Gå til hovedindhold

Mariagerfjord Kommune søger unge klimaforkæmpere

Mariagerfjord Kommune søger unge, der vil være med til at gøre en lokal indsats for klimaet.

Jesper Skov Mikkelsen håber, at mange unge har lyst til at engagere sig i kommunens kommende Ungeklimaråd

Indhold

    Kommunen har netop skudt gang i en kampagne, der inviterer lokale unge mellem 15 og 25 år til at melde sig til kommunens første Ungeklimaråd.

    - Vi er på udkig efter iderige unge, der er optagede af klima og lokale indsatser for klimaet. Vi vil give de unge en tydelig stemme i klimadagsordenen, for de kommer til at være på Jorden længere end os, og derfor skal de selvfølgelig inddrages, fastslår Jesper Skov Mikkelsen, der er formand for Udvalget for Klima og Landdistrikter i Mariagerfjord Kommune.

    Han forklarer, at det nye Ungeklimaråd fx vil kunne komme med råd og anbefalinger til lokale klimapolitiske sager. Men rådet kan også være med til at sætte fokus på de ting, som betyder mest for de unge, for medlemmerne får direkte kontakt til de lokale politikere.

    - Vi håber, at de unge i rådet vil være med til at sætte dagsordenen og skabe opmærksomhed. Det kan fx også være, at de vil arrangere lokale events med fokus på klimaet, bæredygtighed, og hvordan vi tilpasser os en verden i forandring, siger Jesper Skov Mikkelsen.

    Slip din indre klimaforkæmper fri

    Det er Mithula Sivasaravanaparan, der er tovholder på Ungeklimarådet i Mariagerfjord Kommune. I øjeblikket besøger hun blandt andet lokale ungdomsuddannelser for at gøre opmærksom på muligheden for at blive hørt gennem Ungeklimarådet.

    - Hvis du er mellem 15 og 25 år og har masser af ideer til, hvordan du selv, dine
    venner, din uddannelse, forældre eller kolleger kan tænke mere grønt og blive mere klimavenlige i hverdagen, så er det bare med slippe din indre klimaforforkæmper fri og melde dig. Så kan det være dig, der bliver de unges lokale stemme i klimadebatten, siger hun.

    Hun slutter med at understrege, at der er elastik i aldersgrænsen på de 25, så interesserede skal endelig bare melde sig.

    Ungeklimarådet mødes seks gange om året. Hvert møde vil vare cirka to timer på udvalgte locations i kommunen. Kommunen inviterer på pizza eller andet lækkert og giver drikkevarer og snacks til hvert møde.

    Medlemmerne vælges for to år med mulighed for forlængelse. Ungeklimarådet skal bl.a. forholde sig til Mariagerfjord Kommunes klimaplan, der er ved blive udarbejdet. Planen skal sætte retningen for, hvordan Mariagerfjord Kommunes klimaindsats kommer til at forløbe frem mod år 2050.

    Vil du være med?

    Er du mellem 15 og 25 år, bosat i Mariagerfjord Kommune og klar til påvirke den lokale klimaindsats, så kan du indsende en ansøgning med en kort beskrivelse af, hvorfor du gerne vil have en plads i Ungdomsklimarådet senest 1. december via www.mariagerfjord.dk/dk2020

    Sidst opdateret: 3. november 2022