Gå til hovedindhold

Tandproblemer og gode råd til tandpleje

Få viden om de mest almindelige tandproblemer, deres årsager og hvordan du forebygger dem.

Indhold

    Her finder du gode råd til, hvordan du passer på dit barns tænder og forebygger tandproblemer. Du kan også læse om årsagerne til de mest almindelige tandproblemer.

    En lille hvis/bul plet på tandkødet. Kan gøre meget ondt ved spisning og tandbørstning, men forsvinder af sig selv efter 5 til 7 dage.

    Har du ofte blister, er det dokumenteret, at man kan forebygge ved at bruge Zendium-tandpasta og spise Longo Vital vitaminpiller. Kontakt ellers tandplejen for nærmere information.

    Hvis tænderne ikke bliver børstet rene, samler der sig bakterier på tænderne langs tandkødskanten.
    Disse belægninger kaldes plak. Hvis belægningerne ikke fjernes, irriterer de tandkødet og kan føre til tandkødsbetændelse. Når tandkødet er betændt, bliver det hævet og rødligt, og det har en større tendens til at bløde, f.eks. i forbindelse med tandbørstning.

    Hvis belægningerne på tænderne fjernes ved den daglige tandbørstning, og tænderne efterfølgende holdes rene, forsvinder tandkødsbetændelsen i løbet af få dage, og tandkødet bliver atter sundt.

    Tandkødsbetændelse kan opstå i alle aldre.

    Dårlig ånde handler ofte om for dårlig tandbørstning. Sygdom og rygning kan også give dårlig ånde.
    Hold først og fremmest din mund fri for bakteriebelægninger - også kaldet plak. Det er disse belægninger, der giver den grimme lugt.

    Børst alle flader på dine tænder grundigt to gange om dagen med fluortandpasta.

    Brug tandtråd mindst to gange om ugen – gerne hver dag.

    Det er oftest bakterierne i munden, der giver den dårlige ånde, men dårlig ånde kan bl.a. også komme af rygning, tandkødsbetændelse, sygdom i kroppen eller forskellige fødevarer.

    Har du stadig dårlig ånde, selvom du børster grundigt, så kontakt tandplejen.

    Hvad er syreskader?

    Syreskader kaldes også erosioner og er en tilstand hvor emaljen på tænderne bliver tyndere fordi der mistes mineraler (kalk) i emaljens overflade. Modsat huller i tænderne, som skyldes bakterier på tandoverfladen, så er årsagen til syreskader en langsom kemisk opløsning fra syren i specielt læskedrikke. Læskedrikke er for eksempel juice, sodavand, saftevand, energidrikke, juice/smoothies, iste.

    Syreskader kan også komme fra fødevarer (for eksempel surt slik og hyppigt indtag af citrusfrugter) samt stamme fra sure opstød fra mavesækken.

    Hvordan mærkes syreskader?

    I de tidlige og første stadier af syreskader, er der oftest ingen symptomer og man kan heller ikke selv se på sine tænder om emaljen er blevet tyndere, men det kan isne fra tænderne og forårsage ”følsomme tænder”. Isninger betyder at det føles koldt, når man spiser eller drikker noget koldt eller børster tænder. Nogle gange kan man som et af de første tegn se på fortænderne i overmunden at kanten er lidt gennemsigtig, der kan også knække små stykker emalje af fordi kronekanten med tiden bliver tynd. Et tidligt tegn er også at fortændernes overflade bliver mere glat/blank fordi de naturlige linjer og uregelmæssigheder forsvinder ved hyppig påvirkning fra syre.

    Hvordan undgår jeg syreskader?

    Det bedste råd er at slukke tørsten i vand. Læskedrikke og surt slik bør nydes ved festlige lejligheder og ikke fordeles over flere hyppige daglige indtag. Hvis man drikker juice eller sodavand, så er det en god idé at skylle munden med vand efterfølgende. Smoothies lavet udelukkende på frugt er surt for tænderne, derfor kan man med fordel tilføje mælkeprodukt som mælk, yoghurt, A-38, da kalken fra mælkeprodukterne kan skabe en bedre kemisk balance og nedsætte koncentrationen af syre i smoothien.

    Derudover er det godt at indtage en sund og normal kost. Spørg på tandklinikken hvis der er noget, du er i tvivl om.

    Det er blevet meget populært at bruge snus blandt de unge. Snus er i modsætning til cigaretter meget nemme at skjule, kan bruges alle vegne og mange opfatter det som mindre sundhedsskadeligt, men snus er også meget skadeligt!

    Snus er en form for røgfri tobak, og et nydelsesmiddel som består af findelt gæret tobak blandet med ammoniak og vand, som kan være tilsat forskellige smagsstoffer såsom hyldeblomst, lakrids, pebermynte m.m. Det indtages gennem næsen eller munden.

    Alle produkter kaldes ”snus”, uanset type, nogle findes med eller uden tobak. Alle produkter har kræftfremkaldende stoffer.

    Både røg og snus er farligt. Snus indeholder nikotin og som er stærkt afhængighedsskabende!
    Kroppen optager mindst dobbelt så meget nikotin fra snus som fra en cigaret (i nogle tilfælde 5-6 gange så meget).

    Snus ætser tandkødet og kan give smertefulde isninger.
    Unge hjerner bliver lettere afhængige af nikotin og kan få varige skader.
    Snus indeholder ca. 30 kræftfremkaldende stoffer, der også kommer ned i lungerne.
    Snus er skadeligt også for tænder og tandkød. Det kan misfarve tænderne og give brune eller hvidlige rynkede plamager, hvor snusen lægges.

    Senere kan der komme tilbagetrækning af både tandkød og tandknogle. De blottede tandhalse giver kraftige isninger, når temperaturen omkring tænderne ændrer sig f.eks. hvis man spiser is eller drikker varme drikke.
    Når tandkødet først har trukket sig væk, kommer det aldrig tilbage. Heller ikke når man stopper sit forbrug af snus.

    Kommunen tilbyder vejledning herom ved Snus STOP, Sten 30319973

    Hvis du har spørgsmål, som du ikke kunne finde svaret på, så kontakt tandplejen.

    Sidst opdateret: 19. maj 2026