Assistancehund
Du kan søge om en assistancehund eller om træning af din egen hund til assistancehund, hvis du har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
Du kan søge om en assistancehund eller om træning af din egen hund til assistancehund, hvis du har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
For at være i målgruppen er det en forudsætning, at alle relevante pædagogiske, behandlings- og genoptræningsmuligheder er dokumenteret, afprøvet, eller vurderet ikke relevante:
- Behandling i sundhedsvæsnet (somatisk og psykiatrisk) skal være afsluttet og udtømt.
- Relevant medicinsk behandling skal være afprøvet og udtømt.
- Træning og genoptræning skal være gennemført og afsluttet.
- Andre former for støtte skal være afprøvet og effekten skal være vurderet (fx mestringsvejledning, hjælpemidler, pædagogisk støtte, kommunale tilbud og tilbud i civilsamfundet).
Derudover skal din funktionsnedsættelse være af indgribende karakter i din hverdag. Det betyder, at du har så store udfordringer, at du i væsentlig grad er markant begrænset i at klare eller deltage i almindelige daglige aktiviteter.
Sådan søger du
Ønsker du at ansøge om en assistancehund eller om træning af din egen hund til assistancehund, kan du udfylde ansøgningsskemaet nedenfor. Har du spørgsmål eller brug for hjælp til din ansøgning, er du velkommen til at kontakte de sagsbehandlende ergoterapeuter i Myndighed og Visitation.
Spørgsmål og svar
Hvis vi vurderer, at du er i målgruppen, foretager vi en konkret og individuel vurdering af, om en assistancehund i væsentlig grad kan afhjælpe dine udfordringer i hverdagen.
Når vi taler om væsentlig grad, betyder det, at du skal have et betydeligt behov for hjælp, som ikke kan dækkes på anden måde – heller ikke med en almindelig, veltrænet familiehund.
Det forhold, at en hund vil kunne give dig mere tryghed eller vil medvirke til, at du kommer mere ud af hjemmet, kan ikke i sig selv føre til, at en assistancehund er en væsentlig afhjælpning for dig. En almindelig hund kan dække sådant et behov.
I vurderingen skal kommunen inddrage oplysninger om:
- Dine helbredsmæssige forhold.
- Dine sociale forhold.
- Din mulighed for at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation.
- Din mulighed for at undgå isolation i hjemmet eller fra sociale arrangementer.
- Din evne til at opholde dig og sove alene i hjemmet.
- Din mulighed for at færdes selvstændigt til daglige aktiviteter fx indkøb, på arbejde eller uddannelse, lægebesøg og andre behandlinger mv.
- Din mulighed for at få eller fastholde et arbejde eller en uddannelse.
Ved en ansøgning om en assistancehund til et barn eller ung, vil der ofte være iværksat andre behandlingstiltag eller anden støtte, fx familiebehandling, kontaktpersonordning, særlige skoletilbud eller andre pædagogiske tiltag, hvor effekten heraf først skal vurderes.
De ovenfor anførte punkter indgår ligeledes i vurderingen af barnets eller den unges livssituation, idet der gælder de samme kriterier for oplysning af sagen som for voksne.
Sagsbehandlende ergoterapeuter
Telefon: 97 11 34 48
Telefontider
| Mandag | 09:00 – 11:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 09:00 – 11:00 |
| Onsdag | 09:00 – 11:00 |
| Torsdag | 09:00 – 11:00 |
| Fredag | 09:00 – 11:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Du kan kontakte din sagsbehandler direkte mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 08.30 - 09.30.