Gå til hovedindhold
Høring
Lokalplaner
Kommuneplantillæg

Hobro - Adelgade, Skibsgade og Nytorv - Forslag til Lokalplan 198/2025 og Kommuneplantillæg nr. 7 - Høring

Høringsfrist 3. november 2025 kl. 23.59

Indhold


    Byrådet for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune har på møde den 28. august 2025 vedtaget forslag til Lokalplan 198/2025 for blandet bolig-, erhvervs- og butiksbebyggelse langs Adelgade, Skibsgade og Nytorv i Hobro, samt forslag til kommuneplantillæg nr. 7 til Mariagerfjord Kommuneplan 2024.

    Offentlig høring af lokalplanforslaget og forslag til kommuneplantillæg

    Forslagene fremlægges til offentlig høring i 8 uger. I denne periode har alle mulighed for at komme med bemærkninger eller indsigelser til planforslagene. Efter høringsperiodens udløb vil Byrådet behandle alle henvendelser og efterfølgende vurdere, om lokalplanen og kommuneplantillægget kan vedtages endeligt i deres nuværende form.

    Høringsfristen er den 3. november 2025. Eventuelle indsigelser, bemærkninger mv. skal fremsendes enten som mail til plan@mariagerfjord.dk eller som brev til Mariagerfjord Kommune, Plan og Byg, Adelgade 30B, 9500 Hobro og skal være os i hænde senest denne dato.

    Lokalplanforslaget og kommuneplantillægget kan ses på www.plandata.dk, hvor de er fremlagt fra den 4. september 2025. Hvis du er interesseret i at vide mere om planforslagene, er du velkommen til at kontakte Plan & Byg.

    Orienteringsmøde

    Mariagerfjord Kommune inviterer til dialogmøde om planlægning for et blandet bolig-, erhvervs- og butiksbebyggelse langs Adelgade, Skibsgade og Nytorv i Hobro:

    Onsdag den 24. september 2024 kl. 19.00-21.00 I Hobro Idrætscenter, Amerikavej 22, 9500 Hobro.

    Alle er velkomne!

    Lokalplanens formål og indhold

    Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at bygge nye boliger, butikker og erhverv på grunden mellem Adelgade, Skibsgade og Nytorv i Hobro.

    Området omfatter blandt andet den nuværende Føtex og det omkringliggende areal. Planen åbner op for, at der kan bygges nye bygninger i karréstruktur langs gaderne. Bygningerne mod Adelgade kan blive 3-4 etager høje, mens bygningerne ud mod Skibsgade og Nytorv kan være op til 6 etager.

    Den eksisterende Føtex-butik får mulighed for at blive udvidet, og der planlægges også et nyt parkeringshus med op til to dæk oven på den nuværende parkeringsplads ved Nytorv.

    Kommuneplantillæggets indhold

    Lokalplanområdet ligger i Mariagerfjord Kommuneplan 2024 inden for rammeområderne HOB.C.1 – Centerområde - Hobro bymidte - Primært butiksområde og HOB.C.2 - Centerområde - Hobro bymidte Sekundært butiksområde.

    For at bringe lokalplanen i overensstemmelse med kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen er der udarbejdet et tillæg nr. 7 til kommuneplanen, hvor der udlægges et nyt rammeområde HOB.C.13 -Centerområde ved Adelgade og Skibsgade. Dermed bringes lokalplanforslaget i overensstemmelse med Kommuneplan 2024 for Mariagerfjord Kommune.

    Miljøvurdering af planforslaget

    Mariagerfjord Kommune har vurderet, at lokalplanen og kommuneplantillægget er omfattet af obligatorisk miljøvurdering og har afgrænset miljørapporten til at omfatte følgende emner:

    • Befolkning og menneskers sundhed
      • Fremkommelighed og trafiksikkerhed
    • Menneskers sundhed
      • Skygge
      • Indendørs og udendørs støjpåvirkning samt vibrationer
    • Biologisk mangfoldighed
      • Sjældne, udrydningstruede eller fredede dyr, planter eller naturtyper (Bilag 
        IV-arter)
    • Landskab
      • Landskabelig værdi
      • Geologisk særpræg
      • Visuelle sammenhæng
    • Kulturarv
      • Kulturarv herunder påvirkning af Hobro Kirke
      • Kirker og deres omgivelser
      • Fredede/bevaringsværdige bygninger.

    Miljørapporten offentliggøres samtidig med forslag lokalplan og kommuneplantillæg nr. 7. 

    Lokalplanens midlertidige retsvirkninger

    Indtil den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort og højst et år efter denne offentliggørelse af lokalplanforslaget, må ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, ikke bebygges eller på anden måde udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige lokalplans indhold.

    Efter høringsperiodens udløb kan Byrådet dog tillade, at en ejendom i lokalplanområdet bebygges eller udnyttes, hvis dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, og hvis der ikke er tale om på begyndelse af større byggearbejder. Tilladelse kan dog ikke gives så længe en indsigelse i henhold til Planlovens §§ 29, 29a og 29b opretholdes, eller hvis erhvervs- og vækstministeren har truffet beslutning efter Planlovens § 3, stk. 5.

    Dine bemærkninger til høringsforslaget vil blive offentliggjort

    Når du indsender høringssvar, vil dit høringssvar samt din adresse og din mailadresse blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i dagsordner til kommunens byråd og politiske udvalg.

    Spørgsmål og bemærkninger

    Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vores telefoner er åbne mandag til onsdag fra kl. 13:00 til 14:30, samt torsdag fra kl. 13:00 til 16:30.

    Du er også velkommen til svare tilbage igennem din digitale postkasse (eBoks, mit.dk o.l.), skrive til mail: plan@mariagerfjord.dk eller sende et brev til Plan og Byg, Adelgade 30B, 9500 Hobro.

    Du bedes i din henvendelse oplyse sagsnummeret: 01.02.05-P16-20-19