Specialundervisning
Her kan du læse om kommunens specialundervisningstilbud og specialklasser. Det er PPR og skolen som vurderer, om et specialtilbud er den rette løsning for dit barn.
Specialklasser og specialpædagogisk støtte
Nogle børn har behov for mere støtte, end den almene undervisning kan tilbyde. Mariagerfjord Kommune tilbyder derfor forskellige specialundervisningstilbud, herunder specialklasser med tilhørende SFO.
For andre børn er den bedste løsning at modtage ekstra støtte på egen skole. Det er barnets distriktsskole og PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), der vurderer, om dit barn har behov for et specialundervisningstilbud eller specialpædagogisk støtte.
Undervisningstilbud
Spor C ligger på Rosendalskolen. I spor C kan eleverne få et undervisningstilbud fra 0.kl. – 10. kl. hvis det skønnes nødvendigt.
Vores målgruppe er primært elever med diagnosen, ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder)
Vi har dog også elever, der er diagnosticeret indenfor autismespektret, tourettes syndrom, angst m.fl..
Flertallet i vores elevgruppe har vanskeligheder eller udviklingsforstyrrelser i forhold til opmærksomhed, aktivitetskontrol, impulskontrol, motorikkontrol eller bearbejdning af sanseindtryk.
Mange af børnene fremstår derfor meget aktive, de er impulsstyrede og kan have nedsat koncentrationsevne. Eleverne er typisk præget af komplekse problemstillinger, der kommer til udtryk i forhold til både faglige, personlige og sociale krav.
Eleverne kan have andre problematikker end ADHD.
- Adfærds forstyrrelser.
- Familiære udfordringer, som kan have indflydelse på undervisningen i skolen.
- Faglige udfordringer
- Lav begavelse
- Tillægsdiagnoser som har indflydelse på elevernes kompetencer
Vores erfaring er, at flertallet af de elever, vi modtager, har et lavt selvværd eftersom de har oplevet nederlag i de almene folkeskoleklasser. Det kan være relateret til manglende faglig forståelse og udvikling. Eleverne kan ofte have dårligere erfaringer i samspillet med tidligere klassekammerater eller voksne. Vi har elever fra 0. - 10. klassetrin, og flere af eleverne er klassesænket.
K-klasserne ligger på Arden Skole og på Mariager Skole, og er et specialundervisningstilbud for elever med autismespektrumsforstyrrelser. Eleverne kan undervises i dette tilbud fra 0 kl. – 10.kl.
Kontaktklasserne med tilhørende SFO er en del af Mariagerfjord Kommunes undervisningstilbud til elever
med vanskeligheder indenfor Autismespektret og tilgrænsende problematikker.
Elevgruppen er i mere eller mindre grad præget af forstyrrelser inden for områderne kommunikation, socialitet og forestillingsevne. Ligeledes kan de have afvigende adfærdsmønstre. De kan være præget af angst og usikkerhed, samt mangel på selvværd og selvtillid.
En afledt følge af denne problemstilling er frygten for det uforudsigelige - det uforståelige. Overskuelighed, forudsigelighed, struktur og anerkendelse er derfor grundpiller i vores kontakt med eleverne. Etableringen af en positiv atmosfære er et element vi har stor fokus på i vores dagligdag. Den gode stemning er grundlaget for udviklingen. Det handler om at være tryg.
Praktikklassen er kendetegnet ved at tilbyde undervisning til elever, der på grund af en medfødt eller erhvervet intellektuel funktionsnedsættelse ikke er kognitivt alderssvarende udviklet og dermed ikke kan honorere de krav, de møder i den almene folkeskole. Formålet med specialtilbuddet er at klargøre eleven til det efterfølgende ungdoms– og voksenliv. Via en erhvervsrettet og praktisk skolegang klargøres eleverne til at tage en ungdomsuddannelse eller at blive erhvervsafklarede så de kan komme videre på arbejdsmarkedet.
Praktikklassen er et specialundervisningstilbud målrettet elever i 7.—9.klasse med generelle indlæringsvanskeligheder. I relevante situationer kan elever dog visiteres fra 6. klasse og ligeledes i 10. klasse. Praktikklassen er for unge, der vurderes at kunne få et større udbytte af et specialundervisningstilbud. Undervisningen er mere praktisk betonet og leder hen mod en ungdomsuddannelse eller beskæftigelse.Kendetegnet for målgruppen er, at de har brug for mere tid, andre materialer og andre arbejdsgange end i en almindelige folkeskoleklasse.
Læs mere om Praktikklassen på Mariagerfjord Ungdomsskoles hjemmeside.
Kridthuset er et specialpædagogisk skole- og fritidstilbud med en fælles pædagogisk målsætning til elever i den undervisningspligtige alder. Kridthuset er opdelt i to afdelinger en AKT-afdeling og en TF-afdeling. (Tidlig følelsesmæssig Frustration), der er placeret på Assens Skole.
Et AKT-barn har udfordringer med de tre overskrifter (AKT). Det være sig Adfærdsproblemer, Kontaktproblemer eller Trivselsproblemer. Børnene behøver ikke have problemer inden for alle tre problemområder. AKT-barn vil være i forskellige vanskeligheder; ofte med socioemotionelle- og/eller adfærdsmæssige problemer og/eller kognitive vanskeligheder.
VG-klasserne er for elever med svære generelle indlæringsvanskeligheder. Disse elever undervises på Astrup Skole.
Astrup Skoles målgruppe er børn og unge med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder. Her kan være tale om kommunikative, relationelle, perceptuelle, motoriske samt sociale vanskeligheder. Nogle elever er ikke mobile og anvender kørestol og andre hjælpemidler. Eleverne kan ofte have flere diagnoser, men fælles for dem alle er, at de har vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder, hvilket betyder, at deres udviklingsalder ligger væsentligt under levealder.