Gå til hovedindhold

Ny stibro i Hobro binder byen sammen

Byen fejrer stibroen 15. maj med sang, flag og fællesskab, og alle er inviteret.

Stibroen Hobro

Stibroen i Hobro bliver indviet torsdag 15. maj kl. 16

Indhold

    En bro, der binder byen sammen og åbner nye muligheder. Det er præcis, hvad Hobro har fået.

    Torsdag 15. maj kl. 16.00 bliver en mærkedag i Hobro, når den længe ventede stibro over jernbanen på Hobro Station bliver indviet. Den elegante, 60 meter lange bro er ikke bare et byggeri. Den er en gave til byen og byens borgere, som en investering i fremtiden og et tydeligt symbol på, at Hobro er i bevægelse.

    Broen skaber sammenhæng

    Broen forbinder Ølsvej og Hobro Station gennem den stejle skrænt, og med både trapper, elevatorer og stier skaber den let og tryg adgang for gående og cyklister - uanset alder og fysik. Det betyder, at det nu er meget nemmere for alle at komme fra boligområderne til stationen, til midtbyen, til Rosendalskolen og til Rosendal Idrætsforum.

    -Det her er ikke bare en bro. Det er en ny forbindelse i Hobros pulsårer. En grøn, moderne og sikker løsning, som vi kan være stolte af. Den gør hverdagen lettere for rigtig mange, og det er netop det, vi skal sikre, siger Henrik Sloth, formand for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune.

    For pendlere betyder broen, at de slipper for omveje og trafikale benspænd. For familier og ældre skaber den mere tryghed, og for byens fællesskab åbner den døren til nye forbindelser både fysisk og socialt.

    Mere end beton og stål

    Stibroen er ikke blot et teknisk anlæg. Den er et løft for hele byens mobilitet og byliv. Det er blevet nemmere og mere indbydende at vælge cyklen, at gå eller tage toget, og det styrker både fællesskabet og miljøet. Projektet har også skabt nye byrum og potentiale for udvikling omkring stationen.

    -For DSB er det vigtigt, at stationerne ikke blot er transportknudepunkter, men også er attraktive og trygge steder at opholde sig. Den nye stibro løser ikke bare et trafikalt behov, men er også med til at udvikle Hobro, da det bliver nemmere for alle at vælge cyklen, benene eller toget. Det er godt for både fællesskabet og miljøet, siger Lars Gøtke, underdirektør i DSB Ejendomme.

    Som en del af projektet er der etableret en 500 meter flot ny fællessti, der slynger sig gennem det kuperede terræn og forbinder broen med området via den nye terræntrappe med sine 82 trin og 15 højdemeter. Den nye sti og trappe er hurtigt blevet populær - både som praktisk genvej og som et oplagt valg til den daglige motionstur. Og så er den nye elevator også et godt valg for dem med cykler, barnevogn eller rollator med på rejsen.

    Et forbilledligt samarbejde

    Det store broprojekt er realiseret gennem et tæt samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune, Banedanmark og DSB.

    Ledende sektionschef i Anlæg i Banedanmark, Jørn Halkjær Jacobsen, har været glad for samarbejdet.

    -Med stien, elevatoren og trappen ned til ø-perronen er det nu lettere for passagererne - også de gangbesværede og dem med barnevogn - at komme til toget. Arbejdet er foregået i et godt samarbejdet med Mariagerfjord Kommune og DSB, og i Banedanmark er vi glade for at kunne bidrage til, at Hobro Station bliver bedre for både de rejsende og for dem, der skal krydse banen.

    Projektet har kostet 41 millioner kroner, hvor Banedanmark har bidraget med 27 mio. kr., DSB med 10 mio. kr. og Mariagerfjord Kommune med 4,8 mio. kr.

    Fejring for hele byen

    Med Dannebrog i vinden, fællessang og festlig stemning markeres åbningen af det, mange allerede kalder 'Hobros nye hjerteforbindelse'.

    Indvielsen 15. maj bliver markeret med manér. Hobro Sangkor synger for, Borgervæbningen spiller op, og der vil være kaffe, te, sodavand og kage til alle. Dannebrog bliver hejst, og der er lagt op til en festlig fejring. Alle er velkomne. Hvad enten du er pendler, beboer, elev, ældre, nysgerrig eller bare stolt af din by.

    -Det her er ikke kun en indvielse af en bro. Det er en fejring af alt det, Hobro kan, når vi står sammen. Og det er begyndelsen på en ny og endnu mere sammenhængende fremtid for byen, slutter udvalgsformanden Henrik Sloth.

    Sidst opdateret: 9. maj 2025