Hobro - Ølsgade 14-18 - Forslag til Lokalplan 213/2026, døgninstitution ved Ølsvej - Høring
Høringsfrist 17. september 2026 kl. 23.59
Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune har på møde den 11. august 2026 vedtaget Forslag til Lokalplan 213/2026 for Døgninstitution ved Ølsvej i Hobro.
Offentlig høring af lokalplanforslaget
Forslaget fremlægges til offentlig høring i 4 uger. I denne periode har alle mulighed for at komme med bemærkninger eller indsigelser til planforslaget. Efter høringsperiodens udløb vil Udvalget for Teknik og Miljø behandle alle henvendelser og efterfølgende vurdere, om lokalplanen kan vedtages endeligt i deres nuværende form.
Hvis der efter høringsperioden ikke er indkommet høringssvar, er Fagenheden bemyndiget til administrativt at vedtage lokalplanen endeligt.
Høringsfristen er 17. september 2026. Eventuelle indsigelser, bemærkninger mv. skal sendes enten som mail til plan@mariagerfjord.dk eller som brev til Mariagerfjord Kommune, Plan og Byg, Adelgade 30B, 9500 Hobro og skal være kommunen i hænde senest denne dato.
Lokalplanforslaget kan også ses på www.plandata.dk, hvor det er fremlagt fra 19. august 2026. Hvis du er interesseret i at vide mere om planforslaget, er du velkommen til at kontakte Plan og Byg.
Lokalplanens formål og indhold
Lokalplanen skal give mulighed for at døgninstitutionen på Ølsvej, kan udvide sin bygningsmasse i sammenhæng med den eksisterende bebyggelse og i overensstemmelse med omgivelserne.
Lokalplanområdet er beliggende i det værdifulde kulturmiljø Hostrup Huse, som lokalplanen skal sikre ikke forringes eller udviskes med bestemmelser om fa-cadematerialer, tagudformninger, bygningshøjde og placering af bebyggelse.
Lokalplanområdets formål er derfor at muliggøre opførelse af bebyggelse til døgninstitution imellem eller bagved eksisterende døgninstitutionsbebyggelse, at muliggøre at ejendommen på Ølsvej 18 kan anvendes til døgninstitution, og at udlægge et grønt friareal langs Ølsvej. Friarealet skal sikre, at døgninstitutionen fortsat fremstår tilbagetrukket fra vejen og dermed ikke yderligere påvirker kulturmiljøets karakter af at være et beboelseskvarter. Samtidig skal lokalplanen sikre at friarealet fremstår grønt, så lokalplanområdet indpasser sig naturligt med respekt for omgivelserne i området.
Lokalplanen udlægger ligeledes den vestlige del af lokalplanområdet til nærrekreativt område i overensstemmelse med kommuneplanrammen.
I lokalplanen overføres størstedelen af området til byzone, og den fremtidige anvendelse af denne del bliver til døgninstitution og grønt område for denne. Den vestlige del af lokalplanområdet, som udlægges til nærrekreativt område, forbliver i landzone.
Du kan se lokalplanen under bilag her på siden.
Miljøvurdering af planforslaget
I henhold til ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)” er der ved udarbejdelse af lokalplanforslaget foretaget en screening af miljøpåvirkninger. Screeningen er indeholdt i planforslaget, og resultatet af screeningen er, at planforslaget ikke får væsentlige indvirkninger på miljøet.
Mariagerfjord Kommune har derfor truffet afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering.
Klagevejledning til screeningen kan ses under bilag her på siden.
Lokalplanens midlertidige retsvirkninger
Indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort og højst et år efter denne offentliggørelse af lokalplanforslaget, må ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, ikke bebygges eller på anden måde udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige lokalplans indhold.
Efter høringsperiodens udløb kan Byrådet dog tillade, at en ejendom i lokalplanområdet bebygges eller udnyttes, hvis dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, og hvis der ikke er tale om på begyndelse af større byggearbejder. Tilladelse kan dog ikke gives så længe en indsigelse i henhold til Planlovens §§ 29, 29a og 29b opretholdes, eller hvis erhvervs- og vækstministeren har truffet beslutning efter Planlovens § 3, stk. 5.
Dine bemærkninger til høringsforslaget vil blive offentliggjort
Når du indsender høringssvar, vil dit høringssvar samt din adresse og din mailadresse blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i dagsordner til kommunens byråd og politiske udvalg.
Spørgsmål og bemærkninger
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Plan og Byg på telefon 97113000 mandag til onsdag fra kl. 13:00 til 14:30, samt torsdag fra kl. 13:00 til 16:30.
Du er også velkommen til at skrive en mail til plan@mariagerfjord.dk eller sende et brev til Plan og Byg, Adelgade 30B, 9500 Hobro.