Sådan åbner vi gradvist sundhedscentrene


Genåbningen følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger for gradvis genåbning af landets sundhedsaktiviteter under Covid-19.

Vi er her endnu

Vores primære kontaktform er telefon og videokonsultationer. Sundhedscentrene i Hobro og Hadsund, samt Hobro Alderdomshjem, som huser vores forskellige rehabiliterings- og genoptræningsforløb, er åbne for fysisk fremmøde, men kun for individuelle forløb og efter telefonisk aftale.

Hvis du er henvist til et rehabiliteringsforløb i forbindelse med KOL, hjertekarsygdom, diabetes, kræft eller osteoporose, vil du blive kontaktet af os. Derefter finder vi ud af, sammen med dig, om dit træningsforløb skal foregå hjemme eller i Sundhedscentret.

Hvis du har en aftale i et af vores sundhedscentre, kommer det til at foregå sådan her:

  • Vi ringer dig op inden dit besøg i sundhedscentret. Vi spørger, om du har symptomer på Covid-19, og det gør vi også, når du ankommer.
  • Du skal selv medbringe lagen og håndklæde, og du skal afspritte dine hænder flittigt under besøget.
  • Vi har lavet ekstra god afstand mellem træningsredskaberne, og I må højest være seks personer i træningssalene.

Har du allerede en plan for din genoptræning?

  • Er du i gang med et træningsforløb, der er gået i stå på grund af Covid-19, ringer vi til dig for at afklare, om forløbet skal fortsætte.
  • Har du allerede en genoptræningsplan, men dit træningsforløb ikke er startet endnu, taler vi om forløbet, når vi ses til møde i sundhedscentret.

Gradvis genåbning af aktiviteter

Hjemmebesøg kan komme på tale i forskellige situationer, som eksempelvis opfølgning på hjemmetræning eller høreomsorg, hvor vi skal skifte slanger og filtre på dine høreapparater. Vi kan mødes uden for i haven eller på terrassen, og dine høreapparater kan du bare lægge på fortrappen, så fikser vi dem på stedet eller i bilen. På den måde kan vi undgå fysisk kontakt.

Opdateret 18.05.20    Print    Læs op    Webmaster   Fandt du siden nyttig?