Det lå ikke lige i kortene, at civilingeniør Maja Mikkelsen skulle slå sig ned i Hobro. Men med drømmejobbet i hus i Mariager og Hobros placering tæt på Aalborg og Aarhus, flyttede hun til byen for enden af Danmarks smukkeste fjord – et valg hun er meget glad for.
Indhold
Maja nyder at være kreativ i fritiden.
Der var ikke meget, der pegede i retning af Mariagerfjord Kommune, da civilingeniør i materialeteknologi, Maja Mikkelsen, skulle slå sig ned efter endt studie.
- Jeg har mere tilknytning til Aalborg og Aarhus, da jeg har studeret i begge byer, og min familie primært bor i Aarhus, forklarer den 25 årige Maja Mikkelsen.
Det var drømmejobbet hos Nordens største virksomhed inden for genanvendelse af plast, Aage Vestergaard Larsen A/S, der i første omgang lokkede Maja Mikkelsen til Hobro. Her begyndte hun som produktudvikler i august 2024.
- AVL er én af de virksomheder, der er langt fremme i genanvendelse af plast i forhold til det husstandsorteret affald. Det har altid interesseret mig, og derfor har jeg altid tænkt, at jeg ville sende dem en ansøgning, når jeg var færdig med mit studie, fortæller Maja Mikkelsen.
Maja arbejder med genanvendelse af plast og udvikler blandt andet på, hvordan kvaliteten af plastikken kan tilpasses kundernes krav omkring specifikke egenskaber.
Inden hun pakkede sine ting i flyttekasser og ringede efter flyttebilen, ville hun gerne have lidt mere tid til at finde det rette sted at flytte til. Derfor investerede hun i første omgang i en bil og pendlede fra sin bopæl i Aalborg til jobbet i Mariager.
- Jeg tænkte, at nu lander jeg lige i virksomheden, og så kan jeg flytte efterfølgende. Så havde jeg også mulighed for at spørge mine kolleger, hvor det ville give mening at bosætte mig.
Alt, hvad jeg behøver - uden støj
Der gik dog ikke lang tid, inden Maja havde tabt sit hjerte til Mariagerfjord og besluttede sig for at flytte i lejlighed i Hobros hyggelige gågade.
- Jeg bor i centrum af Hobro, og jeg skal bare træde ud af døren, så er der alt, hvad jeg har brug for af handlemuligheder. Hvis det, jeg mangler, ikke er der, kan jeg bare hoppe på toget, og så er der ikke længere til Aalborg eller Aarhus end bare en halv time til en time. Det er rigtig lækkert.
Maja peger ikke kun på de gode indkøbsmuligheder. Hun har også fået øje for vores smukke natur med tid til fordybelse og plads til eventyr.
- Efter jeg er flyttet, har jeg kun et kvarter på arbejde. Det har givet mig meget mere tid om eftermiddagen til at gå ture. Naturen her omkring er fantastisk, og der er nogle virkelig gode udflugtssteder tæt på, som jeg nyder godt af, fortæller Maja, der indtil nu har gået mange kilometer i Østerskoven og fortsætter:
- Jeg har planer om udforske forskellige vandreruter rundt om fjorden og besøge Mariager. Det vil mine veninder også sætte pris på, og jeg planlægger at invitere dem med på en tur, så kan vi komme ud og opleve noget sammen.
Der er alt, hvad Maja har brug for, i gågaden i Hobro.
Flyt til Hobro
Om veninderne også får lyst til at flytte til fjordlandet er endnu uvist, men Maja er ikke bleg for at anbefale området til andre.
- I Hobro bor du i en by, hvor du har alt det, du har behov for, bare uden alt det støj fra storbyen. Og har du lyst til en tur til Aalborg eller Aarhus, så er det ikke længere væk. Derfor kan jeg anbefale andre at flytte hertil.