Gå til hovedindhold

Mariagerfjord Kommune løfter velfærden med ny budgetaftale

Bred aftale giver bedre service til borgerne og sikrer et solidt økonomisk fundament.

Indhold

    Bag budgettet står partierne Socialdemokratiet (A), Konservative (C), Socialistisk Folkeparti (F), Dansk Folkeparti (O) og Venstre (V). Fra venstre: Jesper Skov Mikkelsen (V), Jørgen Hammer Sørensen (O), Jens-Henrik Kirk (C), Jens Riise Dalgaard (A), Mogens Jespersen (V), Leif Skaarup (A) og Peder Larsen (F).

    Et bredt flertal i Mariagerfjord Byråd har indgået budgetaftalen for 2026-2029. Efter flere år med stramme rammer og besparelser er der nu plads til at tilføre markante midler til velfærd tæt på borgernes hverdag og til gavn for erhvervslivet.

    Det vækker glæde hos borgmester Mogens Jespersen, som sidder for bordenden af forhandlingsudvalget for sidste gang.

    - Årets budgetaftale står på skuldrene af flere års ansvarlig budgetlægning. Nu kan vi endelig prioritere serviceløft og anlægsinvesteringer, som borgerne og erhvervslivet kan mærke i deres hverdag, siger borgmester Mogens Jespersen.

    Han understreger, at det hele tiden har været et fælles mål at styrke velfærden uden at sætte kommunens langsigtede økonomi over styr.

    -Vi investerer bredt i velfærden, fra vores mindste borgere i dagplejen til vores ældste borgere på plejecentrene. Samtidig støber vi et stærkt fundament, så vi kan udvikle kommunen og skabe gode rammer for både vores borgere og vores erhvervsliv.

    Kommunens økonomi er stabil, og likviditeten giver plads til en såkaldt buffer på 15 millioner kroner til uforudsete udgifter.

    Løft på ældreområdet

    På ældreområdet er der lagt op til et kvalitetsløft. Allerede fra 2026 bliver der igen musikterapi og pædagogiske måltider på plejecentrene, som styrker fællesskabet omkring spisningen. Der afsættes 1,3 millioner kroner årligt til musikterapi og 350.000 kroner til måltiderne. Dertil kommer 1,5 millioner kroner hvert år til et generelt kvalitetsløft, der giver beboerne mere nærvær og fleksibilitet i hverdagen.

    Også hjemmeplejen bliver styrket markant. Her tilføres fem millioner kroner årligt, så organiseringen kan forbedres, og hjælpen til de ældre bliver mere sammenhængende og helhedsorienteret. Samlet set får ældreområdet mere end 30 millioner kroner frem mod 2029 for at imødekomme det stigende antal ældre borgere, som får behov for hjælp og pleje.

    Nye investeringer i børn, unge og skoler

    Børn- og ungeområdet er også en klar prioritering. Dagplejen får tilført 840.000 kroner om året, så de små børn i højere grad undgår skift i gæsteplejen og de trygge rammer fastholdes.

    Skolerne bliver styrket, da et eventuelt overskud på visitationspuljen fra 2025 og frem kanaliseres over på almenområdet. Overskuddet fordeles forholdsmæssigt til skolerne ud fra antal elever, der bliver visiteret til et specialundervisningstilbud med den højeste egenbetaling for skolerne. Det betyder, at almenområdet får flere midler, samtidig med at specialområdet er bragt i balance. Der bliver også afsat 240.000 kroner til samdriftsordninger i Assens og Havbakke, så institutionerne kan fastholde deres serviceniveau.

    Desuden får børn og unge i tre byer et nyt fritidstilbud, når juniorklubber bliver etableret i Hørby, Hobro og Mariager. Til sammen koster klubberne 723.000 kroner og giver flere unge adgang til trygge og lærerige fællesskaber.

    Tilskud til pasning af egne børn 

    Aftaleparterne er enige om at genindføre muligheden for, at forældre kan få tilskud til pasning af egne børn i hjemmet i alderen 0-2 år. Forældre kan maksimalt benytte ordningen i et år. Tilbuddet træder i kraft pr. 1. januar 2026 og parterne er enige om, at tilskuddet svarer til 85 procent af nettoudgiften til det billigste alternativ inden for aldersgruppen.

    Hurtigere sagsbehandling og flere jobmuligheder 

    Der er fart på erhvervs- og byggeaktiviteten i Mariagerfjord Kommune, og den ekstra travlhed har medført udfordringer med sagsbehandlingstiden. Forligspartierne ønsker at nedbringe sagsbehandlingstiderne for miljøtilsyn, lokalplaner og byggesager, og afsætter derfor 1,2 millioner kroner til miljøområdet, 1,2 millioner kroner til lokalplaner og byggesager samt 300.000 kroner til tilsyn på spildevandsområdet.

    Forligspartierne ønsker at understøtte kommunens muligheder for at tage socialt ansvar som arbejdsgiver og opretter 30 årsvikariater, så borgere på offentlig forsørgelse får bedre muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet. Derudover afsætter partierne 300.000 kroner til at ansætte flere EGU-elever, som kan få et fodfæste på arbejdsmarkedet

    Styrket borgerinddragelse og lokalsamfund 

    Aftaleparterne styrker borgerinddragelsen med flere midler til borgermøder og forslag fra borgerne. Samtidig øges støtten til hovedbyerne: Hobro får 200.000 kroner ekstra, mens Hadsund, Mariager, Arden og Østkysten hver får 100.000 kroner oven i de eksisterende midler.

    Der afsættes 100.000 kroner både i 2026 og 2027 til en forsøgsordning, der skal hjælpe soldaterveteraner, i samarbejde med nabokommunerne.

    Store investeringer i anlæg og byudvikling

    Der er også sat penge af til en række større anlægsprojekter. Mariager Skole får et yderligere løft på 9,4 millioner kroner, så elever og personale kan se frem til nye faglokaler, et større skolegårdsprojekt og bedre faciliteter til indskolingen. På Havbakkeskolen bruger parterne fem millioner kroner på at forny faglokalerne. Børnehaven Kriblebo i Als renoveres for 1,9 millioner kroner, mens kommunen samtidig undersøger mulighederne for at etablere vuggestuepladser samme sted.

    Sundhedsklinikkerne i Hadsund og Arden bliver moderniseret for 2,5 millioner kroner, så de kan leve op til fremtidens krav.

    I Hadsund får den længe ventede legeplads i bymidten hjælp til realisering, når aftaleparterne bidrager med 500.000 kroner. Samtidig afsættes der resurser til gågadens vandløb i Hadsund.

    Til vej- og byudvikling er der afsat 200.000 kroner til et forprojekt på Aalykkevej-Fyrkatvej i 2026 og tre millioner kroner til selve fortovsprojektet på Aalykkevej i 2027. Desuden tilføres 300.000 kroner årligt til vedligeholdelse af haller og klubhuse samt 750.000 kroner over tre år til forberedelse af større renoveringer i svømmehallerne i Arden, Hobro og Hadsund.

    Endelig fastholdes Campus Hobro som et strategisk fyrtårnsprojekt, hvor kommunen i samarbejde med flere uddannelsesinstitutioner vil skabe et nyt fælles campus tæt på bymidten, som er en investering i uddannelse, bosætning og vækst.

    Skatten fastholdes

    Forligspartierne er enige om, at stabilitet på økonomien også betyder ro om skatten. Derfor fastholdes indkomstskatten på 25,9 procent og grundskyldspromillen på 15,7.

    Bag budgettet 2026-2029 står partierne Socialdemokratiet (A), Konservative (C), Socialistisk Folkeparti (F), Dansk Folkeparti (O) og Venstre (V).

    Sidst opdateret: 17. september 2025