Et punkt i Mariagerfjord Kommunes Byråds vision er at ”Vi vil udvikle biodiversiteten og understøtte et aktivt udeliv ved skov, strand og fjord”. Et middel til at understøtte netop denne del af Byrådets vision er bl.a. forvaltningen af kommunens egne skove.
Mariagerfjord Kommune forvalter kommunens skove med to, sideordnede formål:
- At styrke og fremme skovenes funktion som rekreative områder til glæde for kommunens borgere og turister
- At styrke og fremme skovenes biodiversitet samt medvirke til et renere miljø
Derudover skal forvaltningen af skovene i mindre omfang bidrage økonomisk til den daglige drift af skovene, når det ikke strider med de to overordnede formål.
Kommunen ejer i alt ca. 250 ha skov, og de fordeler sig på større skove ved Hobro og Hadsund, og derudover en række mindre skovearealer.
Kendetegnende for de større kommunale skove i Mariagerfjord Kommune er den bynære beliggenhed, hvilket giver en stor del af kommunens borgere let adgang til at færdes i skovene.
Et hovedformål for forvaltningen af kommunens skove er derfor at fremme borgernes adgang til og brug af skovene. Dette skal gøres ved at forbedre og udbygge de eksisterende
faciliteter i skovene, herunder stier og afmærkede ruter, veje, bålpladser, shelters, opholdsrum mv., samt ved på sigt at gøre skovene naturmæssigt mere spændende og varierede at færdes i. Disse tiltag skal forvaltes i et samspil og i en balance mellem benyttelse og beskyttelse.
Beskyttelsen og forvaltningen af naturværdierne i kommunens skove prioriteres på lige fod med de rekreative værdier. Naturen i skovene er en vigtig del af biodiversiteten i Danmark, fordi skovene er levested for mange vilde dyr og planter og andre organismer. Nogle skovområder er naturmæssigt mere værdifulde end andre, fordi de er bedre levesteder for dyr, planter og andre organismer. Forvaltningen af kommunens skove har derfor som sit andet hovedformål, at fremme naturens mangfoldighed i skovene, til glæde for naturen og skovgæsten.
Du kan læse mere om kommunens arbejde og forvaltning af skovene i ”Arbejdsdokument for forvaltning af Mariagerfjord Kommunes egne skove”
