Gå til hovedindhold

Børnebøger i tusindtal glæder små læseheste

Et væld af nye bøger vækker jubel i daginstitutioner og SFO'er i Mariagerfjord.

Indhold

    Tusindvis af nye børnebøger er netop landet i Mariagerfjord Kommunes dagpleje, vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger. Det er en gavmild støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens bogglad-pulje på ikke mindre end 852.000 kr., der ligger bag den gode litterære nyhed.

    De mange nye bøger til de mindste børn vækker naturligvis jubel hos fjordkommunens dagtilbuds- og skolechef Berit Vinther. Ifølge Berit taler boggaven nemlig perfekt sammen med indsatsen for at styrke læselysten blandt kommunens børn.

    - Støtten passer som fod i hose med vores indsats for at styrke børns sprogfærdigheder og læselyst. Med de tusindvis af spændende børnebøger får indsatsen nu et kæmpe løft, siger Berit Vinther.

    Bøgerne kommer alle børn i kommunens dagpleje, vuggestuer, dagtilbud og skolefritidsordninger til gode. Ifølge dagtilbuds- og skolechefen er det ikke tilfældigt, at man satser på at stimulere læselysten hos de allermindste læsere.

    - Vi ved, at læselysten grundlægges i barndommen. Når du først er blevet en lille læsehest, så bliver du sikkert også snart en skrap læser og din læselyst være din følgesvend resten af livet. Det ønske har vi for alle børn, der vokser op i Mariagerfjord Kommune, siger Berit Vinther.

    Det er skolefagenheden og kommunens folkebibliotek, der har stået for den kolossale opgave med at købe de mange tusinde bøger, som både skal være fængslende og lærerig læsning for alle børn i 0-9 års alderen. Det er skam ikke kun bogindkøbet og distributionen, som skolekonsulenterne og bibliotekarerne hjælper med.

    - Vi sender naturligvis ikke bare en kæmpe bunke bøger ud. Vi slår også et slag for, at vores kolleger bliver godt klædt på til at få de små til at opdage den skønne litterære verden, siger biblioteksleder Mette Secher Hede.

    - Vi har mange initiativer på tegnebrættet. Det er alt lige fra temaeftermiddage for dagplejepædagoger og personale i børnehusene til kompetenceudviklingsforløb, der skal klæde personale på til at give børnene gode læsevaner, slutter Mette Secher Hede.

    Slots- og Kulturstyrelsen har støttet 98 kommuner med 24,3 millioner kr. De bogglade børn i Mariagerfjord Kommune er således løbet med en betydelig bid af puljen.

    Sidst opdateret: 9. november 2022