Veteranstrategi
Mariagerfjord Kommune ønsker med veteranstrategien at anerkende den indsats, som veteraner har ydet for samfundet, og at yde støtte til både dem og deres pårørende.
Indhold
Målsætninger i praksis
Strategien er handlingsanvisende for, hvordan der fremadrettet arbejdes med veteranpolitikkens målsætninger i praksis. Veteranstrategien vedrører i udgangspunktet de fleste af kommunens udvalgs- og
forvaltningsområder. Strategien forankres i de relevante stående udvalg.
Anerkendelse af veteraner
Målet er, at Mariagerfjord kommune anerkender veteraner for den indsats, de har ydet.
Det gør vi ved:
- at festligholde den Nationale Flagdag, den 5. september sammen med Rebild og Vesthimmerlands Kommuner. Til arrangementet, der holdes på skift i de 3 kommuner, inviteres kommunernes veteraner og deres pårørende. Der er ved arrangementet taler af politikere og militærpersoner efterfulgt at et traktement. Udgiften afholdes af den kommune, der holder arrangementet.
- at arbejde ud fra en anerkendende tilgang til alle kommunens borgere, og ved i mødet med veteraner og deres pårørende at have fokus på veteranernes kompetencer og ressourcer i forhold til mestring af eget liv.
- at vi har kendskab til betydningen af borgernes baggrund som veteraner.
Indsats og samarbejde
Målet er, at Mariagerfjord Kommune vil øge kendskabet til målgruppen og understøtte en sammenhængende og koordineret indsats. Dette såvel i eget regi som i samspil med andre aktører og interessenter på området.
Medarbejderne i Mariagerfjord Kommune er forpligtiget til at yde en koordineret og helhedsorienteret indsats, der af veteraner og pårørende opleves som sammenhængende.
Udvikling af faglighed og erfaringer
Det gør vi ved:
- at øge medarbejdernes opmærksomhed på at afdække, når borgeren er en veteran eller pårørende til en veteran.
- at øge medarbejdernes kendskab på området.
Samarbejde med Veterancentret
Det gør vi ved:
- at Veterancentret inddrages i den generelle udvikling af kommunale medarbejderes kendskab og faglighed i forhold til målgruppen.
- at Veterancentret inddrages i den individuelle sagsbehandling og koordinering af oplysninger under forudsætning af veteranens samtykke dertil.
Samarbejde med andre offentlige myndigheder
Det gør vi ved:
- at Psykiatri og Misbrug er opmærksomme på, at Psykiatrien i Nordjylland er i gang med at udvikle et særligt tilbud til veteraner i regionen.
- at Familierådgivningen blandt andet vil henvise til Psykiatrifonden, Børns Vilkår og Børnetelefonen, når det findes relevant.
- at Jobcentret aktuelt kan henvise veteraner til et rehabiliteringsprojekt for veteraner med stress, angst og depression - etableret i et samarbejde mellem nordjyske kommuner med støtte fra satspuljemidler.
Samarbejde med erhvervslivet
Det gør vi ved, at Jobcentret i virksomhedssamarbejdet yder rådgivning omkring veteraner.
Samarbejde med frivillige
Det gør vi ved, at der i rådgivningen af veteraner og deres pårørende er opmærksomhed på frivillige organisationers støtte- og rådgivningsmuligheder - herunder Frivilligcenter Mariagerfjord. Eksempelvis ved ønske fra veteraner om etablering af veteran cafe/mødested.
Støtte
Støtte til veteraner og pårørende
Målet er, at Mariagerfjord kommune støtter veteraner og deres pårørende ved behov inden for de områder, hvor kommunen løser eller medvirker til at løse opgaver.
Der er i kommunen på en række områder muligheder for støtte, hvor veteraner med særlige behov vil være en del af målgruppen. Kommunen vil understøtte, at veteraner vender tilbage til en velfungerende hverdag.
Det gør vi, i en koordineret og sammenhængende indsats på områderne, ved:
Beskæftigelse
- at have fokus på veteraners kompetencer og eventuelle udfordringer i forhold
til beskæftigelse. - at implementere viden om veteraner hos fastholdelseskonsulenter og sagsbehandlere i Jobcentret.
Sundhedsområdet
At der inden for Genoptræning, Forebyggelse og Sundhed findes visiterede tilbud om genoptræning. Ligeledes findes generelle tilbud til forebyggelse af livsstilssygdomme.
Handicapområdet
At der i lighed med andre målgrupper er fokus på veteraner og deres familiers individuelle behov og kompetencer i forhold til egen mestring.
Børn- og ungeområdet
- at fagpersoner er opmærksomme på, at børn kan have problematikker, som de ikke vil bekymre forældrene med. Disse fagpersoner har skærpet underretningspligt og vil derfor underrette familierådgivningen om en bekymring omkring et barns trivsel.
- at Børn- og Ungeområdet har fokus på sorg og bekymringer hos børn, der har en udsendt forælder.
- at forældre kan kontakte Mariagerfjord Kommune, hvis de er bekymrede for barnets trivsel.
Socialpsykiatrien
- at der i socialpsykiatrien indgår borgere med diagnoser, som også kan ses hos veteraner. Tilgangen er individuel, og veteraner er således en integreret del af målgruppen.
- at der i socialpsykiatrien er fokus på kompetencer og egen mestring - og dermed også fokus derpå i forhold til veteraner.