Som 57-årig valgte Ralph at skifte spor efter et langt arbejdsliv som international projektleder og selvstændig.
I dag er han SOSU-assistentelev og arbejder i Hjemmeplejen i Mariager, hvor han hjælper borgere med behov for omsorg, støtte og nærvær.
Hans historie er et eksempel på, at social- og sundhedsuddannelserne ikke kun er for unge. Det kan også være vejen til et meningsfuldt arbejdsliv for mennesker med stor livs- og erhvervserfaring og på et tidspunkt, hvor der er stor efterspørgsel på social- og sundhedspersonale.
Snusepraktik gjorde indtryk
Ralph begyndte på grundforløbet til SOSU-assistent i august 2025. I februar i år startede han på sit første hovedforløb, og i november 2028 forventer han at være færdiguddannet.
Vejen til uddannelsen begyndte med en snusepraktik.
-Min snusepraktik gjorde stort indtryk på mig. Jeg mødte mennesker, som havde brug for hjælp og nærvær, og det gav mig lyst til at bruge min tid på at gøre en forskel i deres liv, fortæller Ralph.
Ved siden af uddannelsen arbejder han i hjemmeplejen i Mariager med både dag- og aftenvagter. Fra oktober bliver han tilknyttet plejehjemmet Fjordvang som en del af sin uddannelse.
Fra projektleder til SOSU-elev
Før Ralph begyndte på SOSU-uddannelsen, arbejdede han 13 år som international projektleder primært i Mellemøsten og drev egen virksomhed i syv år.
Her oplevede han både forskellige kulturer og områder præget af konflikt og krig. Men uanset jobbet har mennesker altid været omdrejningspunktet.
Da han ønskede en ny retning i arbejdslivet, begyndte han at overveje, hvordan han bedst kunne bidrage til andre menneskers liv. Samtidig blev han tiltrukket af uddannelsens faglige indhold og hans interesse for blandt andet anatomi, fysiologi, farmakologi og livsstilssygdomme.
At gøre en forskel hver dag
Lige nu arbejder Ralph primært med pleje og omsorg. Senere i uddannelsen får han mulighed for at løse flere sundhedsfaglige opgaver og arbejde endnu tættere med borgernes sundhed og trivsel.
For Ralph er det kombinationen af faglighed og menneskelig kontakt, der gør arbejdet særligt.
-Hvis jeg bare kan hjælpe ét menneske med at få livet tilbage, har jeg skabt mere værdi end i mine tidligere jobs. Det bedste ved faget er at hjælpe et menneske, som ikke selv kan, og at de smiler, når jeg går, siger Ralph.
Han fremhæver også de mange muligheder inden for social- og sundhedsområdet.
-Det fede ved jobbet er, at man får gode kolleger, som er virkelig elskværdige mennesker. Her er sjov og spas, og der er mange forskellige retninger, man kan udvikle sig i. Paletten er stor.
Flere skal få øje på SOSU-faget
Ralphs historie kommer på et tidspunkt, hvor kommunerne arbejder målrettet på at tiltrække flere til social- og sundhedsområdet.
Han håber, at flere - både unge og ældre - vil få øjnene op for de muligheder, faget giver.
For Ralph blev social- og sundhedsuddannelsen vejen til et arbejdsliv med mening. Og måske kan hans historie inspirere andre til at tage springet og gøre en forskel for andre mennesker.
Bliv social- og sundhedselev i Mariagerfjord Kommune
Vil du kombinere stærke faglige kompetencer med arbejdet med mennesker? Se mere her.