Gå til hovedindhold

Ny chef for Familie, Uddannelse og Arbejdsmarked i Mariagerfjord

Sarah Kondrup Sørensen tiltræder stillingen 1. februar 2026

Sarah Kondrup Sørensen har senest været ansat som afdelingsleder i Randers Kommune.

Indhold

    Mariagerfjord Kommune har ansat Sarah Kondrup Sørensen som ny chef for Familie, Uddannelse og Arbejdsmarked. Med ansættelsen får kommunen en erfaren leder med mangeårig indsigt i beskæftigelsesområdet og et tydeligt fokus på at skabe værdi for både borgere og virksomheder.

    Sarah kommer senest fra en stilling som afdelingsleder i Jobcenter Randers - Center for Job og Kompetencer, Job og Fremdrift, hvor hun har haft ansvar for både medarbejdere og udvikling af indsatser i en politisk styret organisation. Tidligere har hun været funktionsleder i Jobcenter Rebild og afdelingschef i Jobcenter København med ansvar for kontanthjælpsområdet.

    Samarbejde og inddragelse

    Sarah har en master i Sundhedspædagogik og Sundhedsfremme og en diplomuddannelse i offentlig ledelse. Hun kommer med stor erfaring i udvikling af sammenhængende og helhedsorienterede indsatser på tværs af fagområder, og hun ser meget frem til at bringe sine kompetencer i spil i Mariagerfjord Kommune.

    - Jeg ser arbejdet med beskæftigelsesreformen som en væsentlig og spændende ledelsesopgave, som jeg glæder mig til at give mig i kast med i Mariagerfjord Kommune. Jeg tror på, at fokus på øget samarbejde med virksomhederne og inddragelse af borgerne er vejen frem, siger Sarah Kondrup Sørensen og fortsætter:

    - Derudover glæder jeg mig meget til at samarbejde med dygtige ledere og medarbejdere på tværs af arbejdsmarked, uddannelse og familieområdet. For mig er det vigtigt at arbejde på tværs og sikre sammenhæng i indsatserne, så det giver mening for borgerne.

    Stærkt match mellem værdier og opgave

    Valget af Sarah er truffet med afsæt i et klart match af værdier og et fælles blik på kommunens opgave.

    – Vi er overbeviste om, at Sarahs værdier og ledelsesfokus stemmer godt overens med det, vi vil i Mariagerfjord Kommune. Hun har et insisterende blik på, at vi er her for borgere og virksomheder, og hun er optaget af, hvordan vi skaber reel værdi i vores indsatser. Samtidig har hun et stærkt organisatorisk blik og en bred erfaring fra beskæftigelsesområdet, der kommer os til gode i en tid, hvor vi står over for implementeringen af en vigtig reform, siger Susanne Nielsen, direktør for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked.

    Susanne Nielsen fremhæver også, at Sarah bliver en vigtig sparringspartner for ledelsen på Familieområdet med fokus på at skabe sammenhænge.

    Til dagligt bor Sarah i Randers med sin mand og to børn.

    Sidst opdateret: 2. januar 2026