Forældresamarbejde
Læs om samarbejdet mellem skole og hjem - samt muligheden for at få indflydelse som forældre gennem forældrerådet eller skolebestyrelsen.
Samarbejde mellem skole og hjem
Samarbejdet mellem skole og hjem har stor betydning for dit barns skolegang.
Samarbejdet foregår dels i det daglige ved samtaler med barnet om, hvordan skoledagen er gået, med hjælp til lektier, sikring af at barnet er udhvilet og klar til dagen i skolen og dels til særlige arrangementer som forældremøder, skolehjemsamtaler, forældrerådsarrangementer med videre.
Forældreråd og skolebestyrelse
Du har desuden mulighed for at deltage i forældrerådsarbejdet. Forældreråd dannes i alle klasser og ofte også i SFO'en. Forældrerådet består af en række forældre, som vælges for en periode (typisk 1 år).
Forældrerådene arrangerer ofte sociale aktiviteter for børn og forældre, ligesom de ofte deltager sammen med lærerne i planlægning af forældremøder.
Endelig er der skolebestyrelserne, som tager sig af det mere overordnede - du kan læse mere om den enkelte skolebestyrelse på skolen hjemmeside eller om skolebestyrelsens rolle og opgaver her.