Gå til hovedindhold

Heidi og Annette skal gøre ældreplejen tillokkende

Nærværende ledere skal gøre hverdagen bedre for medarbejdere, beboere og pårørende på Mariagerfjord Kommunes plejecentre.

De nye plejecenterledere Heidi Jensen (tv) og Annette Braüner lægger stor vægt på den daglige kontakt med beboerne, de pårørende og medarbejderne.

De nye plejecenterledere Heidi Jensen (tv) og Annette Braüner lægger stor vægt på den daglige kontakt med beboerne, de pårørende og medarbejderne.

Indhold

    Danske kommuner sukker efter sosu-personale og konkurrencen om plejepersonalet er hård. I Mariagerfjord Kommune valgte byrådet at gå nye veje og mander op med ekstra ledere på plejecentrene. Det sker i erkendelse, at ledere, der er synlige, lette at få fat på og tale med er en forudsætning for et godt arbejdsmiljø og en arbejdsglæde ud over det sædvanlige. Der er ellers i de senere år blevet færre ledere på ældreområdet i Mariagerfjord Kommune.

    - For nogle år siden måtte vi skære i lederstaben, fordi kommunekassen blev hårdt ramt på den mellemkommunale udligning. Det gjorde vi blandt andet ved at lave fællesledelse på fire af vore plejecentre; Bernadottegården i Hadsund, Teglgården i Als, De Gamles Gård i Assens og Fjordvang i Mariager. Dermed fik en leder ansvaret for to plejecentre og så er det ikke så nemt at få fat i lederen, hverken for personalet, de ældre eller deres pårørende, siger afdelingsleder Anette Eriksen, der har ansvaret for kommunens plejecentre.

    I øjeblikket sejler Mariagerfjord Kommunes økonomisk set i mere smult vande og det har fået kommunen til at lægge kursen om. Tre nye ledere er blevet ansat, så alle kommunens plejecentre nu atter har deres egen leder.

    Dejlig med leder i huset

    - Vi har for længst erkendt, at medarbejderne sætter pris, at der er en leder i huset. Vi begynder at arbejde teambaseret i ældreplejen og her er det vigtigt, at lederen går forrest og viser vejen som faglige rollemodeller, fordi det skaber motivation og styrker gejst blandt medarbejderne, forklarer Anette Eriksen.

    En leder i huset er ikke kun en gevinst for de ansatte. Hun er også meget værdifuld for beboerne og deres pårørende.

    - Som leder skal du kende dine beboere og deres pårørende. Den personlige relation gør det trygt for dem at tage en snak med mig. Kontakten er mere naturlig om både stort og småt og navnlig om det, som er svært, siger Annette Braüner, der er en af kommunens nye plejecenterledere.

    Annette har arbejdet ikke mindre end 23 år som hjemmesygeplejerske, før hun fik lyst til at prøve kræfter med tjansen som leder på Bernadottegården i Hadsund. Den nye ledelsesmæssige organisering, hvor man kan være nærværende i dagligdagen, var medvirkende til, at hun tog springet til en karriere som ny leder.

    Lederen løfter værdierne

    Heidi Jensen har ligesom Annette virket som hjemmesygeplejerske i Mariagerfjord Kommune inden hun landede lederjobbet på Teglgården i Als. Hun mener, at al snakken om kolde og varme hænder i ældreplejen rammer helt forbi målet.

    - Som leder har jeg også en rolle, når det handler om at skabe stjernestunder for beboerne. Jeg løfter værdierne på Teglgården og sørger for, at mine medarbejdere får anerkendelse for deres flotte indsats og engagement, siger Heidi Jensen.

    Anerkendelse og arbejdsglæde er ifølge Heidi Jensen vigtigere end nogensinde før.

    - I dag kan sosu'erne vælge og vrage. Derfor er det er alfa og omega, at vi skaber en god arbejdsplads, hvor faglig stolthed og arbejdsglæde går hånd i hånd. Vi har allerede en god kultur, hvor alle hjælper hinanden, så vi er godt på vej, slutter Heidi Jensen.

    Sidst opdateret: 21. november 2022