Gå til hovedindhold

Styrelsesvedtægt for forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud

Her finder du styrelsesvedtægten for forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud i Mariagerfjord Kommune.

Indhold

    Formål

    Styrelsesvedtægten fastlægger rammerne for forældrebestyrelsernes arbejde
    indenfor de kommunale dagtilbud inklusiv dagplejen, herunder forældrebestyrelsens samarbejde med 
    politikere og områdeledelsen.

    Forældrebestyrelsen skal bidrage til, at der opnås det bedst mulige samarbejde mellem forældre, medarbejdere og områdets ledelse på tværs af alle afdelinger i områderne samt i dagplejen. Det enkelte medlem af bestyrelsen repræsenterer helheden i det samlede område.

    Byrådet har det overordnede ansvar for Dagtilbudsområdet og fastlægger i henhold til dagtilbudsloven og Mariagerfjord Kommunes Børne- og Ungepolitik mål og rammer for områdernes virksomhed. 

    Hvem er omfattet af styrelsesvedtægten?

    Dagtilbud i Mariagerfjord Kommune er inddelt i 3 områder. Derudover er der en kommunal dagpleje, samt to samdriftsordninger, hvor skole og dagtilbud er under samme ledelse. Denne styrelsesvedtægt omfatter de 3 dagtilbudsområder samt den kommunale dagpleje.

    Områderne er organiseret ved, at områdelederen har ansvaret for de børnehuse, der ligger i området. I hvert børnehus er der ansat en pædagogisk leder, som refererer til områdelederen.

    Dagplejen er organiseret som et stort område med en ledelse, et budget og samme overordnede målsætning. Forældrebestyrelsen i dagplejen skal dermed varetage interesserne for den samlede dagpleje i hele Mariagerfjord Kommune.

    I Assens og Havbakke er der samdriftsordning mellem dagtilbud og skole. I de 2 områder er der en fælles dagtilbuds-og skoleleder og en fælles dagtilbuds- og skolebestyrelse, som følger styrelsesvedtægten for skoleområdet.

    Dagtilbud Børnehuse
    Nord

    Børnehuset Rosenhaven

    Børnehuset BørneUniverset

    Særlig dagtilbud

    Børnegården Houvej

    Børnehuset Skelhus

    Børnehuset Hesselholt

    Børnehuset Himmelblå

    Midt

    Børnehuset Myretuen

    Børnehuset Wiegården

    Børnehuset Stoldalen

    Børnehuset Farvervænget

    Børnehuset Bymarken

    Børnehuset Onsild

    Øst

    Børnehuset Regnbuen Hadsund

    Børnehuset Lærkereden

    Børnehuset Solstrålen

    Børnehuset Spiren

    Børnehuset Væksthuset

    Børnehuset Rabalderstræde

    Børnehuset Regnbuen Mariager

    Dagplejen

    Den kommunale dagpleje i Mariagerfjord Kommune

    § 1 Sammensætning af bestyrelser

    Forældrebestyrelser i dagtilbudsområder

    Alle områder skal have en forældrebestyrelse med et flertal af forældrevalgte medlemmer.

    Forældrebestyrelsen i områderne sammensættes af: 

    • 1 forældrerepræsentant fra hvert børnehus. Huse med et årligt gennemsnit over 75 børn har mulighed for at vælge 2 forældrerepræsentanter.
    • For områder med særligt dagtilbud skal det tilstræbes at 1 forældrerepræsentant fra særligt dagtilbud deltager i forældrebestyrelsen.
    • 2 medarbejderrepræsentanter.
    • 1 pædagogisk leder. 

    Forældrerepræsentanter vælges af og blandt forældrene til børn i området. Medarbejderrepræsentant vælges af og blandt fastansatte medarbejdere i området. Pædagogisk leder vælges af og blandt de pædagogiske ledere i området.

    For hver bestyrelsesmedlem, der repræsenterer et børnehus, vælges der en personlig suppleant.

    Hvis ikke alle børnehuse er repræsenteret, vælges øvrige forældrerepræsentanter ved 
    flertal på tværs af børnehusene efter samlet antal stemmer. 

    Dagplejens bestyrelse

    Dagplejebestyrelsen sammensættes af:

    • 6 forældrerepræsentanter på tværs af kommunen.
    • 2 dagplejere
    • 1 dagplejepædagog

    Forældrerepræsentanter vælges af og blandt forældrene til børn i dagplejen.

    Der vælges 6 forældresuppleanter, samt 2 dagplejersuppleanter, og 1 suppleant for 
    dagplejepædagog.

    § 3 Valg til forældrebestyrelsen

    Bestyrelsesåret er fra 1. oktober til 30. september det følgende år. Forældrebestyrelsesmedlemmerne skal være valgt inden 1. september.

    Valget kan afholdes ved elektronisk eller fysisk afstemning.

    § 4 Valgbarhed og valgret

    Forældrerepræsentanter og deres suppleanter vælges af og blandt forældre i området/dagplejen. Ved forældre forstås:

    • Forældremyndighedsindehavere 
    • Personer, som har et barn boende hos sig i døgnpleje efter bestemmelserne i serviceloven. 

    Forældre, der også er fastansat som medarbejder i området/dagplejen, hvor deres barn er indskrevet, er ikke valgbare.

    Medarbejderrepræsentanterne og deres suppleanter i forældrebestyrelserne vælges af og blandt alle de fastansatte i området (pædagoger, PAU-ansatte, medhjælpere, køkkenmedarbejder, pedeller, administrativt personale).

    I Dagplejen vælges der 3 medarbejderrepræsentanter. Der vælges 2 dagplejere og 1 dagplejepædagog. Medarbejderrepræsentanterne vælges blandt det fastansatte personale i dagplejen.

    Medarbejdere som har børn i dagplejen eller det område, hvor de er ansat, er ikke valgbare.

    Stk. 2 Valgret

    Hver forældremyndighedsindehaver har én stemme pr. barn til valget.

    Hvert børnehus vælger sin forældrerepræsentant.

    I dagplejen vælges forældrerepræsentanterne på tværs af de opstillede kandidater for 
    hele kommunen. 

    Stk. 3 Valgperiode

    Forældrerepræsentanter i forældrebestyrelserne for dagtilbudsområder vælges for en periode på to år. Der holdes forskudte valg, så halvdelen af bestyrelsen er på valg i ulige år og halvdelen i lige år. For hver forældrebestyrelsesrepræsentant, der repræsenterer et børnehus, vælges der en personlig suppleant.

    Forældrerepræsentanterne i forældrebestyrelsen i dagplejen vælges for en periode på to år. Der er hvert år valg af 3 forældrerepræsentanter. I dagplejen vælges der suppleanter for ét år ad gangen. Suppleanterne indtræder i den rækkefølge, de er valgt dvs. i forhold til antal af stemmer.

    Medarbejderrepræsentanter og pædagogiske ledere vælges for 2 år ad gangen. Der vælges personlige suppleanter for både medarbejderrepræsentanter og pædagogiske ledere.

    Bestyrelsens repræsentanter vælges desuden i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning vedr. forældrebestyrelser i dagtilbud.

    § 8 Konstituering

    Forældrebestyrelserne konstituerer sig efter hvert valg. Der vælges formand og næstformand for forældrebestyrelsen ved stemmeflertal. Formanden og næstformand skal altid være en forældrerepræsentant. 

    § 9 Offentliggørelse af bestyrelsen

    Forældrebestyrelsen offentliggøres efter valget på børnehusenes hjemmesider.

    § 10 Udtræden af bestyrelsen

    Forældrerepræsentanter

    Forældrerepræsentanterne udtræder af forældrebestyrelsen fra den dag, de ikke længere har børn i det børnehus, de er valgt for, og suppleanten indtræder i stedet.

    Udtræder både børnehusets forældrerepræsentant og dennes suppleant af forældrebestyrelsen, gennemføres der valg af ny forældrerepræsentant til forældrebestyrelsen, også selvom det er midt i valgperioden.

    Udtræder formanden af forældrebestyrelsen, bliver næstformanden formand. Der vælges en ny næstformand blandt den tilbageværende bestyrelse og den tiltrådte suppleant.

    Hvis både formand og næstformand udtræder af bestyrelsen samtidig vælges der ny formand og næstformand blandt den tilbageværende bestyrelse og de tiltrådte suppleanter.

    Medarbejderrepræsentanter

    En medarbejderrepræsentant udtræder af bestyrelsen fra den dag, de har afleveret eller modtaget deres opsigelse og suppleanten indtræder i bestyrelsen.

    Hvis både medarbejderrepræsentant og suppleant stopper i løbet af valgperioden, skal  områdelederen/dagplejelederen sikre, at der bliver valgt nye repræsentanter.

    Det er områdelederens/dagplejelederens ansvar at sikre, at der bliver afholdt valgmøde med mindst 14 dages varsel, hvor medarbejderne kan vælge deres repræsentant til forældrebestyrelsen. Områdelederen/dagplejelederen forestår valghandlingen.

    Valget kan afholdes enten ved fysisk eller elektronisk afstemning. 

    § 12 Mødevirksomhed 


    Forældrebestyrelsen/forældrebestyrelsen udøver sin virksomhed i møder.

    Der afholdes bestyrelsesmøder mindst én gang i kvartalet eller efter aftale og behov. Mødekalender aftales på bestyrelsens første bestyrelsesmøde efter valget.

    Formanden eller områdelederen/dagplejelederen kan derudover foranledige indkaldelse til møde så ofte, det findes fornødent, eller hvis et flertal af forældrebestyrelsen fremsætter ønske herom.

    Dagsorden udarbejdes af formanden i samarbejde med områdelederen/dagplejelederen. Områdelederen/dagplejelederen og ethvert medlem af forældrebestyrelsen kan kræve punkter optaget på dagsordenen.

    Dagsorden med bilag offentliggøres på AULA senest 4 dage forud for mødet.

    Forældrebestyrelsens møder er lukkede, og suppleanter deltager ikke i møderne.

    Forældrebestyrelsen kan beslutte at invitere andre til at deltage i møderne uden stemmeret, når der behandles spørgsmål af særlig interesse for dem. Det er formanden og områdelederens/dagplejelederens ansvar at inddrage relevante parter og sikre, at punkterne på dagsordenen bliver drøftet i relevante fora inden, der træffes en beslutning i bestyrelsen. 

    § 13 Afstemning og stemmeret 


    Alle forældre- og medarbejderrepræsentanter af forældrebestyrelsen har stemmeret.

    Forældrebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, dog således at forældrerepræsentanterne skal udgøre et flertal af de tilstedeværende.

    Medlemmerne kan kun deltage i bestyrelsens afstemninger, når de er personligt til stede under disse.

    Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt.

    Områdelederen og øvrige ledelsesrepræsentanter deltager i forældrebestyrelsens møder uden stemmeret. 

    § 14 Referat


    Områdelederen/dagplejelederen er sekretær for bestyrelsen og skriver bestyrelsens referat.

    Der udarbejdes efter hvert møde et referat, som godkendes af de medlemmer, som har deltaget i mødet.

    Ethvert medlem kan forlange afvigende opfattelser tilført referatet i kort form og medsendt bestyrelsens udtalelser og beslutninger.

    Referaterne offentliggøres efter mødet for forældre og personale på området/dagplejens hjemmeside og AULA. 

    § 15 Tavshedspligt

    Forældrebestyrelsens medlemmer skal overholde forvaltningslovens regler, herunder regler om habilitet og tavshedspligt. Områdelederen/dagplejelederen skal sikre, at hvert medlem af bestyrelsen er bekendt med deres tavshedspligt og konsekvensen ved evt. at overtræde tavshedspligten. 

    § 16 Forretningsorden og årshjul

    Forældrebestyrelsen fastsætter i øvrigt herudover selv sin forretningsorden. Den må dog ikke overskride de rammer, der følger af loven, og de beslutninger, som kommunalbestyrelsen har truffet

    § 17 Forældrebestyrelsens beføjelser

    Forældrebestyrelsen udøver på møder sin virksomhed inden for de mål og rammer, der er fastsat af byrådet. Forældrebestyrelsens kompetence er i henhold til dagtilbudsloven § 15:

    Forældrebestyrelsens kompetencer er fastsat i dagtilbudsloven og inden for de mål, rammer og prioriteringer byrådet har vedtaget i Mariagerfjord Kommune.

    Forældrebestyrelsen har følgende kompetencer:

    1. At fastsætte principper for dagtilbuddets arbejde:
    a) Principper for samarbejdet mellem dagtilbud og hjem, herunder for eksempel principper for områdets/hjem-samtaler, hente- og bringetidspunkter, håndtering af forældres afholdelse af ferie med barnet, fyraftensmøder om inddragelse af forældre i børns læring og fokuseret forældreinvolvering gennem specifikke tiltag. 
    b) Principper for anvendelsen af områdets samlede budgetramme for den del af budgettet der vedrører de børnerelaterede konti. 
    2. At være inddraget i:
    a) Udarbejdelsen, evalueringen og opfølgningen af den pædagogiske læreplan. 
    b) Hvordan området kan samarbejde med lokalsamfundet, så der skabes gode pædagogiske læringsmiljøer i hverdagen i områderne 
    c) Områdernes arbejde med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud, mellem dagtilbud, fra dagpleje til børnehave og fra dagtilbud til skole. 
    3. At have indstillingsret samt ret til at deltage ved ansættelsen af områdeleder i kommunale dagtilbud.
    4. At have indstillingsret ved ansættelse af fast personale i kommunale dagtilbud.
    5. At fastsætte de enkelte børnehuses åbningstid på baggrund forældrene behov, således at det samlede områdes åbningstid er inden for den åbningstid byrådet har besluttet.
    6. At træffe beslutning om:
    a) Feriepasning på baggrund af indstilling fra områdelederen inden for de retningslinjer herfor, som byrådet har vedtaget.
    b) Tilvalg eller fravalg af frokostordning i området i overensstemmelse med de rammer og tilbud byrådet, forvaltningen udsender.
    c)  Forældrebestyrelsens sammensætning af forældrerepræsentanter, under hensyn til de lovmæssige krav om flertal af forældre og repræsentation fra alle enheder samt de minimumskrav byrådet har vedtaget. 
    7.  At udtale sig om emner forvaltning, byråd og andre instanser sender i høring, til kvalificering eller udtalelse. 
    8.  At rejse spørgsmål om kvaliteten i områderne, så disse spørgsmål kan drøftes på bestyrelsesmøderne. 
    9. Forældrebestyrelsen skal høres, inden byrådet træffer beslutning om ændring af det 
    principielle grundlag for dagtilbuddets drift.

     

    § 18 Dialogmøde

    Der afholdes 2 årlige dialogmøder mellem repræsentanter for forældrebestyrelserne og Udvalget for Børn og Familie. Dialogmøderne planlægges i samarbejde mellem forældrebestyrelserne og forvaltningen.

    § 19 Aktivitetsudvalg i børnehusene

    Ud over forældrebestyrelsen har hvert børnehus mulighed for at nedsætte et aktivitetsudvalg, som blandet andet har beføjelse til at planlægge forældrekaffe, arbejdsdage, forældrearrangementer med mere.

    Der er ingen formænd i aktivitetsudvalgene.

    Den pædagogiske leder i de enkelte børnehuse understøtter aktivitetsudvalget. 

    § 20 Ikrafttræden

    Denne vedtægt træder i kraft 1. januar 2024 og erstatter tidligere vedtægt.

    Ændringer af styrelsesvedtægten kan kun finde sted efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelserne.

    Udvalget for Børn og Familie godkendte ovenstående styrelsesvedtægt på udvalgsmøde den 7. november 2023.

    Sidst opdateret: 15. oktober 2025