Gå til hovedindhold

18 lokale projekter i Mariagerfjord får støtte

Landdistriktsrådet fordeler knap 500.000 kroner til at styrke hverdagslivet i lokalsamfundene.

Niels Erik Poulsen glæder sig over, at 18 projekter får støtte til at styrke hverdagslivet i landdistrikterne.

Indhold

    Landdistriktsrådet sender nu 453.733 kroner ud til 18 projekter, der skal styrke hverdagslivet i fjordkommunens lokalsamfund. Årets anden ansøgningsrunde til Forsamlingshus- og Projektpuljen 2025 viser endnu en gang, hvordan relativt små beløb kan skabe stor værdi, når lokale kræfter går sammen om at udvikle deres områder. Støtten går bredt på tværs af kommunen og rammer både landsbyer, mindre byer og forsamlingshuse, hvor den kan mærkes direkte i dagligdagen.
     
    For Landdistriktsrådets formand, Niels Erik Poulsen, er netop den lokale effekt afgørende:

    - Det er tydeligt, at der er stor vilje til at skabe gode rammer for fællesskab, kultur og mødesteder. Med årets bevillinger får mange projektidéer nu lov at blive til virkelighed, og det skaber værdi dér, hvor folk lever deres hverdagsliv.

    Nye rammer og bedre mødesteder

    De støttede projekter spænder bredt fra renoveringer af forsamlingshuse til byforskønnelse og nye aktiviteter, der skal samle lokalsamfundene. Fælles for initiativerne er ønsket om at styrke mødestederne og give plads til både traditionelle fællesskaber og nye ideer. Flere projekter forbedrer de fysiske rammer indenfor og udenfor, andre skaber nye muligheder for arrangementer og fælles aktiviteter.
     
    De 18 projekter, der får støtte

    • True Svenstrup Lokalråd
    • Sem Forsamlingshus og Sognegård
    • Fruerlundparken
    • Hvornum Kultur- og Forsamlingshus
    • Lokalrådet for Glenstrup, Handest og Holmgård
    • Veddum Landsbylaug
    • Glerup og Omegns Borgerforening
    • Onsild Borgerforening
    • Snæbum Kultur- og Forsamlingshus
    • True Kultur & Forsamlingshus
    • Helberskov Borgerforening
    • Tisted Forsamlingshus
    • Det Gode Liv på Himmerlands Østkyst
    • Vive Forsamlingshus
    • Brøndum Forsamlings- og Kulturhus
    • Nr. Onsild Forsamlingshus
    • Tisted Borgerforening
    • Hem Forsamlingshus

    Mange ansøgninger, få midler

    Puljen modtog 25 ansøgninger for i alt 623.733 kroner. Syv projekter ligger uden for eller på kanten af puljens formål og er derfor ikke blevet imødekommet i denne runde. Forsamlingshus- og Projektpuljen rummede 141.748 kroner, og Landdistriktsrådet kunne derudover trække på 398.000 kroner, som var overført fra 2024.

    Sidst opdateret: 12. december 2025