I Mariagerfjord Kommune har vi en ambition om sammen at skabe rammer for det gode børne- og ungeliv - for alle børn og unge.
Med udgangspunkt i kommunens børne- og ungepolitik sætter den pædagogiske it-strategi retningen for arbejdet med børn og unges liv og dannelse i et samfund, hvor teknologi i stigende grad påvirker vores hverdagsliv, vores fællesskaber og vores samfund.
Digitale færdigheder og kompetencer samt viden om teknologi, er et grundvilkår for at kunne begå sig socialt, i relation til vores offentlige institutioner, på arbejdsmarkedet og ikke mindst, som aktive demokratiske borgere.
Fællesskaber, leg og venskaber - en del af noget større
Når børn og unge indgår i digitale fællesskaber, er det vigtigt, at de oplever et trygt og positivt miljø. De skal lære at tage hensyn til både egne og andres grænser og behov.
Det vi gør:
- Vi arbejder aktivt for en sund balance mellem digital og fysisk leg.
- Vi understøtter digitale lege- og læringsmiljøer, der fremmer både social og faglig udvikling.
- Vi arbejder med grænser og tone i forhold til god digital adfærd.
Deltagelsesmuligheder for alle
Når børn og unge lærer at anvende teknologi kreativt og skabende, er det med til at øge deres deltagelsesmuligheder.
Det vi gør:
- Vi skaber et læringsmiljø, hvor teknologi bidrager til øget deltagelse og engagement.
- Vi inddrager digitale teknologier/redskaber i det pædagogiske arbejde med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse, når det fagligt kan begrundes og/eller understøtter barnets deltagelsesmuligheder.
Betydningsfulde voksne
Voksne skal tage ansvar for børn og unges digitale liv. Det pædagogiske personale i dagtilbud og skole har sammen med forældrene et ansvar for at danne børn og unge til det digitale liv blandt andet ved at agere rollemodel og ved at sætte tydelige grænser og rammer for brug af digitale teknologier og sociale medier.
Det vi gør:
- Vi understøtter det pædagogiske personale i at være digitale rollemodeller.
- Vi understøtter og vejleder forældre i at guide deres børn til en sund digital adfærd.
- Vi sikrer kompetenceudvikling for lærere og pædagoger, så de kan vejlede børn og unge i en digital verden.
Trivsel og dannelse
Børn og unge skal være i stand til at forstå de digitale teknologiers betydning for deres trivsel, hverdagsliv og på sigt, deres arbejdsliv.
Det vi gør:
- Vi inddrager børn og unge i beslutninger om brugen af digitale værktøjer.
- Vi arbejder aktivt med at minimere digitale forstyrrelser i læringsmiljøet.
- Vi skaber bevidsthed om digital sundhed, herunder skærmtid og online adfærd.
- Vi hjælper børn og unge med at forstå, hvordan digitale teknologier er designet med et formål – og hvordan de kan forholde sig kritisk til det.
- Vi understøtter digitale kompetencer, der fremmer kreativitet og selvbestemmelse.