Planlægning for biogasanlæg ved Tobberup
Planlægning for et område til et biogasanlæg
Indhold
BioEnergi Hobro Nord ApS ønsker at etablere et biogasanlæg nord for Tobberup.
Mariagerfjord Kommune har udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg nr. 12, et forslag til lokalplan 171/2026, samt en miljøvurdering af planforslagene og miljøkonsekvensvurdering af det konkrete projekt.
Miljøvurderingerne er samlet i en miljørapport med tilhørende bilagsrapport. Kommunen har desuden udarbejdet et udkast til en § 25-tilladelse og en miljøgodkendelse, som sammen med planforslagene og miljørapporten er sendt i offentlig høring.
Materialet er i offentlig høring frem til 14. september 2026. Mariagerfjord Kommune opfordrer alle interesserede til at indsende høringssvar.
Vi inviterer desuden til borgermøde 18. august 2026, hvor vi orienterer om processen og der er mulighed for at stille spørgsmål. Tid og sted vil blive offentliggjort senere.
Kommuneplantillæg
I forslag til kommuneplantillæg nr. 12 udlægges et nyt rammeområde TOB.T.1, hvor der kan etableres et biogasanlæg.
Arealet er udpeget som et energilandskab i Kommuneplan 2024 for Mariagerfjord Kommune, hvor der kan planlægges for store, effektive, sammenhængende og multifunktionelle anlæg til produktion af vedvarende energi. Området mellem Øster Doense, Valsgård og Vebbestrup har desuden et potentiale til at rumme biogasanlæg. og andre anlæg på fladen.
Lokalplan
Forslag til lokalplan 171/2026 skal:
- Skabe grundlag for at etablere et biogasanlæg med tilhørende bygninger, tanke og andre tekniske anlæg til nyttiggørelse af restprodukter fra de omkringliggende landbrug og fødevareindustrier i forbindelse med produktion af grøn energi.
- Sikre bestemmelser for placering og udformning af høje tanke, så anlægget tager hensyn til de omkringliggende landskaber og de omkringliggende og ejendomme.
- Fastsætte bestemmelser for at etablere et beplantningsbælte i områdets nordlige, østlige og sydlige afgrænsning, som skal afskærme det tekniske anlæg i landskabet.
- Sikre, at der kan etableres en ny adgangsvej til anlægget fra Hobrovej.
Med lokalplanen bliver det muligt at opføre:
- Tanke i en højde op til 26 meter
- Tekniske anlæg i en højde op til 20 meter.
- Bygninger til administration, lager, modtagerhal med videre op til 17 meter.
Skorstene er ikke omfattet af højdebegrænsning, og kan således opføres i den nødvendige højde af hensyn til miljøforhold.
Enkelte mindre bygningsdele, som for eksempel rækværk, ventilationsanlæg, trappetårne, tankoverdækninger, glasoverdækninger og lignende tekniske installationer må overstige den angivne maksimale højde.
Biogasanlæggets procestanke er med en højde op til 26 meter mest markante bygningsdele. Disse tanke, og alle øvrige tanke med en højde på mere end 20 meter, skal placeres, så de sikrer et visuelt roligt og ensartet byggeri.
Inden for disse overordnede rammer i lokalplanen er der indarbejdet en bonusvirkning, som erstatter landzonetilladelsen. Det betyder, at der ikke er krav om en supplerende landzonetilladelse for de bygninger og anlæg, som allerede er beskrevet i lokalplanen.
Miljørapport
Miljørapporten indeholder et ikke-teknisk resumé, som kan læses uden teknisk indsigt.
I rapportens øvrige kapitler er følgende emner undersøgt og vurderet:
- Støj
- Luftforurening
- Landskab og visuelle forhold
- Natur, plante- og dyreliv
- Grundvand og overfladevand
- Trafik
- Klima
- Risikoforhold
Miljøgodkendelse og § 25-tilladelse
Etablering af biogasanlægget kræver en miljøgodkendelse efter § 33 i Miljøbeskyttelsesloven og en § 25-tilladelse (VVM-tilladelse) efter Miljøvurderingsloven. Miljøgodkendelsen fastsætter vilkår for, hvordan biogasanlægget skal etableres og drives, når det gælder blandt andet støj, lugt- og luftforurening, affald, indretning og drift, egenkontrol, risikoforhold med videre. Miljøgodkendelsen skal også sikre, at biogasanlægget anvender de bedste tilgængelige teknikker (BAT) til at begrænse forurening. Ifølge lovgivningen kan miljøgodkendelsen helt eller delvist erstatte § 25-tilladelsen. Mariagerfjord Kommune vurderer dog, at der skal stilles vilkår for etablering og drift af anlægget, som ikke kan rummes af miljøgodkendelsen. Der skal derfor stadig udarbejdes en § 25-tilladelse.
Risikoforhold
Biogasanlægget er i henhold til risikobekendtgørelsen en risikovirksomhed i kolonne 2. En kolonne 2-risikovirksomhed er en virksomhed, der håndterer større mængder farlige stoffer og derfor er underlagt skærpede krav til sikkerhed, forebyggelse og beredskab. Det primære risikostof er biogas, der er klassificeret som brandfarlig gas, og der vil ved fuld drift højst være 45 tons biogas og 11 tons andre risikostoffer, som er enten miljø- eller brandfarlige.
Da anlægget er en risikovirksomhed, har ansøger sideløbende med udarbejdelsen af en miljørapport udarbejdet et sikkerhedsdokument, som indeholder en risikovurdering af virksomheden. Sagsbehandlingen af sikkerhedsdokumentet er sket i tæt samarbejde med Beredskabet, Arbejdstilsynet og Nordjyllands Politi. Alle myndigheder har accepteret sikkerhedsdokumentet med den tilhørende handlingsplan.
Bilag
Nordjyllands Politi vurderer, at visse oversigtskort, som viser anlæggets opbygning, bør friholdes fra offentliggørelse. Politiet vurderer, at dokumenterne indeholder så detaljerede oplysninger, at de kan misbruges til sabotage eller anden kriminalitet og derfor ikke bør offentliggøres. Mariagerfjord Kommune har taget politiets vurdering til efterretning og har således overstreget de pågældende oversigtskort i de vedlagte bilag. I materialet er der derfor flere steder, hvor der er sorte bokse, som dækker over de bagvedliggende kort.
Frist for indsendelse af høringssvar
Høringssvar skal sendes til Mariagerfjord Kommune, så vi har det i hænde senest 14. september 2026. Dit navn, adresse og eventuelt e-mail bedes anført.
Høringssvar skal sendes til:
eller til
Mariagerfjord Kommune
Teknik og Byg
Adelgade 30B,
9500 Hobro
Hvis du har spørgsmål, kan du skrive til plan@mariagerfjord.dk eller ringe til Vibeke Kjær Christensen på 97113674 eller til Anja Antonsen Spring på 97113650