Gå til hovedindhold

Strategi for Uddannelsesby Hobro

Med Strategi for Uddannelsesby Hobro bygger vi videre på de stærke rammer, vi allerede har, og fokuserer på tre pejlemærker: uddannelse for alle og gode overgange, trivsel og meningsfulde fællesskaber samt byrum og forbindelser.

Indhold

    Strategiens formål og ambitioner

    Med denne reviderede Strategi for Uddannelsesby Hobro bygger vi videre på grundlaget fra strategien for Hobro som attraktiv uddannelsesby fra 2021. Vi bygger ovenpå alt det gode, der allerede er og fortsætter med at styrke og udvikle de bedste rammer for læring, trivsel og fællesskab.

    Formålet med strategien er at sætte en fælles retning for, hvordan Uddannelsesby Hobro fortsat bidrager til Byrådets vision om, at Mariagerfjord Kommune er et godt sted at leve og opleve, lære og uddanne sig, og hvor vi vil mere, og der er plads til flere. Dette er særligt vigtigt i en tid, hvor uddannelseslandskabet er under hastig forandring, og hvor vi ser ind i ændringer i befolkningssammensætningen. Flere og bedre uddannelsestilbud styrker både den enkeltes fremtidsmuligheder, og har også en positiv effekt på bosætning og rekruttering af arbejdskraft i kommunen. Men at kalde sig en uddannelsesby forpligter. Det kræver alsidige uddannelsesmuligheder, et trygt og attraktivt unge- og uddannelsesmiljø – både i det nye campusprojekt og i Uddannelsesby Hobro generelt – samt gode overgange fra grundskole til uddannelse og videre til arbejdsmarkedet. At lykkes med dét er netop strategiens ambition.

    Samarbejde som forudsætning for succes

    Strategien er Mariagerfjord Kommunes, og dens succes afhænger af et stærkt og forpligtende samarbejde. Strategien kan kun realiseres, hvis alle parter: kommune, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og kultur- og fritidsaktører engagerer sig aktivt og arbejder målrettet sammen. Hver part spiller en afgørende rolle, og fælles ejerskab er en grundlæggende forudsætning for, at ambitionerne kan blive til virkelighed.

    Det stærke partnerskab og samarbejde om Uddannelsesby Hobro er derfor fortsat helt afgørende for at skabe grundlag for handling og udvikling i de kommende år, for det er gennem tæt dialog og fælles handling, at vi skaber de bedste forudsætninger for attraktive unge- og uddannelsesmiljøer.

    Styrket synlighed og markedsføring

    Et attraktivt uddannelsesmiljø skal synliggøres. En styrket og målrettet markedsføring af Uddannelsesby Hobro er derfor en vigtig del af strategien. Vi skal ikke alene tilbyde gode rammer, vi skal også fortælle om dem. Det er positivt, at hele 80% af førsteårseleverne på ungdomsuddannelserne i Mariagerfjord vil anbefale andre at tage deres uddannelse i Hobro. Det er en stærk fortælling, som skal ud til såvel unge som deres forældre, men også til potentielle tilflyttere og samarbejdspartnere. Ved at synliggøre de mange muligheder og de stærke fællesskaber, som allerede findes, kan vi understøtte rekruttering, bosætning og en fortsat udvikling af Uddannelsesby Hobro.

    Strategiens sammenhæng med øvrige politikker 

    Strategien spiller sammen med Børne- og ungepolitikken, Erhvervspolitikken samt Kultur-, Fritids- og Idrætspolitikken. Hvor disse sætter de overordnede rammer for arbejdet med børn og unge, og hvordan vi skaber gode forhold for det lokale erhvervsliv samt sunde og aktive fællesskaber, fokuserer Strategi for Uddannelsesby Hobro konkret på at udvide de lokale uddannelsesmuligheder, udvikle stærke uddannelsesmiljøer, øge andelen af unge der vælger en lokal uddannelse samt sikre gode overgange mellem grundskolen, uddannelser og til arbejdsmarkedet. Alt sammen til gavn for eleverne og de studerende selv, men også for virksomhedernes rekruttering og kommunens bosætning.

    Tre strategiske pejlemærker

    Strategien hviler på tre strategiske pejlemærker, der tilsammen sætter retningen for at fastholde alt det gode, der er i dag samt realisere det nye i strategien:

    1. Uddannelse for alle og gode overgange
    2. Trivsel og meningsfulde fællesskaber
    3. Byrum og forbindelser

    De tre pejlemærker er ikke tænkt som isolerede spor, men som gensidigt afhængige spor der understøtter hinanden, og alle forudsætter stærke og forpligtende samarbejder. Både internt i kommunen, med uddannelsesinstitutioner, virksomheder, kultur- og fritidsliv samt ikke mindst med eleverne og de studerende selv. Det er i samspillet mellem aktørerne, at vi skaber stærke uddannelsesmiljøer, meningsfulde fællesskaber og gode overgange.

    Uddannelse for alle og gode overgange

    Alle skal have mulighed for at tage en uddannelse og derigennem udvikle sig fagligt, socialt og personligt. Lige fra den første ungdomsuddannelse til videregående uddannelse, opkvalificering eller brancheskifte senere i livet.

    Et varieret og fleksibelt lokalt uddannelsesudbud giver den enkelte flere og bedre muligheder for at forme egen vej, samtidig med at det styrker bosætningen, skaber liv i byerne og understøtter virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft.

    Derfor skal vi arbejde for et varieret uddannelsesudbud, fleksible læringsforløb samt efteruddannelsestilbud, der understøtter både den enkeltes udvikling og arbejdsmarkedets behov. Samtidig skal vi fremme viden om uddannelses- og karriereveje, så det er muligt at træffe velinformerede og reflekterede valg.

    Det gør vi:

    • Understøtter udvidelse og fastholdelse af uddannelsesudbuddet i tråd med arbejdsmarkedets behov. Herunder arbejder for, at der er skole-, uddannelses- og efteruddannelsestilbud for alle – også dem, der ønsker at skifte spor senere i livet.
    • Styrker dialogen og det tværgående samarbejde gennem faste mødefora og partnerskaber mellem uddannelser, erhvervsliv og kommunen – både operationelt og strategisk.
    • Styrker viden om uddannelsesmuligheder for elever i grundskolen såvel som deres forældre for at nuancere eventuelle forudindtagelser og forestillinger om forskellige uddannelser.
    • Understøtter kompetenceudvikling af uddannelsesvejledere og lærere, så de har solid indsigt i lokale samt øvrige uddannelses- og karrieremuligheder. 
    • Skaber muligheder for fritidsjob, frivilligt arbejde, virksomhedsbesøg, praktikker og lærepladser, så elever og studerende får inspiration til uddannelses- og karriereveje og tidlige relationer til arbejdsmarkedet.
    • Inspirerer og forbereder elever og studerende på arbejdslivet gennem praksisnær undervisning og virksomhedssamarbejde.
    • Prioriterer brobygning og andre aktiviteter, der kan understøtte gode overgange og oplevelse af sammenhæng for elever og studerende.
    • Arbejder strategisk med tilknytning og inspirerer til, at et potentielt frafald i stedet bliver til et omvalg.
    • Støtter og inspirerer elever, der afbryder deres ungdomsuddannelse, samt studenter der ikke kommer videre i job eller videreuddannelse, til mulige uddannelses- og karriereveje.

    Trivsel og meningsfulde fællesskaber

    Trivsel og meningsfulde fællesskaber blandt elever og studerende er afgørende for, at Hobro er en attraktiv uddannelsesby. Derfor arbejder vi for at styrke trivsel, forebygge mistrivsel og sikre fællesskaber gennem et tæt samarbejde mellem kommunen, uddannelsesinstitutioner, erhvervs-, kultur-, fritids- og foreningslivet samt eleverne og de studerende selv. Elever og studerende skal nemlig ikke blot deltage i eksisterende fællesskaber – de skal selv være med til at udvikle og forme de miljøer, de færdes i for herigennem at føle ejerskab og medansvar.


    Det gør vi:

    • Arbejder for at kultur- og foreningslivet har gode betingelser i Mariagerfjord Kommune.
    • Sikrer at elever og studerende kender til og inddrages i kultur-, fritids- og foreningstilbud, blandt andet gennem et fokus på at formidle og tilpasse eksisterende tilbud til skiftende behov og interesser mere end ved at skabe flere og større tilbud.
    • Understøtter udviklingen af fleksible og fællesskabsorienterede uddannelsesmiljøer med elever og studerende som aktive medskabere.
    • Skaber rammer for stærke fællesskaber, blandt andet gennem arrangementer og initiativer på tværs af skoler og uddannelsesinstitutioner.
    • Gør det nemt for elever, studerende og fagprofessionelle at finde information om relevante tilbud og støttemuligheder, der kan forebygge og håndtere mistrivsel.

    Byrum og sammenhænge

    For at Hobro er en attraktiv uddannelsesby, er det afgørende, at elever og studerende trives både i og uden for skoletiden. Mariagerfjord rummer allerede mange gode tilbud, men vi kan med fordel styrke og udvikle ungevenlige mødesteder og byrum, hvor elever og studerende spontant kan samles og være
    sammen uden for meget planlægning. 

    Et centralt element i denne udvikling er etableringen af Campus Hobro, men campus kan ikke stå alene. Det skal tænkes som en integreret del af byens samlede uddannelses-, by- og fritidsmiljø med gode forbindelser mellem campus og de uddannelsesinstitutioner, ungdomsmiljøer og by– og fritidsaktiviteter, som ikke bliver en fysisk del af campus. Det handler om mobilitet, sammenhænge og om stærke visuelle og funktionelle forbindelser, både hvad angår den trafikale infrastruktur, men også de oplevelsesmæssige forbindelser, der
    gør det attraktivt at færdes i byen som elever, studerende og borgere generelt. 

    Det gør vi:

    • Understøtter udviklingen af fysiske uddannelsesmiljøer, der fremmer fællesskaber og aktivitet. 
    • Arbejder for at realisere Campus Hobro som et centralt element i at understøtte byens liv og attraktive uddannelsesfællesskaber. 
    • Sikrer, at Campus indgår som en aktiv del af byens udvikling, herunder i arbejdet med at forbinde bymidte og havn med attraktive stiforbindelser, grønne rum og gode opholdsmuligheder.
    • Understøtter eksisterende samlingssteder og prioriterer åbne og inviterende byrum i byplanlægningen, der indbyder til ophold, fællesskab og oplevelser.
    • Styrker de fysiske forbindelser mellem byens uddannelsessteder og faciliteter. 
    • Arbejder for at elever og studerende har kortest mulig transporttid mellem hjem og uddannelsessted via kollektiv trafik og alternative mobilitetsløsninger.
    • Understøtter ungdomsboligindsatsen ved strategisk anvendelse af kommunale grundkapitalmidler.
    Sidst opdateret: 3. september 2025