Fælles Forandring – vejen til en bedre brug af det åbne land


Mariagerfjord Kommune skal være et godt sted at bo, leve og arbejde – også i landdistrikterne. Vi kan opnå en endnu bedre brug af det åbne land med en omfattende og helt frivillig jordfordeling, så jordejere får mere sammenhæng i deres jord og der bliver mere sammenhængende naturområder til gavn for naturen, klimaet og dem der bor i området.

Multifunktionel Jordfordeling

11 parter fra landbrugs- og skovbrugserhverv, grønne organisationer, kommuner, Friluftsrådet med flere har sammen udviklet og afprøvet multifunktionel jordfordeling, fordi alle kan se fordele. Projektet i Mariagerfjord Kommune skal demonstrere, at jord kan blive fordelt på en ny måde som på en og samme tid kan tilgodese flere mål og ønsker i det åbne land. Realdania tog i 2014 initiativ til at samle parterne i projektet Collective Impact – det åbne land som dobbelt ressource, om at udvikle løsninger for bedre brug af det åbne land.

Projektet i Mariagerfjord Kommune er det fjerde pilotprojekt og har fået navnet ”Fælles Forandring – vejen til en bedre brug af det åbne land”. Projektet bliver udført i området ved Glenstrup Sø og Østerkær Bæk, syd for Hobro.

Projektet skal understøtte og hjælpe lokale ønsker og initiativer på vej ved hjælp af multifunktionel jordfordeling. Det handler om at sætte folk med forskellige holdninger sammen og få dem til at skabe fælles værdi og bæredygtig udvikling i projektområdet.

Det er selvfølgelig frivilligt, om parterne vil deltage i multifunktionel jordfordeling, og ingen skal ’betale’ for at andre får det bedre. Alle skal gerne have en følelse af at få noget godt og brugbart med hjem fra forhandlingsbordet.

Hvis vi skal lykkedes med at opnå en bedre brug af det åbne land er det afgørende, at lokale vil påtage sig en aktiv rolle i projektet. Derfor bliver Råd for Fælles Forandring dannet med kræfter fra det lokale og det politiske system i kommunen.

Projektet er delvist finansieret af Collective Impact – det åbne land som dobbelt ressource, EU LIFE IP Natureman – landmanden som naturforvalter og Naturen – en rentabel del af landbruget, og løber indtil udgangen af 2021. Dog kan der være ønsker, ideer og initiativer, som tager længere tid at realisere.

Kort og godt om Fælles Forandring

Vi har lavet et faktaark, som ganske kort, fortæller, hvad projektet Fælles Forandring handler om. Nederst på arket kan du se, hvilke forandringer, der er mulighed for at skabe med projektets tilbud om at indgå i multifunktionel jordfordeling.

Hent kort og godt om Fælles Forandring faktaarket.

Lokal Udviklingsplan for Glenstrup Sø og Østerkær Bæk

I gennem første halvår af 2019 har der været en intens dialog i projektområdet ved Glenstrup Sø og Østerkær Bæk. En dialog, hvor der er formuleret og udviklet ideer, ønsker og initiativer til at gøre området til et endnu mere attraktivt sted at bo, leve og arbejde.

De er samlet i denne plan, som hedder ’Lokal Udviklingsplan for Glenstrup Sø og Østerkær Bæk’. Planen skal læses som et mulighedskatalog, der danner grundlag for det videre arbejde i området.
De lokale muligheder har fået hver deres side og understøtter alle de nationale mål indenfor klima, natur, vandmiljø, samt landdistriktsudvikling.

Derudover indeholder planen en kort beskrivelse af tilblivelsesprocessen.

Planen er præsenteret for Udvalg for Kultur og Fritid, Udvalg for Teknik og Miljø og Byråd i september 2019.

Hent ’Lokal Udviklingsplan for Glenstrup Sø og Østerkær Bæk’.

Infomøder, borgermøder og Workshops

Den 28. august 2019 havde Collective Impact og Fælles Forandring i fællesskab planlagt en evalueringsworkshop. Mødet foregik i fine rammer i Aktivitetshuset i Handest.
Formålet med evalueringen var at få set nærmere på, hvordan for-processen havde fungeret. Særlig fokus var der på facilitatorfunktion, Råd for Lokal Forandring og lokal inddragelse, samt videndeling om potentialer i landskabet.

Collective Impact-arbejdsgrupper, facilitatorfunktion og Råd for Lokal Forandring deltog i mødet.

Ved mødets afslutning blev følgende 4 vigtigste erfaring formuleret i fællesskab:

  1. Lokal udvikling, attraktiv bosætning og et rentabelt landbrugserhverv er en forudsætning for at udvikle langtidsholdbare og omkostningseffektive løsninger for natur, klima og miljø.
  2. Facilitatorfunktionen er afgørende for at skabe troværdige processer og helhedsorienterede løsninger. Holdet skal sættes fra start og rumme faglig og organisatorisk bredde.
  3. Lokal involvering og ejerskab er afgørende for at starte og fastholde forandringsprocesser.
  4. Fælles viden om lokalområdets og landskabets potentialer åbner for nye muligheder i forhold til traditionel sektortilgang.


Projektlederne for ’Fælles Forandring’ og ’Naturen – en rentabel del af landbruget’ rykker ud med en rød skurvogn for at fortælle om projekterne og modtage en masse ideer fra de lokale. Se hvor du kan møde den røde skurvogn.

Uge 19: Glenstrup sø vest, rasteplads ved bådebro (Glenstrup Søvej 1A)
Mandag 6. maj kl. 13-15
Fredag 10. maj kl. 11-13.

Uge 20: Glenstrup sø vest, rasteplads ved bådebro, (til GPS Glenstrup Søvej 1A)
Mandag 13. maj kl. 15-17
Onsdag 15 maj kl. 12-14.

Uge 21: True by, parkeringspladsen ved True forsamlingshus
Tirsdag 21. maj kl. 13-15
Onsdag 22. maj kl. 11-13

Uge 22: Villestrup ådal ved Oue - Parkeringspladsen ved Rosengårdscentret i Oue, Savværksvej 9
Mød landbrugsrådgivere fra projektet (Agri Nord og LMO)
Mandag 27. maj kl. 11-13
Onsdag 29. maj kl. 13-15

Uge 23: Kielstrup sø ved Låenhus, Lånhusvejen 8, 9500 Hobro
Tirsdag 4. juni kl. 10-12
Torsdag 6. juni kl. 13-15

Naturrådet inviterer hvert år Udvalg for Teknik og Miljø på en besigtigelsestur. I 2019 var det efter Naturrådets ønske blevet området omkring Glenstrup Sø og Østerkær Bæk, der skulle besøges. Turen blev afviklet 22. august 2019.

Råd for Lokal Forandring deltog aktivt i både planlægningen og afviklingen af besigtigelsesturen, hvor vi besøgte det grønne område ved Holmgård og Østerkær Bæk, hvor det blev til et besøg hos Erik Christensen. Undervejs blev der også fortalt fra bussen om potentialer for naturgenopretning ved Sønderkær Bæk, Svenstrup Bæk, fiskedammene i Svenstrup og bedre adgang til landskabet ved retablering af den gamle kirkesti til Tinghøj.

Professor Brian Kronvang, Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, holdt onsdag 19. juni fra klokken 19 oplæg i forbindelse med et temamøde i True Forsamlingshus. Brian Kronvang er en af landets fremmeste videnskabsmænd indenfor vandmiljø.

Brian Kronvang fortalte blandt andet om, hvor meget kvælstof og fosfor, der tilføres søen - og hvor det kommer fra, samt om målsætningen for Glenstrup sø i Vandplan 2.

Mødet er kommet i stand på opfordring fra lokale borgere. Der har været en udbredt undren over, at se statslige medarbejdere løbe rundt i området med dunke og ketsjere og tage prøver af dette og hint. Medlemmer af Råd for Lokal Forandring deltog i planlægningen af temamødet

De lokale hører imidlertid ikke noget til resultatet af målingerne. Den lokale nysgerrighed er derfor meget stor. Hvis man lokalt skal lægge jord til miljøforbedrende indsatser, så er det rart at vide, om der er et behov for dem. Derfor dette temamøde.

De lokale i projektområdet er inviteret til workshop i True Forsamlingshus 2. februar kl. 10:00-14:30. Der har været snak om to workshops, én i vest og én i øst, men det er lavet om til den ene i True, hvor der bliver sat ekstra tid af.

Man er meget velkommen til workshoppen, selvom man måske er gået glip af informationsmøde eller borgermøde. Tilmelding er dog nødvendig af hensyn til forplejning.

Læs invitationen til workshop.

Tirsdag 8. januar var alle jordejere med mere end 5 hektar jord i projektområdet inviteret til informationsmøde i True Forsamlingshus. Her blev projektet præsenteret og Landbrugsstyrelsen fortalte, hvad jordfordeling kan betyde for det at drive et landbrug. LMO og Landboforeningen Kronjylland deltog. Det blev til gode snakke om forventninger og muligheder.

Se præsentationen af projektet fra lodsejermødet den 6. januar 2019.
Se Landbrugsstyrelsen præsentation af jordfordeling.

Onsdag 16. januar var alle hustande i projektområdet inviteret til borgermøde i True Forsamlingshus til et tætpakket program:

  • Velkomst: Udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen, Mariagerfjord Kommune.
  • Collective Impact – det åbne land som dobbelt ressource, vil bidrage til at skabe vækst og udvikling i hele Danmark: Formand for styregruppen Collective Impact, Søren Møller.
  • Præsentation af projektet ’Fælles Forandring’: Projektleder Rasmus Fuglsang Frederiksen, Mariagerfjord Kommune.
  • Sådan får man noget ud af en multifunktionel jordfordeling: Lodsejer og formand for Hald Borgerforeningen, Olav Nørgaard.
  • Præsentation af Råd for Lokal Forandring: Rasmus Fuglsang Frederiksen
  • Spørgetid og afrunding

Der var nysgerrige, opklarende og udfordrende spørgsmål fra publikum, ligesom der var mange konkrete bud på, hvad der kan være spændende at arbejde videre med. De bliver nu samlet sammen, så de kan udvikles og blomstre.

En af de sidste pladser i Råd for Lokal Forandring blev besat, da Lise Murmann var frisk. Det er herligt med en ung landmand, som har lyst til at tage et ejerskab for eget lokalområde. Det var en af aftenens små succeshistorier.

Se Søren Møllers oplæg.
Se Rasmus Fuglsang Frederiksens oplæg.
Se Olav Nørgaards oplæg.

Hent invitation og program fra borgermødet den 16.01.2019.

Nyttige links

Collective Impact – det åbne land en dobbelt ressource: Projektet Collective Impact – det åbne land som dobbelt ressource er finansieret af Realdania, og har igangsat et fjerde demonstrationsprojekt i Mariagerfjord Kommune. Kommunen er ansvarlig for del lokale afvikling af projektet.

Læs mere om det overordnede projekt Collective Impactdet - åbne land som dobbelt ressource.

Svend Skifter Andersen fra Udvalget for Kultur og Fritid og Jørgen Hammer Sørensen fra Udvalget for Teknik og Miljø deltager i Råd for Lokal Forandring. Rådet skal blandt andet hjælpe med at sikre sammenhængskraft og inddragelse af lokal viden.

Dagsordenspunkter

Se Udvalg for Kultur og Fritid - dagsordenspunkt 'Jordfordelingsprojekt søger deltager til Råd for Lokal Forandring'.

Se Udvalg for Natur og Miljø -  dagsordenspunkt 'Jordfordelingsprojekt søger deltager til Råd for Lokal Forandring'.

Forskergruppen tilknyttet Collective Impact har lavet en folder; ’Multifunktionel jordfordeling ved Glenstrup Sø og Østerkær Bæk. Nye muligheder for bedrifter, miljø, natur, rekreation, landdistrikter og klima’.

Folderen, som bliver hustandsomdelt i projektområdet, er oplagt som forberedelse til workshoppen 2. februar. Den er bestemt også læsbar, hvis man bare er nysgerrig efter at vide, hvad en gruppe forskere kigger på i området omkring Glenstrup Sø og Østerkær Bæk.

Hent folderen 'Nye muligheder ved multifunktionel jordfordeling'.

De 11 organisationer i Collective Impact- det åbne land som dobbelt ressource repræsenterer alle de vigtigste interesser i anvendelse af det åbne land.

Se de deltagende organisation i højre side på www.collectiveimpact.dk/det-aabne-land.

Analyser af potentialer, synergi og begrænsning i forhold til at tilbyde multifunktionel jordfordeling i projektområdet: En forskergruppe tilknyttet Collective Impact – det åbne land som dobbelt ressource har analyseret potentialerne tilknyttet multifunktionel jordfordeling indenfor seks fagområder: natur/biodiversitet, vandmiljø, landbrugets driftsøkonomi, klima, rekreative interesser og landdistriktsudvikling.

Læs mere om det overordnede projekt Collective Impact - det åbne land som dobbelt ressource.

Mariagerfjord Kommune har udarbejdet en procesplan, som kort beskriver vores vision, selve projektområdet, inddragelse af lokale aktører, samt kommunens rolle som pilotkommune. Byrådet i Mariagerfjord Kommune har fået præsenteret procesplanen ved workshop 5. september på Bramslevgaard.

Læs hele procesplanen som beskriver visionen.

Projektet ’LIFE IP Natureman – landmanden som naturforvalter’ er et såkaldt integreret LIFE projekt. Det betyder, at der er fokus på sammenhæng mellem EU´s habitatdirektiv, vandrammedirektiv, klimastrategi og regional udvikling.

EU giver via LIFE-projektet støtte til at gennemføre de nationale forpligtelser på miljø- og klimaområdet, herunder at sikre Natura 2000-områderne.
Natura 2000 er et netværk af værdifulde naturområder i EU, som skal bevare og beskytte en række sjældne og truede naturtyper, vilde fugle, plante- og dyrearter. Området omkring Glenstrup Sø og Østerkær Bæk er et Natura 2000-område.

’LIFE IP Natureman’ vil bevare og beskytte naturtyperne rigkær, kilder og overdrev i 11 Natura 2000-områder i Nord- og Midtjylland. Projektet skal gøre det økonomisk interessant at have naturarealer med græsning og dermed udvikle naturplejen til en særlig driftsgren, men også fjerne øvrige trusler mod naturen.

Otte kommuner, Miljøstyrelsen, Landbrugsstyrelsen og Naturstyrelsen står bag LIFE IP Natureman.

LIFE IP Natureman og Fælles Forandring er komplementære projekter, og LIFE IP Natureman bidrager med medfinansiering.

Projektets hjemmeside ses på www.life-natureman.dk.

Medarbejdere fra Agri Nord, Landbrugsstyrelsens jordfordelingsplanlæggere og kommunen vil sammen stå for inddragelse af lokale aktører. Gruppen vil inspirere, understøtte og hjælpe de lokale aktører med at udvikle de del-projekter, som giver værdi.

Agri Nord

Linda Udklit, projektkonsulent, Agri Nord
Hans Ole Kristensen, Landboretskonsulent, Agri Nord

Se mere på Agri Nords hjemmeside.

Landbrugsstyrelsen

Lars Grumstrup, chefkonsulent, Landbrugsstyrelsen
Jesper Blaabjerg, jordfordelingsplanlægger, Landbrugsstyrelsen

Se mere på Landbrugsstyrelsen hjemmesider.

’Råd for Lokal Forandring’ er sammensat af lokale, politikere og erhvervsfolk. Rådets medlemmer har været involveret i udviklingen og formuleringen af ideer, ønsker og initiativer til området. De vil også hjælpe med realiseringen.

Rådets formål er at sikre balance mellem interesser og geografi, medvirke til inddragelse de lokale samt sikre sammenhæng på tværs. Rådet rådgiver facilitatorfunktionen, styrker integrationen mellem kommune og civilsamfund og samler ideer til den lokale udviklingsplan. Facilitatorfunktionen har fungeret som sekretariat for rådet.

Rådets medlemmer fungerer som ambassadører for projektet. De bidrager med stor viden og ekspertise, men har ingen beslutningskompetence.

Alle er velkomne til at kontakte rådets medlemmer med spørgsmål, ideer eller lignende.

Råd for Lokal Forandring

Lokale aktører Lise Murmann

Landmand, bor ved Glenstrup Sø sydøstlige hjørne, Søbjergvej. Hun er optaget af, at det skal være godt og attraktivt at bo i området – også som ungt menneske – samt finde gode muligheder for landbrugserhvervet.

Eva Friborg

Salgsassistent MultiLine, bor i True. Hun er optaget af foreningslivet og fællesskabet i og omkring True. True skal også i fremtiden være et levende sted, der kan tiltrække nye beboere. Eva er medlem af Forsamlingshusenes Samråd i Mariagerfjord Kommune.

Karen Andersen

Miljøtekniker ved Miljøstyrelsen, bor nord for Glenstrup Sø ved Kravdal. Hun er optaget af naturen, søen og vandmiljøet og mulighederne for at færdes i og opleve naturen, både til fods og i kajak på søen. Landbohaver og natur i haven er også en interesse.

Søren Visti Sørensen

Elektriker, bor i Svenstrup. Han er optaget af fællesskabet, mulighederne for at forbedre landbrugets betingelser, adgang til natur og landskab samt at øge områdets attraktivitet og bosætningsmuligheder. Kontaktled mellem Råd for Lokal Forandring og projektleder.

Erik Christensen

Deltidslandmand, bor ved Østerkær Bæks østlige ende, Randrupvej. Han er optaget af naturpleje, muligheder for at opleve og færdes i naturen samt at gøre området mere interessant for bosiddende såvel som gæster.

Claus S. Nielsen

Agrarøkonom, ægproducent og grossist, bor i Gettrup. Han er optaget af søen og fiskeri, miljøet omkring søen og mulighederne for at færdes ved søen. Formand for Lodsejerforeningen for Glenstrup Sø.

Niels Roloff

Landmand, bor ved Østerkær Bæks udløb i Glenstrup Sø, Gettrupvej. Han er optaget af lodsejernes betingelser og behandling. Har et mindre kvæghold med fokus på afgræsning.

Flemming Rasmussen

Pensioneret skoleleder, bor i Glenstrup. Han er optaget af fællesskaberne i småsamfundene og samspillet med lodsejerne. Formand for Lokalrådet for Glenstrup, Handest og Holmgård og medlem af kommunens Landdistriktsråd og § 17, stk. 4-udvalg om landdistriktsudvikling. Næstformand i kommunens Landdistriktsråd.

Politikere

Svend Skifter Andersen

Tidligere lærer og skoleleder i Hobro, bor i Hørby Skoleby. Valgt for Socialdemokratiet, medlem af Udvalg for Kultur og Fritid, og medlem af kommunens Landdistriktsråd.

Jørgen Hammer Sørensen

Smed, bor i Hobro. Valgt for Dansk Folkeparti, formand for Udvalg for Teknik og Miljø.

Erhvervsfolk

Frank Kristensen

Direktør Spar Nord i Hobro. Født og opvokset i Hobro, og bor der stadig.

Tom Madsen

Partner, ejendomsmægler og valuar ved Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen, født og opvokset i True, bor mellem Mariager og Hem.

Projektområdet



Kortoversigt over projektområdet Glenstrup Sø og Østerkær Bæk.

Billeder af projektområdet



Billeder af områderne Glenstrup Sø, Glenstrup By, Vestre Tørslev og True Station.
  • Glenstrup By
  • Glenstrup Sø
  • Glenstrup Sø
  • Glenstrup Sø blomster
  • Glenstrup Sø både
  • Glenstrup Sø både
  • Glenstrup Sø både
  • Glenstrup Sø grønt område
  • Glenstrup Sø tilløb
  • Glenstrup Sø udløb
  • True Station
  • Vestre Tørslev

Kontakt


Rasmus Fuglsang Frederiksen

Natur

  •  97113619
  •  

Opdateret 25.09.19    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?