Gå til hovedindhold

Regionaltog til Hobro skydes i gang med manér

Lørdag den 17. januar forlænges regionaltoget med start i Skagen helt til Hobro. Udvidelsen markeres med et lanceringsarrangement på Hobro Station med taler, kransekage og gratis togkørsel med Nordjyske Jernbaner på strækningen mellem Hobro og Aalborg for alle rejsende på dagen.

Indhold

    Det bliver lettere at rejse på tværs af Nordjylland, fra både Hirtshals og Skagen til Hobro, uden at skulle skifte tog undervejs fra den 17. januar. Her udvides Nordjyske Jernbaners regionaltog nemlig til også at køre mellem Skørping og Hobro som led i det kommende køreplansskifte. 

    Ændringerne betyder, at Hobro og Arden bliver en del af det sammenhængende nordjyske regionale tognet for første gang, så man i praksis vil kunne rejse fra Skagen til Hobro uden at skulle skifte tog. 

    - Vi glæder os til at få koblet både Hobro og Arden på regionaltogssystemet og dermed byde en masse nye kunder velkommen i den nordjyske regionale togtrafik. Vi håber, det vil være medvirkende til at sikre endnu bedre sammenhæng og større fleksibilitet for borgerne i hele landsdelen, fortæller Thomas Eybye Øster, direktør for Nordjyllands Trafikselskab, der ejer Nordjyske Jernbaner.

    I Mariagerfjord Kommune er der ligeledes begejstring over udvidelsen af regionaltoget:

    - I Mariagerfjord Kommune er vi glade for, at vi nu også er blevet en del af det regionale togsystem, som betjenes af Nordjyske Jernbaner. Det har vi arbejdet på længe. Men der er et stort men, som der skal arbejdes på at få fjernet. Arden Station får med den nye løsning ikke en bedre betjening end hidtil, da køreplanen fortsat kun medfører timesdrift. Det skal vi arbejde videre på at få ændret, så også Arden har halvtimesdrift på lige fod med Skørping og Støvring. Den målsætning slipper vi ikke, og vi er da også glade for, at målsætningen om halvtimesdrift på Arden og Hobro Station er tydeliggjort i regionens netop vedtagne vision for fremtidens togdrift i Nordjylland. Det forventer vi naturligvis giver anledning til konkrete fælles indsatser på regionalt niveau, siger borgmester i Mariagerfjord Kommune, Jesper Skov Mikkelsen.

    Hos Region Nordjylland fremhæves den sammenhængende landsdel som en væsentlig forbedring:

    - Den nordjyske jernbane er en vigtig del af rygraden i den kollektive trafik i Nordjylland. Jeg er glad og stolt over, at Mariagerfjord Kommune endelig bliver koblet på den regionale togdrift, og at togene nu kører fra Skagen i nord til Hobro i syd. De blå regionale tog vil de kommende år får en helt afgørende betydning for en sammenhængende landsdel og hverdag for mange, når DSB prioriterer hurtige tog mellem de store byer, siger regionsrådsformand Mads Duedahl. 

    Den nye betjening hele vejen til Hobro lanceres lørdag den 17. januar med et arrangement på Hobro Station. På dagen vil der være gratis togkørsel med Nordjyske Jernbaner på strækningen mellem Hobro og Aalborg for alle rejsende samt kransekage til de første 100 passagerer i Hobro.

    Program for dagen på Hobro Station

    • 10.45: Velkomst ved Thomas Eybye Øster, direktør, Nordjyllands Trafikselskab
    • 10.50: Tale ved Jesper Skov Mikkelsen, borgmester, Mariagerfjord Kommune
    • 11.00: Tale ved Mads Duedahl, regionsrådsformand, Region Nordjylland
    • 11.10: Servering af kransekage og sodavand
    • 11.30: Klipning af snor ved Mads Duedahl og Jesper Skov Mikkelsen
    • 11.36: Jesper Skov Mikkelsen og Mads Duedahl stiger på toget og kører nordpå

    Dette ændrer sig i togdriften fra 17. januar 2026

    Med den nye køreplan, der træder i kraft 17. januar, vil IC-togene fra DSB fremover kun stoppe i Hobro, Skørping og Aalborg i Nordjylland. Til gengæld udvides regionalnettet, som drives af Nordjyske Jernbaner, så de nordjyske regionaltog kører hele vejen fra Skagen til Hobro. Arden bliver dermed fremover betjent af Nordjyske Jernbaner, men DSB vil dog fortsat betjene Arden Station med to morgenafgange mod Aalborg. 

    Udvidelsen af regionalnettet betyder også, at regionaltoget fra Nordjyske Jernbaner, som i dag kører mellem Hirtshals og Aalborg, fremover fortsætter hele vejen til Skørping på hverdage i dagtimerne. Dermed bliver det muligt at rejse direkte fra Hirtshals, Hjørring og Brønderslev til Skørping uden skift.

    Samtidig får Aalborg Lufthavn en markant styrkelse af togtrafikken, da både IC- og lyntog fremover kører direkte til lufthavnen, hvilket giver nye rejsemuligheder til og fra blandt andet Hobro, Randers og Aarhus.

    Regionaltog

    • RE75, der i dag kører fra Skagen til Aalborg, udvides til at køre hele vejen fra Skagen til Hobro
    • RE76, der i dag kører fra Hirtshals til Aalborg, udvides, så der køres fra Hirtshals til Skørping

    IC- og Lyntog

    • IC-tog stopper kun i Hobro, Skørping og Aalborg
    • Aalborg Lufthavn betjenes af både IC- og lyntog

    Lokale stationer

    • Arden, Støvring, Svenstrup og Skalborg betjenes fremover kun af regionaltog. Dog vil to IC-tog i morgentimerne fortsat standse i Arden, i retning mod Aalborg.

    Ferieperioder

    • Regionalnettet kører timesdrift i stedet for halvtimesdrift på hverdage i myldretiden.

     

    Sidst opdateret: 14. januar 2026