Social- og sundhedsfagene spiller en central rolle i fremtidens velfærdssamfund. Når flere danskere bliver ældre, stiger behovet for dygtige og engagerede medarbejdere i ældreplejen. Derfor er det vigtigt, at unge tidligt får indblik i et fag, hvor man arbejder med mennesker, faglighed, teknologi og omsorg.
Først på ugen deltog elever fra 7. årgang fra blandt andet Mariager Skole i mini-praktik med fokus på social- og sundhedsfagene. Formålet er at give eleverne et realistisk syn på arbejdet i ældreplejen og samtidig være med til at nedbryde eventuelle fordomme om området
Elever får indblik i SOSU-fagene
Forløbet begyndte med undervisning på SOSU-Nord, hvor eleverne arbejdede med kroppens udvikling, etik i arbejdet med mennesker og hjælpemidler i ældreplejen. De fik blandt andet demonstreret, hvordan en lift bruges til at hjælpe ældre borgere sikkert i hverdagen.
- Mini-praktikken giver eleverne mulighed for tidligt at prøve kræfter med social- og sundhedsfagene. Det er fag, der er helt afgørende for vores velfærdssamfund, og derfor er det vigtigt, at de unge får mulighed for at opleve, hvor meningsfuldt arbejdet er, siger Mariagerfjord Kommunes erhvervsplaymaker Nicholas Krobath Olesen, som er med til at arrangere mini-praktikken.
Han tilføjer, at mini-praktikken også kan være en god forberedelse til erhvervspraktikken i 8. klasse.
Besøg på plejecenter giver oplevelser
Dagen efter blev teori omsat til praksis, da eleverne besøgte Plejecenter Fjordvang i Mariager. Her mødte de både medarbejdere og beboere og fik et indblik i hverdagen på et plejecenter.
Under besøget deltog eleverne i forskellige aktiviteter og hjalp til med alt fra gymnastik og lettere plejeopgaver til hyggeligt samvær med beboerne, som gav anledning til gode samtaler på tværs af generationer.
Besøget er en positiv oplevelse for både de unge og de ældre. Eleverne ser, hvordan livet leves som ældre, som også kan betyde at være tæt på livets afslutning.
Plejecenterleder Charlotte Pil glædede sig over besøget.
- Det er virkelig dejligt at få besøg af unge mennesker, der er nysgerrige og engagerede. De bringer en skøn energi ind i huset, og vores beboere nyder mødet med dem. Samtidig håber vi selvfølgelig, at nogle af dem får lyst til at vælge social- og sundhedsfagene senere i livet, for vi har brug for unge mennesker som dem. Det er et fag, hvor man hver dag gør en reel forskel for andre mennesker.
Mini-praktikken er et tilbud for skolerne i Mariagerfjord. Ud over Mariager Skole deltog også Havbakkeskolen og Assens Skole i årets SOSU-forløb.
Mini-praktikken er en del af kommunens indsats 'Samspil med Succes', hvor skoler, virksomheder og uddannelsesinstitutioner samarbejder om at give elever indsigt i forskellige job og uddannelsesveje gennem praktiske oplevelser.