Frivillige inviteres med
U19 Landskampen på DS Arena den 11. maj, er blevet aftalt som en del af den Velfærdsalliance DBU og Mariagerfjord Kommune har indgået, som indebærer et stærkt samarbejde mellem kommunen og DBU, til glæde for kommunens mange fodboldklubber. Derfor er det også blevet aftalt på et nyligt afholdt møde mellem Mariagerfjord Kommunes Borgmester Mogens Jespersen, Formanden for Kultur og Fritidsudvalget Jens-Henrik Kirk og Formanden for DBU Jesper Møller, at fodboldklubbernes frivillige børne- og ungdomstrænere skal have mulighed for en god oplevelse når der er landskamp i Hobro. Kommunens fodboldklubber vil derfor modtage en invitation til deres børne- og ungdomstrænere, som inviteres til at overvære kampen i loungen på stadion, med oplæg inden kampen af DBU's U18 Landstræner Jens Olsen, og efter kampen oplæg af Hobro Ik's tidligere anfører, Mads Justesen.
Håber på god stemning på tilskuerpladserne
En landskamp i Mariagerfjord Kommune, og så mod en stor fodbold nation som Tyskland, er en unik mulighed for tilskuerne for at se fodbold i topklasse, med nogle af Europas kommende fodboldstjerner. Kampen afvikles i et tæt samarbejde med Hobro Ik, og de mange frivillige hjælpere de har, vil gøre alt for at give både spillere og publikum en god oplevelse.
"En landskamp mod Tyskland er altid helt speciel, også selvom det er en venskabskamp, og vi håber på rigtig mange tilskuere, så vi kan skabe landsholdsstemning og bakke de danske spillere optimalt op. Mød op i jeres rød/hvide tøj og bak op om U19 landsholdet", lyder opfordringen derfor samstemmende fra Mogens Jespersen, Jens-Henrik Kirk og Jesper Møller.
Kampen afvikles på DS Arena i Hobro, onsdag den 11. maj, med start kl. 16.30.
Kontaktinformation
Niels Sørensen
Områdeansvarlig Idræt og Fritid
Telefon: 97113501
Mail: nisoe@mariagerfjord.dk