Gå til hovedindhold

Markstakke

Herunder finder du regler og vejledninger for markstakke

Indhold

    Markstak med gødning

    Det er kun komposteret dybstrøelse, der må ligges i markstak. Dybstrøelsen skal være ensartet og have et tørstofindhold på mindst 30 %.

    Den komposterede dybstrøelse skal opsættes i stakke, hvor der er luft nok til en ensartet omsætning. Tilstrækkelig med luft kan sikres ved:

    • En god struktur i markstakken.
    • Opsætning af markstakken med en gødningsspreder.
    • Markstakken sikres lufttilgang: 2 m bred i bunden og ca. 1,5 m høj.

    Markstakken skal være overdækket med kompostdug eller andet regntæt materiale, senest 1 uge efter oplægning.

    Materialer til overdækning

    Kompostdug bør have en kvalitet svarende til minimum 100 gram/m² for at sikre, at den er tilstrækkelig robust overfor mekaniske påvirkninger. Dugen bør være UV-stabiliseret, da levetiden ellers kan være begrænset.

    Plastfolie bør have en tykkelse på mindst 0,15 mm for at sikre, at den er tilstrækkelig robust overfor mekaniske påvirkninger.

    Presenning skal være tæt og bør være UV-stabiliseret, da levetiden ellers kan være begrænset. Vævede presenninger skal som minimum være lige så lufttætte som kompostdug.

    På grund af den omsætning, der sker i markstakken, vil den synke sammen efter etablering. Det betyder, at overdækningen vil komme til at ligge løst på markstakken, med risiko for, at den blæser af eller rives itu. Det er derfor nødvendigt, at overdækningsmaterialet fastholdes på markstakken. Til dette formål kan for eksempel anvendes halmballer, bildæk, sandsække eller lignende.

    Overdækningen skal tilses jævnligt i løbet af opbevaringsperioden. Skader, i form af huller i overdækningen, skal udbedres.

    Markstakken skal overholde nedenstående afstandskrav:

    Kategori Afstandskrav, meter

    Enkelt vandindvindingsanlæg

    25

    Fælles vandindvindingsanlæg

    50

    Vandløb (herunder dræn) og søer

    15

    Offentlig vej og privat fællesvej

    15

    Levnedsmiddelvirksomhed

    25

    Beboelse på samme ejendom

    15

    Naboskel

    30

    Markstakken må i øvrigt ikke medføre risiko for forurening af grund- eller overfladevand. Den må derfor ikke placeres på skrånende arealer mod vandløb og søer.

    Markstakken må højst ligge samme sted i 12 måneder og ikke samme sted igen før efter 5 år. Markstakkens placering skal indtegnes på markkort og gemmes i 6 år.

    Hvornår er dybstrøelse kompost?

    Kvæg

    Dybstrøelse, der i gennemsnit har ligget 3-4 måneder i en stald, vil ofte være så kompostlignende, at det må opbevares i en markstak. Der skal gå mindst 6 måneder imellem udmugningerne for at opnå en gennemsnitlig liggetid på 3-4 måneder.

    Dybstrøelse fra kalvebokse med 14. dages udmugning kan ikke betragtes som kompostlignende.
    Afskrabning fra ædepladsen i en dybstrøelsesstald er ikke kompost.

    Fjerkræ

    Dybstrøelse fra fjerkræstalde kan være kompostlignende allerede efter 1-2 måneder.

    Svin

    Svin, der går på dybstrøelse, fordeler ikke naturligt gødningen over hele måtten, som for eksempel kvæg. Dybstrøelse fra svin er derfor ikke ”komposteret dybstrøelse”, selvom der er gået 6 måneder fra indsættelse af svin i stalden.

    Markstak med husdyrgødning fra svinestalde accepteres dog, hvis nedenstående følges:

    • En god struktur i markstakken og min. 30 % tørstof.
    • Der udrulles ca. 25 cm halm som underlag, hvor stakken skal ligge.
    • Markstakken opsættes med gødningsspreder
    • Markstakken sikres lufttilgang: 2 m bred i bunden og ca. 1,5 m høj.
    Pelsdyr

    Det er ikke tilladt at opbevare gødning fra pelsdyr i markstak.

    Gødningen skal opbevares på godkendt møddingsplads. Det er dog tilladt at opbevare gødning i markstak, hvis det sker i forbindelse med sygdom i besætningen.

    Reglerne i Husdyrgødningsbekendtgørelsen for opbevaring af gødning fra pelsdyr i markstak skal da følges.

    Heste

    Selv om tørstofprocenten i dybstrøelse fra heste er over 30, har gødningen ikke gennemgået en komposteringsproces. Frisk hestemøg må ikke udlægges direkte i markstak. Før hestegødningen må oplagres i markstak, skal det opbevares på en møddingsplads med fast bund og afløb i mindst 3-4 måneder og tørstofindholdet skal være på mindst 30 % i hvert delparti.

    Det er kun tilladt at anvende markmødding i særlige tilfælde, hvor kommunen har meddelt tilladelse.

    Ensilage

    Ikke saftgivende ensilage må opbevares i markstak. Markstakken skal være overdækket.

    Landbrugets rådgivningscenter har udarbejdet notat om, hvilke ensilagetyper, der kan betegnes som henholdsvis saftgivende og ikke-saftgivende.

    Der gælder de samme afstandskrav, som for kompost i markstak. Ensilagestakken bør kun opbevares samme sted i 2 år.

    Sidst opdateret: 21. juni 2022

    Kontakt

    Teknik og Miljø

    Landbrug

    Arden Rådhus

    Østergade 22

    9510 Arden

    E-mail: landbrug@mariagerfjord.dk