Alkoholbehandling
Har du et alkoholforbrug, der påvirker din hverdag, kan du få hjælp hos Mariagerfjord Rusmiddelcenter.
Overvejer du alkoholbehandling — kontakt os anonymt
Du kan trygt kontakte Rusmiddelcentret, hvis du overvejer stofbehandling. Her kan du få anonym rådgivning og svar på dine spørgsmål. Vi fortæller også om de tilbud, vi har til dig og dine pårørende.
Du kan kontakte os uden henvisning. Vi tilbyder op til 5 anonyme rådgivningssamtaler.
Udredning og visitation
Hvis du beslutter dig for at starte i behandling, vil du først blive tilbudt en udredning og visitation. Formålet er at få et overblik over din situation – herunder dit rusmiddelbrug, dine sociale forhold samt din fysiske og psykiske trivsel. Samtidig taler vi med dig om din motivation og dit behov for behandling, så vi kan finde det tilbud, der passer bedst til dig.
Der er 14 dages behandlingsgaranti. Det betyder, at der højst må gå 14 dage fra du beder om behandling, til du får tilbudt et behandlingsforløb. Behandlingen er gratis.
Behandlingstilbud
Vi tilbyder ambulant behandling i form af individuelle samtaler. Din behandler udarbejder i samarbejde med dig, en behandlingsplan med dine mål for forløbet i Rusmiddelcentret. Indsatsens varighed og intensitet vurderer vi sammen løbende.
Formålet med indsatsen er:
- at hjælpe dig med at leve et godt og selvstændigt liv uden brug af alkohol.
- at arbejde sammen med dig om at stoppe, forebygge og reducere de skadesvirkninger, misbrug påfører dig og din familie og det omgivende samfund.
Når dit behandlingsforløb afsluttes, vil du efter en og seks måneder blive tilbudt en opfølgningssamtale. Årsagen hertil er, at fastholde positive behandlingsresultater og eventuelt forebygge slip eller tilbagefald.
Når man holder op med at drikke, kan kroppen reagere ved at blive abstinent. Det kan betyde symptomer som ved let eller svær influenza eller andre sværere symptomer som for eksempel opmærksomhedsforstyrrelser, rystelser eller kramper. Disse symptomer kan afhjælpes ved medicinsk behandling.
Hvis du har brug for abstinensbehandling, skal dette ske i samarbejde med din egen læge.
Egen læge kan vurdere:
- Om du skal tilbydes indlæggelse til afrusning på sygehuset, ved mistanke om komplicerede forløb.
- Om du kan tilbydes afrusning i eget hjem, eventuelt med understøttelse af hjemmesygeplejen i forhold til medicinhåndtering.
Døgnbehandling er et af de mest omfattende behandlingstilbud, du kan modtage. Det tilbyder vi kun, hvis din samlede situation er så belastet, at Rusmiddelcentret vurderer, at ambulant behandling ikke vil være tilstrækkeligt til at tilgodese dit behandlingsbehov.
Indsatsen omfatter:
- Afgiftning
- Stabilisering - helbredsmæssigt og socialt
- Indlæring af sunde strategier
- Bearbejdning og håndtering af følelsesmæssige problematikker, relateret til misbruget.
Mariagerfjord Kommune råder ikke over egne døgninstitutioner. Derfor foregår døgnbehandling på godkendte eksterne døgninstitutioner. Døgnbehandlingen varer oftest mellem to og fire måneder.
Stofmisbrugsbehandling er gratis, men du betaler for kost og logi i forbindelse med døgnbehandling. Egenbetalingen fastsættes ud fra en konkret vurdering af din økonomi.
Vælger du at lade dig indskrive i et privat behandlingstilbud uden forudgående visitering fra Rusmiddelcentret, vil du selv skulle afholde behandlingsudgiften.
Et alkoholproblem er ikke et problem, der alene vedrører den, der drikker. Alkoholproblemer påvirker altid hele familien og andre omkring dig.
Det kan derfor være vigtigt, at din partner eller andre pårørende inddrages i behandlingen. Det er vores erfaring, at ved inddragelse af pårørende er der større chance for, at behandlingen lykkes.
For at understøtte den helhedsorienterede behandling samarbejder Rusmiddelcentret med en række samarbejdspartnere:
- Sagsbehandlere i kommunens forvaltninger og afdelinger
- Psykiatrien i Region Nordjylland
- Læger og andre faggrupper fra Sundhedssektoren
- Eksterne døgnbehandlingsinstitutioner
- Kriminalforsorgen.
Samarbejdspartnere inddrages kun efter samtykke fra dig
Behandlingsgaranti
Hvis du har et problematisk forbrug af alkohol, hash eller andre stoffer, så har du ret til behandling inden for 14 dage efter, at du har anmodet om et behandlingstilbud. Tilbuddet er gratis.
Anonymitet
Du kan modtage anonym rådgivning på Rusmiddelcenteret. Det vil sige, at du kan få rådgivning uden at dit personnummer, navn og adresse bliver registreret. Du har desuden ret til at forblive anonym, hvis du indskrives i alkoholbehandling. Det vil sige, at du kan være indskrevet her, uden at dit personnummer, navn og adresse bliver registreret på din journal.
Hvis der er tale om et behandlingsforløb, der indgår som led i en dom, for eksempel i forhold til spirituskørsel, kan vi ikke opretholde et ønske om anonymitet. I dette tilfælde skal der samarbejdes med Kriminalforsorgen om, at dommen fuldføres.
Tavshedspligt
Rusmiddelcenterets medarbejdere har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om dig, der er i behandling. Vi har pligt til at føre journal over behandlingsforløbet, men ingen oplysninger kan gives videre til andre myndigheder eller personer, uden et skriftligt samtykke fra dig.
Underretningspligt
En undtagelse fra tavshedspligten og retten til anonymitet opstår, hvis du er forælder til et barn under 18 år. Rusmiddelcentret har skærpet underretningspligt og underretter altid Familierådgivningen, når en person med børn, indskrives i behandling.
Ligeledes kan vi ikke opretholde tavshedspligten, såfremt der er bekymring for personfarlig kriminalitet.
Klagemuligheder
Klager over afgørelse
Du kan klage over afgørelser om stofmisbrugsbehandling, som er truffet efter Lov om Social Service. Mariagerfjord Rusmiddelcenter skal modtage din klage senest 4 uger efter, du har modtaget afgørelsen. Kommunen genvurderer herefter sagen, og hvis vi fastholder afgørelsen, sender vi sagen videre til behandling i Ankestyrelsen.
Det er ikke muligt at klage over afgørelser om alkoholbehandling, som er truffet efter Sundhedsloven. I dette tilfælde kan du rette henvendelse til lederen af Rusmiddelcentret, såfremt du er uenig i behandlingen af din ansøgning.
Lovgrundlag
Vi arbejder efter:
Kvalitetsstandard
Læs kvalitetsstandard for den sociale stofmisbrugsbehandling.
Telefontider
| Mandag | 09:00 – 12:00 |
|---|---|
| Tirsdag | Lukket |
| Onsdag | 09:00 – 12:00 |
| Torsdag | 09:00 – 10:00 / 14:00 – 16:00 |
| Fredag | 09:00 – 12:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |