Tobberup - Biogasanlæg - Forslag til lokalplan, kommuneplantillæg, miljørapport, §25-tilladelse og miljøgodkendelse - Høring
Høringsfrist 14. september 2026 kl. 23.59
Byrådet i Mariagerfjord Kommune har på deres møde 25. juni 2026 godkendt, at følgende forslag skal sendes i offentlig høring i 10 uger:
- Forslag til lokalplan 171/2026
- Forslag til kommuneplantillæg nr. 12 til Mariagerfjord Kommuneplan 2024
- Forslag til miljørapport
- Forslag til § 25-tilladelse
- Forslag til miljøgodkendelse
Offentlig høring af lokalplanforslaget og forslag til kommuneplantillæg
Forslag til planer og tilladelser fremlægges til offentlig høring i 10 uger frem til og med 14. september 2026.
I denne periode har alle mulighed for at komme med bemærkninger eller indsigelser til planforslagene og tilladelserne. Efter høringsperiodens udløb vil Byrådet behandle alle henvendelser og efterfølgende vurdere, om planerne og tilladelserne kan vedtages endeligt i deres nuværende form.
Eventuelle indsigelser, bemærkninger mv. skal sendes enten som mail til plan@mariagerfjord.dk eller som brev til Mariagerfjord Kommune, Plan og Byg, Adelgade 30B, 9500 Hobro.
Miljøvurdering af planer og projekt
Anlægget vil få en kapacitet til at modtage og behandle mere end 100 tons biomasse pr. dag. Det medfører, at det planlagte projekt skal miljøvurderes i henhold til miljøvurderingslovens1 § 15. stk. 1 nr. 1, da aktiviteten er omfattet af lovens bilag 1 pkt. 10. I henhold til miljøvurderingslovens § 20, stk. 1 skal bygherren fremlægge en miljøkonsekvensrapport for projektet.
Projektet forudsætter samtidig udarbejdelse af et kommuneplantillæg til Mariagerfjord Kommunes Kommuneplan 2024 og udarbejdelse af en lokalplan for projektområdet. Planforslagene skal også miljøvurderes i henhold til miljøvurderingslovens § 8, stk. 1. og der skal udarbejdes en miljørapport jf. § 12, stk. 1.
Miljørapporten er udarbejdet således, at den udgør miljørapporten for planforslagene og miljøkonsekvensrap porten for det konkrete projekt og den samlede rapport benævnes ”Miljørapport”.
Miljørapporten indeholder et ikke-teknisk resumé, som kan læses uden teknisk indsigt.
I rapportens øvrige kapitler er følgende emner undersøgt og vurderet:
• Støj
• Luftforurening
• Landskab og visuelle forhold
• Natur, plante- og dyreliv
• Grundvand og overfladevand
• Trafik
• Klima
• Risikoforhold
Du kan se miljørapporten og bilag til miljørapporten under bilag her på siden.
Lokalplanens formål og indhold
Forslag til lokalplan 171/2026 har til formål at skabe grundlag for etablering af et biogasan-læg med tilhørende bygninger, tanke og andre tekniske anlæg til nyttiggørelse af restprodukter fra de omkringliggende landbrug og fødevareindustrier i forbindelse med produktion af grøn energi.
Lokalplanen har ligeledes til formål at sikre bestemmelser for placering og udformning af høje tanke i lokalplanområdet, så anlægget disponeres under hensyntagen til det omkring-liggende landskab og de omkringliggende ejendomme.
Derudover er det lokalplanens formål at fastsætte bestemmelser for etablering af et beplantningsbælte i områdets nordlige, østlige og sydlige afgrænsning, som skal medvirke til at afskærme det tekniske anlæg i landskabet. Endelig er det lokalplanens formål at sikre, at der kan etableres en ny adgangsvej til anlægget fra Hobrovej.
Du kan se lokalplanen under bilag her på siden.
Kommuneplantillæggets indhold
I forslag til kommuneplantillæg nr. 12 udlægges et nyt rammeområde TOB.T.1. Inden for det nye rammeområde kan der etableres et biogasanlæg.
Arealet er i Kommuneplan 2024 for Mariagerfjord Kommune udpeget som et energilandskab. Inden for energilandskaberne kan der planlægges for store, effektive, sammenhængende og multifunktionelle anlæg til produktion af vedvarende energi. For det udpegede område mellem Øster Doense, Valsgård og Vebbestrup har området desuden potentiale til at rumme biogasanlæg og andre anlæg på fladen.
Du kan se kommuneplantillægget under bilag her på siden.
Miljøgodkendelse og § 25-tilladelse
Etablering af biogasanlægget kræver en miljøgodkendelse efter § 33 i Miljøbeskyttelsesloven og en § 25-tilladelse (VVM-tilladelse) efter Miljøvurderingsloven. I miljøgodkendelsen stilles der vilkår til, hvordan biogasanlægget skal etableres og drives indenfor f.eks. områderne støj, lugt- og luftforurening, affald, indretning og drift, egenkontrol, risikoforhold med videre. I miljøgodkendelsen skal det også sikres, at biogasanlægget anvender de bedste tilgængelige teknikker (BAT) til at begrænse forurening. Ifølge lovgivningen kan miljøgodkendelsen helt eller delvist erstatte § 25-tilladelsen. Mariagerfjord Kommune vurderer dog, at der skal stilles vilkår for etablering og drift af anlægget, som ikke kan rummes af miljøgodkendelsen. Der skal derfor stadig udarbejdes en § 25-tilladelse.
Du kan se miljøgodkendelse og § 25-tilladelse under bilag her på siden.
Risikoforhold
Biogasanlægget vil i henhold til risikobekendtgørelsen være en risikovirksomhed i kolonne 2 på grund af størrelsen af oplag af risikostoffer. Det primære risikostof er biogas, der er klassificeret som brandfarlig gas, og der vil ved fuld drift højst være 45 tons biogas og 11 tons andre risikostoffer, som er enten miljø- eller brandfarlige.
Da anlægget er en risikovirksomhed, har ansøger sideløbende med udarbejdelsen af en miljørapport udarbejdet et sikkerhedsdokument, som indeholder en risikovurdering af virksomheden. Sagsbehandlingen af sikkerhedsdokumentet er sket i tæt samarbejde med de øvrige risikomyndigheder i form af Beredskabet, Arbejdstilsynet og Nordjyllands Politi. Alle myndigheder har accepteret sikkerhedsdokumentet med tilhørende handlingsplan.
Manglende oversigtskort i bilag
Nordjyllands Politi vurderer, at visse oversigtskort i det fremlagte materiale, og som viser anlæggets opbygning, bør friholdes fra offentliggørelse. Dette begrunder politiet med, at dokumenterne skønnes at have en sådan detaljegrad i forhold til den tekniske indretning, at det i forkerte hænder vil kunne misbruges i sabotageøjemed eller lignende kriminelle forhold, herunder udgøre en risiko for rigets forsvar i tilfælde af et direkte eller indirekte hybridangreb fra fremmede magter, hvor kolonne 2- og 3-virksomheder kan være potentielle mål. Angreb på disse kan være egnet til at forvolde størst muligt skade og udgøre en fare for civilbefolkningen.
Mariagerfjord Kommune har taget politiets vurdering til efterretning og har således overstreget de pågældende oversigtskort i de vedlagte bilag. I materialet er der derfor flere steder, hvor der er sorte bokse, som dækker over de bagvedliggende kort.
Lokalplanens midlertidige retsvirkninger
Indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort og højst et år efter denne offentliggørelse af lokalplanforslaget, må ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, ikke bebygges eller på anden måde udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige lokalplans indhold.
Efter høringsperiodens udløb kan Byrådet dog tillade, at en ejendom i lokalplanområdet bebygges eller udnyttes, hvis dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, og hvis der ikke er tale om på begyndelse af større byggearbejder. Tilladelse kan dog ikke gives så længe en indsigelse i henhold til Planlovens §§ 29, 29a og 29b opretholdes, eller hvis erhvervs- og vækstministeren har truffet beslutning efter Planlovens § 3, stk. 5.
Dine bemærkninger til høringsforslaget vil blive offentliggjort
Når du sender høringssvar, vil dit høringssvar samt din adresse og din mailadresse blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i dagsordner til kommunens byråd og politiske udvalg.
Spørgsmål og bemærkninger
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte planafdelingen i Mariagerfjord Kommune på tlf. 97113000 mandag til onsdag fra kl. 13:00 til 14:30, samt torsdag fra kl. 13:00 til 16:30.
Du er også velkommen til at skrive til mail: plan@mariagerfjord.dk eller sende et brev til Plan og Byg, Adelgade 30B, 9500 Hobro.