Gå til hovedindhold

Alkohol- og stofbehandling til unge

Er du mellem 15 og 29 år og har problemer med alkohol, hash eller andre stoffer — så kan du få hjælp hos Mariagerfjord Rusmiddelcenter.

Indhold

    Er du mellem 15 og 29 år og oplever, at du har mistet kontrollen over dit forbrug af alkohol, hash eller andre stoffer. Ønsker du hjælp til at stoppe eller reducere det, så er der hjælp at hente.

    Det tilbyder vi

    • En anonym afklarende samtale, hvor vi fortæller om Rusmiddelcentret og dine muligheder for at få støtte og behandling.
    • Mulighed for at være anonym under de første 5 samtaler med råd og vejledninger.
    • Ambulant behandlingsforløb med individuelle samtaler, tilknyttet en fast ungebehandler. Behandlingsforløbet tager altid udgangspunkt i dine mål og forandringsønsker. Sammen lægger vi en plan for dit forløb.

    Der er 14 dages behandlingsgaranti. Det vil sige, fra du udtrykker ønske om behandling, må der højst gå 14 dage, før du får den tilbudt.

    Rammer og rettigheder

    Behandlingsgaranti

    Hvis du har et problematisk forbrug af alkohol, hash eller andre stoffer, så har du ret til behandling inden for 14 dage efter, at du har anmodet om et behandlingstilbud. Tilbuddet er gratis.

    Anonymitet

    Du kan modtage anonym rådgivning på Rusmiddelcenteret. Det vil sige, at du kan få rådgivning uden at dit personnummer, navn og adresse bliver registreret. Du har desuden ret til at forblive anonym, hvis du indskrives i alkoholbehandling. Det vil sige, at du kan være indskrevet her, uden at dit personnummer, navn og adresse bliver registreret på din journal.

    Hvis der er tale om et behandlingsforløb, der indgår som led i en dom, for eksempel i forhold til spirituskørsel, kan vi ikke opretholde et ønske om anonymitet. I dette tilfælde skal der samarbejdes med Kriminalforsorgen om, at dommen fuldføres.

    Tavshedspligt

    Rusmiddelcenterets medarbejdere har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om dig, der er i behandling. Vi har pligt til at føre journal over behandlingsforløbet, men ingen oplysninger kan gives videre til andre myndigheder eller personer, uden et skriftligt samtykke fra dig.

    Underretningspligt

    En undtagelse fra tavshedspligten og retten til anonymitet opstår, hvis du er forælder til et barn under 18 år. Rusmiddelcentret har skærpet underretningspligt og underretter altid Familierådgivningen, når en person med børn, indskrives i behandling.

    Ligeledes kan vi ikke opretholde tavshedspligten, såfremt der er bekymring for personfarlig kriminalitet.

    Klagemuligheder

    Klager over afgørelse

    Du kan klage over afgørelser om stofmisbrugsbehandling, som er truffet efter Lov om Social Service. Mariagerfjord Rusmiddelcenter skal modtage din klage senest 4 uger efter, du har modtaget afgørelsen. Kommunen genvurderer herefter sagen, og hvis vi fastholder afgørelsen, sender vi sagen videre til behandling i Ankestyrelsen.

    Det er ikke muligt at klage over afgørelser om alkoholbehandling, som er truffet efter Sundhedsloven. I dette tilfælde kan du rette henvendelse til lederen af Rusmiddelcentret, såfremt du er uenig i behandlingen af din ansøgning.

    Lovgrundlag

    Vi arbejder efter:

    Lov om Social Service

    Sundhedsloven. 

    Kvalitetsstandard 

    Læs kvalitetsstandard for den sociale stofmisbrugsbehandling.

    Sidst opdateret: 18. marts 2026