Bredt budgetforlig i Mariagerfjord Kommune


Nyhed publiceret 08. september 2021

Alle partier er med i aftalen om næste års budget

Billedtekst: Alle partier i Byrådet står atter bag budgettet i Mariagerfjord Kommune.

Der er efterhånden tradition for brede budgetforlig i Mariagerfjord Kommune. Selv ikke et forestående kommunalvalg kan spolere politikernes fælles fodslag. Således har repræsentanter for samtlige Byrådets partier indgået aftale om næste års budget.

Borgmester Mogens Jespersen har lutter lovord om dette års forhandlinger.

- Som borgmester er jeg taknemmelig over, at vi har et samarbejdende Byråd, hvor alle bidrager konstruktivt til at finde fælles løsninger. Det giver arbejdsro for vores ansatte og tryghed for vores borgere, at vi er enige om de store linjer, siger borgmesteren.

Ligesom sidste år har politikerne haft fornuftige arbejdsbetingelser. Fjordkommunen sejler nemlig økonomisk i smult vande. Et faktum, som, ifølge borgmesteren, også er et resultat af det gode samarbejde i Byrådet.

- Vi løfter i flok både i dårlige og gode tider og så har vi modet til at træffe langsigtede beslutninger. Derfor har vi et solidt økonomisk fundament, så vi kan investere i vores fælles fremtid, siger Mogens Jespersen.

Forliget rummer både indskrænkninger og udvidelser på driften. Herudover er der i 2022 afsat yderligere ca. 11,5 mio. kr. til nye anlægsinvesteringer end dem, der oprindeligt lå i budgettet. Med dette forlig er den ramme for service og anlæg, som fastsættes på landsplan, udnyttet til fulde.

Budgettet for 2022 sikrer kommunens langsigtede økonomi. Forligspartierne budgetterer med en kassebeholdning og et anlægsbudget, der ligger langt over målsætning på mindst 137 millioner kr. i kommunekassen og et anlægsbudget på mindst 1.500 kr. per indbygger. Anlægsbudgettet er på cirka 124 mio. kr. Desuden lægger forligspartierne vægt på, at kommunens gæld løbende nedbringes.

Som led i budgetaftalen fastholdes indkomstskatten på 25,9 procent og grundskylden på 34 promille.

Grøn profil

Med en markant grøn profil følger budgettet trenden fra de foregående år. Politikerne er således enige om, at de vil anvende op til 7 mio. kr. fra Folketingets 'klima-milliard' til bæredygtig renovering og byggeri på velfærdsområdet. Kommunen ansætter tilmed en medarbejder, der skal understøtte kommunens målrettede indsats for at leve op til Paris-aftalen, herunder udarbejde lokale klimaplaner. Desuden er budgettet godt nyt for sommerfugle, bier og andre smådyr. Mariagerfjord Kommune etablerer nemlig en pulje på 200.000 kroner til at skabe flere nye levesteder for sjældne planter og dyr.

Løft til borgernær velfærd

Næste års budget løfter den borgernære velfærd. Parterne er blandt andet enige om at afsætte ressourcer til skræddersyede tilbud til ordblinde og talblinde elever, samt dem, der er særligt begavede elever. Desuden skal skolerne iværksætte særlige indsatser, der retter sig mod elever, som har et bekymrende højt fravær.

På daginstitutionsområdet etableres ekstra børnehavepladser i Valsgård, mens en tidligere vedtaget besparelse på daginstitutionsområdet i Hadsund på 1,5 mio. kr. annulleres. Desuden etablerer kommunen en toårig forsøgsordning med tilskud til pasning af egne børn i hjemmet. Ordningen træder i kraft ved årsskiftet.

Handicapområdet får tilført 13 mio. kr. årligt for at skabe balance i budgettet. Herudover afsættes der to millioner yderligere per år til at imødekomme stigende udgifter, og der lægges op til en tilpasning af tilbud til voksne med psykisk og fysiske handicap.

På ældreområdet styrkes kvaliteten via flere ledelsesressourcer, der skal fremme rekrutteringen og medarbejdernes mulighed for sparring og faglig udvikling. Politikerne har ydermere bestilt en analyse, som skal bidrage med anbefalinger om nye konkrete velfærdsydelser og den fremtidige organisatoriske struktur og fysiske rammer på ældreområdet.

Fjord og byer skal fremmes

Aftalen afsætter 1 million kr. årligt de kommende fire år til at udmønte kommunens kommende Fjordstrategi, som stiller skarpt på styrkerne og potentialerne ved kommunens unikke beliggenhed ved Mariager Fjord. Udmøntningen af strategien vil give borgere og besøgende endnu bedre muligheder for at benytte, beskytte og udvikle fjorden og naturen omkring den. I Hadsund afsættes desuden en million kroner årligt de næste fire år til at videreudvikle og realisere helhedsplanen mv. I øvrigt har politikerne afsat en million årligt over de næste fire år til at gøre bymidten i Arden til et grønt samlingspunkt.

Millionstøtte til moleprojekt

Med budgetaftalen afsætter parterne over en femårig periode 19,7 millioner kroner til medfinansiering af 'Projekt Kilometermolen i Als; Et ambitiøst projekt til små 60 millioner, som lokale kræfter står bag. De kommunale støttekroner er betinget af, at folkene bag projektet skaffer finansiering til den resterende to tredjedele af byggesummen.

Budgettet 1. behandles 23. september og 2. behandles 14. oktober 2021.

Kontaktinformation

  • Borgmester Mogens Jespersen (V), tlf. 97 11 30 00
  • Gruppeformand Henrik Sloth (V), tlf. 30 16 43 60
  • Gruppeformand Leif Skaarup (A), tlf. 21 22 33 31
  • Byrådsmedlem Karen Østergaard (A), tlf. 60 67 52 22
  • Gruppeformand Jens-Henrik Kirk (C), tlf.40 30 70 79
  • Gruppeformand Jørgen Hammer (O), tlf. 40 57 75 43
  • Gruppeformand Maren Sturis Tang (B), tlf. 21 77 87 17
  • Gruppeformand Peder Larsen (F), tlf. 28 38 02 03
  • Økonomidirektør Kim Jakobsen, tlf. 23 33 50 05

Opdateret 09.09.21    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?