museum. Det betyder, at vi nu kan udstille sejhvalen for publikum og fortælle om dens liv på de store oceaner, forklarer Jørgen Pontoppidan, der er formand for bestyrelsen i Det Maritime Kulturcenter.

Kommune låner sejhvalen

Det Maritime Kulturcenter har stået i spidsen for arbejdet med at få hvalen til Hobro, og Mariagerfjord Kommune har indgået en såkaldt udlånsaftale med Statens Naturhistoriske Museum, der løber de næste ti år. Aftalen betyder, at kommunen er forpligtet til at udstille skelet og hjerte for offentligheden under gode og ordnede forhold. Det sker i samarbejde med Jutlander Fonden Hobro, som gavmildt har doneret 190.000 kroner til formålet.

Fakta om sejhvaler

Sejhvalen lever i Atlanterhavet flere tusinde kilometer fra Mariager Fjord. Sejhvaler ses derfor yderst sjældent i de indre danske farvande. I 1955 blev en sejhval aflivet i Svendborg, og i 1980 blev en sejhval fundet strandet på Nordals. Sejhvalen findes i omkring 50.000 eksemplarer og betegnes derfor som en truet dyreart. Voksne sejhvaler bliver mellem 12 og 18 meter lange og vejer 20 til 30 ton. Så stor var hvalen i Hobro ikke. Den anslås at være cirka ti meter lang og veje otte ton.

Kontaktinformation

Borgmester Mogens Jespersen, tlf. 27 20 12 58
Jørgen Pontoppidan, bestyrelsesformand for Det Maritime Kulturcenter, tlf. 29 23 18 46

Opdateret 08.10.20    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?