Røgfri arbejdstid


Er arbejdstiden røgfri på din arbejdsplads? Så kan du læse mere om dine muligheder for hjælp og vejledning til at opnå et rygestop eller en arbejdsdag uden røg her.

Røgfri arbejdstid

Har din arbejdsplads besluttet, at der fremover skal være røgfri arbejdstid? Så kan du som ryger stå med en følelse af at blive presset ud i en beslutning, du ikke selv har valgt.

Du skal gøre op med dig selv, om du vil benytte lejligheden til at stoppe med at ryge, eller om du fortsat ønsker at ryge i din fritid og derfor skal på opdagelse i, hvordan du kan klare en arbejdsdag uden røg.

Ønsker du at blive røgfri?

Hvis du ønsker at blive røgfri er der flere muligheder:

  1. Du kan kontakte din bopælskommune og få mere viden om deres tilbud om professionel rådgivning ved rygestop. I Mariagerfjord Kommune kan du læse mere om vores rygestoptilbud her.
  2. Du kan tilmelde dig et online stopprogram fra Kræftens Bekæmpelse via deres app "e-kvit" eller via hjemmesiden om e-kvit.
  3. Du kan ringe gratis til STOPLINIEN på tlf. 80 31 31 31 og tale med en rygestopinstruktør. Læs mere om STOPLINIEN her.
  4. Du kan købe nikotinerstatningsprodukter eller benytte rygestopmedicin (receptpligtigt).

Statistisk set er der større sandsynlighed for, at du lykkes med dit rygestop, hvis du kombinerer professionel rådgivning med abstinensbehandling (nikotinerstatning eller rygestopmedicin).

Ønsker du fortsat at ryge?

Hvis du fortsat ønsker at ryge, er der følgende muligheder:

  1. Du skal klare din arbejdsdag uden brug af nikotin.
  2. Du skal klare din arbejdsdag med brug af et nikotinerstatningsprodukt (anbefales til rygere med stor fysisk afhængighed).

Med udgangspunkt i ovenstående muligheder skal du på opdagelse i dig selv som ryger. Hvordan reagerer du når du ikke får din cigaret? Bliver du humørpåvirket? Bliver du påvirket på din koncentrationsevne? Bliver du fysisk urolig? Eller oplever du en helt anden abstinenstype?

Hvis dine nikotinabstinenser påvirker dig så meget, at det påvirker dit arbejde eller du ikke kan kende dig selv, så skal du finde et nikotinerstatningsprodukt, der kan afhjælpe dine abstinenser på en hensigtsmæssig måde. Du skal stadig kunne fungere optimalt og være dig selv trods røgfri arbejdstid.

Hjælp til dig, som fortsat ønsker at ryge

  1. Du kan kontakte din bopælskommune eller STOPLINIEN for en afklarende samtale om håndtering af abstinenser i arbejdstiden. Læs mere om STOPLINIEN ovenfor.
  2. Apoteket eller en rygestopinstruktør kan være behjælpelig med rådgivning om de forskellige nikotinerstatningsprodukter i forhold til netop dit behov.

For yderligere information kontakt:

Rygestopinstruktører i Mariagerfjord Kommune
Anne Meilandt Hørlyck Tlf. 5157 6775
Sureka Santhirasegaram tlf. 2487 1216
Email: rygestop@mariagerfjord.dk

 

Opdateret 08.01.19    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?