Gå til hovedindhold

I sne og slud vil herrerne ud

En flok friske herrer på 65+ har gjort forløbet 'ud i vejret - ind i varmen' til en stor succes.

Erik, Erik, Karl-Helmer, Søren, Kaj og Finn har været glade for gåturene sammen i og omkring Hadsund.

Erik, Erik, Karl-Helmer, Søren, Kaj og Finn har været glade for gåturene sammen i og omkring Hadsund

Indhold

    Turene er blandt andet gået forbi Hadsund Dyrepark, Hadsund Museum og havnefronten ved broen. Som en del af gåturene er der blevet udvekslet historier og viden omkring de lokale bygninger, gruppen kom forbi.

    Søren fra Hadsund fortæller:

    - Jeg har været rigtig glad for at deltage på gåturene, da jeg har lært nye mennesker at kende. Det var rigtig rart at blive inviteret ind i det fællesskab, som har gjort, at jeg nemt har fået nye bekendtskaber.

    Søren fortæller også, at det er nemmere at komme ud i efterårs- og vintervejret, når man ved, der er nogen, der regner med, at man dukker op.

    Fællesskabskoordinator i Mariagerfjord Kommune, Maja Riisberg, er meget tilfreds med forløbet:

    - Der er opstået et skønt fællesskab, som fortsætter i gruppens egne hænder i det nye år. Herregruppen har heldigvis lyst til at fortsætte med at ses i Frivilligcenterets lokaler i Hadsund.

    Maja Riisberg slutter med at fortælle, at der altid er plads til flere, så alle interesserede er velkomne. De skal bare tage kontakt til hende.

    Forløbet 'ud i vejret - ind i varmen' er et tilbud til alle, der bor i Mariagerfjord Kommune, som har rundet 65 år.

    Forløbet har fokus på at skabe fællesskaber gennem gåture, som afsluttes med en kop kaffe hos Frivilligcenter Mariagerfjord.

    Nyt forløb i Mariager i 2023 - mød op 24. januar

    Der starter et nyt forløb i 2023 i Mariager. Interesserede kan høre mere ved at møde op i Mariager Hallen 24. januar kl. 10.

    Sidst opdateret: 20. april 2023