Rundt Om Livet


Rundt Om Livet er et tilbud til voksne i Mariagerfjord Kommune, som er svært overvægtig med en BMI over 30 og som ønsker at tabe sig. Tilbuddet indeholder både individuel vejledning hos diætist samt et gruppeforløb. Du kan være tilknyttet forløbet i op til 2 år. Tilbuddet kræver ingen henvisning.

Rundt Om Livet

Voksne og vægttab

De fleste voksne med overvægt har forsøgt at tabe sig et par gange eller måske nærmere et utal af gange. Fordi vægttab på tidspunkter i livet kan blive så brændende et ønske, vælger mange mennesker ret drastiske vægttabsmetoder. Det skal nemlig helst gå stærkt, så der kommer resultater på vægten, og vi kan opretholde motivationen. Men på et eller andet tidspunkt bliver det ofte svært at efterleve, eller du når måske målet og tænker ”nu kan jeg endelig leve igen”. Men de gamle vaner vender ofte tilbage, og de tabte kilo sniger sig på igen.

I Rundt Om Livet, vil vi gerne hjælpe dig med at se langsigtet på dit vægttab. Du skal kunne se dig selv fortsætte med de vaneændringer, som aftales med din vejleder. Vi tager udgangspunkt i dig og dit liv, så det bliver meningsfuldt og holdbart.

Netværk og støtte  

Ofte kan det være en ensom rejse at tabe sig på egen hånd, og derfor kan fællesskab, støtte og motivation gøre en stor forskel. Derfor er en del af forløbet i Rundt Om Livet et gruppeforløb. Gruppeforløbet vil veksle mellem oplæg, øvelser, praktisk motion, mad og meget mere. 

Hvordan tilmelder jeg mig?

  1. Ring. Først skal du ringe til vores sundhedsvejledere i Rundt Om Livet og blive skrevet op på en interesseliste. Se kontaktoplysninger nedenfor.
  2. Invitation i e-boks og telefonisk. Herefter vil du sammen med ca. 20 andre interesserede blive inviteret til et intromøde i Hadsund Sundhedscenter. Invitationen fremsendes i e-boks. For at være sikker på, at du har modtaget invitationen, vil du også blive ringet op af en vejleder fra Rundt Om Livet.
  3. Intromøde. På intromødet vil du blive klogere på indholdet i forløbet og desuden få mulighed for at møde det sundhedsfaglige team i Rundt Om Livet, som står på spring for at hjælpe dig. Har du bekymringer eller spørgsmål til forløbet, så er det også her, du kan få svar på, om tilbuddet er noget for dig. Intromødet afsluttes med, at du booker du din første tid til individuel vejledning.

Hvis du er i tvivl, om du har en BMI over 30, så kan du følge linket her. Du skal blot indtaste din højde og vægt, hvorefter dit BMI automatisk beregnes.

Madmentor – hjælp til forstyrret spisning

Lider du af tvangsoverspisning eller har du haft et forstyrret forhold til mad igennem flere år? Så kan du blive tilbudt et særligt madmentorforløb enten i en lille gruppe eller gennem coachende individuelle samtaler.

  • En certificeret Madmentor hjælper dig med at bryde destruktive madmønstre. Det er for dig som kæmper med overspisning, trøstespisning, negativ kropsopfattelse eller madafhængighed.
  • Du vil blive ført igennem en proces, der tager hånd om tanker og overbevisninger relateret til mad, krop og sundhed, så du lærer at stoppe op og mærke efter. Din Madmentor vil hjælpe dig med at få et mere afslappet forhold til mad.
  • Et madmentorforløb vil ikke indeholde traditionel kostvejledning. Der vil være en simpel guiding til sund mad, men der vil ikke være særlige restriktioner, da det typisk vil forværre din trang til mad og overspisning.

Hvordan kommer jeg i et madmentorforløb?

Teamet i Rundt Om Livet vil hjælpe dig med at finde ud af, om netop du vil have gavn af et madmentorforløb. 

Du kan blive henvist til et madmentorforløb, når du er startet i individuel vejledning hos vores diætister, hvis I sammen vurderer, at det ville være gavnligt for dig.

Kontaktoplysninger

Yderligere information og tilmelding til tilbuddet kan ske til vores sundhedsvejledere i telefontiden mandag og tirsdag kl. 12.00 til 13.00 på følgende telefonnumre 5157 6775 eller 2487 1216

 

Opdateret 13.11.18    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?