Specialtandpleje
Specialtandpleje er et tilbud til dig med svær psykisk lidelse eller funktionsnedsættelse, som ikke kan bruge de almindelige tandplejetilbud.
For dig med fysisk eller psykisk handicap
Specialtandpleje er et tilbud til dig - barn såvel som voksen - med svær psykisk lidelse eller funktionsnedsættelse, som ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud — herunder børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller i omsorgstandplejen.
Specialtandpleje omfatter:
- Vi hjælper dig med at passe på dine tænder gennem vejledning og støtte i tandpleje – og giver også råd til dem omkring dig.
- Du får desuden undersøgelser og behandling, så dine tænder bevares sunde og fungerer godt – med hensyn til dit samlede helbred.
Kræver visitation
Du skal visiteres til ordningen. Det betyder, at Tandplejen i Mariagerfjord Kommune, skal vurdere om du kan få specialtandpleje. Kontakt Tandplejen, hvis du ønsker specialtandpleje.
Spørgsmål og svar
Du er i målgruppen, hvis du har behov for omfattende sygepleje eller pædagogisk støtte i din hverdag. Det er ikke din diagnose alene, der afgør, om du kan få støtte – det handler om, hvor stort dit behov for hjælp er.
Du kan for eksempel være i målgruppen, hvis du har:
- en sindslidelse
- en udviklingshæmning
- cerebral parese
- autisme
- sklerose
Det afgørende er, at du har et væsentligt behov for støtte i din dagligdag.
Beboere på Botilbud Sødisbakke
Beboere på Sødisbakke tilbydes undersøgelse og behandling i specialtandplejen i Region Midt, som Mariagerfjord Kommune samarbejder med.
Du kan få mere information ved at kontakte Sødisbakke eller den kommunale specialtandpleje i Mariagerfjord Kommune.
Hvis vi vurderer, at du kan være berettiget til specialtandpleje, skal du sammen med en fagperson eller en støtteperson fra kommunen udfylde og indsende et helbredsskema.
Når vi har modtaget helbredsskemaet, indkalder vi dig til en visitation, hvor vi vurderer, om du kan blive optaget i ordningen.
Specialtandpleje betales som egenbetaling. Se pris for specialtandpleje.
Børn og unge under 22 år (født efter 31. december 2003) modtager gratis specialtandpleje.
Du kan få specialtandpleje på de kommunale tandklinikker i Hobro og Hadsund. Hvis det ikke er muligt, besøger vi dig, hvor du bor.
Det er vigtigt, at du har ledsager(e) med, da dette fremmer tryghed og sikrer god kommunikation.
Behandlinger i narkose
Der kan ved behov tilbydes behandlinger i narkose i specialtandplejen, Aalborg Kommune eller Region Midt. Henvisning hertil foretages af den kommunale tandpleje.
Klagevejledning
Hvis du vil klage over en behandling, skal du henvende dig til Tandplejen. Herefter bliver du sat i kontakt med overtandlægen.
Opnås der ikke enighed, kan du klage over den sundhedsfaglige behandling til Styrelsen for Patientklager.
Vil du ansøge om erstatning for en behandlingsskade, skal du pr 1. juli 2024 søge erstatning hos Patienterstatningen.
Lovgivning
Nedenfor finder du links til lovgivning om tandpleje:
Vejledning om omfanget af og kravene til den kommunale tandpleje
Vejledning af omfanget af kravene til den kommunale og regionale tandpleje
Helbredsskema
Tandklinik Hobro
Skolegade 12
9500 Hobro
Tandklinik Hadsund
Stadionsvej 9
9560 Hadsund
Telefontider
Mandag-torsdag kl. 7.30-9.45 samt kl. 12.30-15.00
Fredag kl. 7.30-11.50
Telefon: 97 11 52 31
E-mail: tandplejen@mariagerfjord.dk